SPIL: Systemperle oplagt til klubber
Spil

SPIL: Systemperle oplagt til klubber

For 11 år siden offentliggjorde Tipsbladet systemet U 9-0-253, og hverken dengang eller nu bliver der sparet på superlativerne

Tipsbladets faste systemanmelder sparede ikke på roserne, da han for 11 år siden gik systemet U 9-0-253 efter i sømmene, og det holder tilsyneladende stadig, hvis man skal tro Jørn Juel, som gennemgik systemet endnu engang nu, hvor det er blevet inkluderet Danske Spils nye systempakke. Læs her Juels mening om det, han kalder en "perle".
 
"Når U 9-0-253 ikke vandt større udbredelse allerede for flere år siden, skyldes det sikkert udelukkende, at det ikke indgik i Danske Spil’s systempakke, og som tipper var man derfor tvangsindlagt til selv at indtaste samtlige 253 enkeltrækker. Noget kun de færreste har tid og ikke mindst lyst til.
 
Jeg var derfor meget spændt på om denne fornemme konstruktion ville være blandt de mange nye systemer i forbindelse med relanceringen af Tips. Havde det ikke været med, ville der efter min mening være tale om grov tjenesteforsømmelse, men heldigvis var det ikke tilfældet.
 
For det trænede øje afslører garantien øjeblikkeligt, at her er tale om en konstruktion, hvor det meste går op i en højere enhed. Der er maximal spredning mellem rækkerne og samtlige rækker er centreret præcis dér, hvor man oftest vil ramme. Nemlig ved 4 af 9 u-tips, hvor chancen for en fuldtræffer er ca. 6 procent.
 
Ved 3 og 4 rigtige u-tips er man garanteret minimum 2 x 11 med slæb og 12’er chancen er ca. 37 procent. Ved 5 rigtige u-tips er man garanteret minimum 4 x 11 + 10 x 10 og chancen for en andenpræmie er godt 62 procent.
 
Hvis ikke U 9-0-253 bliver et af de mest benyttede systemer i den nye systempakke fatter jeg ingenting! Indsatsen er måske i overkanten for nogle tippere, men så kan jo gå sammen i en mindre tipsklub."
 
Jørn Juel er mange-årig tipper og næsten lige så mange-årig systemkonstruktør. Har i flere omgange optrådt som "system-anmelder" i Tipsbladets spalter, hvor han også slog sine folder i det hedengange Signatur-panel
 
Nedenstående artikel stammer fra Tipsbladet Midtuge, tirsdag 8, juni 2004, hvor Jørn Juel første gang udtalte sig i rosende vendinger om det nye supersystem