AaB har ikke råd til at fyre Pehrsson – har man råd til at lade være?

AaB har spillet historisk kedelig og uengageret fodbold under Magnus Pehrssons ledelse. En skærende kontrast til det hold og kodeks, som Hamrén skabte. Indebar dette sejre og stabilitet ville det blive tilgivet af de fleste. Det ville dog nok være noget af en tilsnigelse at sige, at det er realiteterne. En nuværende placering som nummer 11 vidner om det modsatte, og kursen mod 1. division er sat. I sådan et stormvejr kræves en søstærk og mandskabsvant skipper. Intet tyder på, at Magnus Pehrsson har disse egenskaber. Slet ikke set i lyset af, at det i høj grad også er hans ansvar, at AaB er endt i dette morads qua sin destruktive spillestil, manglende evne til at motivere spillerne og modvilje til at sadle om. Og det drejer sig desværre ikke blot om indeværende sæson, men er en tendens undervejs i nu halvandet år.

Men han står naturligvis ikke alene med ansvaret i en klub af AaB’s størrelse. Den bulne og krogede finger peger i høj grad også mod hans nærmeste chef, Lynge Jakobsen. En mand, som gennem årene har fået status som halvgud i Aalborg og omegn på baggrund af sine evner til at hente billige, men kompetente, spillere til klubben samt sin bramfri og lune personlighed. Og Lynge Jakobsen har noget at have det hele i, for han har været en uvurderlig kapacitet i AaB. Uden ham er det mere end tvivlsomt, at AaB ville have været det mest succesfulde hold uden for Københavnsområdet de sidste ti år.

Men selv en Lynge Jakobsen er ikke ufejlbarlig og evigt holdbar. Og tiden efter Erik Hamrén vidner om, at Mr. AaB ikke længere har den styrke og de evner, som gjorde ham til det unikum, han engang var. Da Erik Hamrén proklamerede sit næste mål (Rosenborg) i december 2008, gav han Lynge Jakobsen et halvt år til at finde sin afløser, da han først skulle tiltræde på Lerkendal efter afslutningen af sæsonen 2007/2008. 

Det mundede ud i den trænerfarce, som efterhånden blev en landskendt affære, hvor først Bruce Rioch blev hentet ind på en halvårlig kontrakt. Efter et par håndfulde kampe blev han dog fyret, hvorefter assistenten Allan Kuhn blev hevet op som cheftræner, og gav en forsmag på, hvad man måske kunne få med ham ved roret. Det kunne Lynge Jakobsen dog ikke bruge til noget, hvorimod FCM kunne se potentialet og i stor stil nyder godt af det nu. Men Lynge Jakobsen ville have sin egen mand, og efter et par kurve fra trænere i Norden endte den ubeskrevne Magnus Pehrsson på Lynges Jakobsens bord. Hans egen opfindelse skulle nu videreføre det arbejde og den professionalisme, som Erik Hamrén havde skabt i klubben.

Resultatet ser vi i dag. Lynges egen træner har på intet tidspunkt vist evnerne eller formatet, og nogle af de spillere som er indhentet i perioden under Pehrsson vidner også om, at Lynge Jakobsen ikke længere har det “magic touch”, som han var så kendt og beundret for. Uagtet at økonomien hænger i laser, så har yderst vellønnede spillere som Louay Chanko og Rasmus Würtz på ingen måde indfriet forventningerne, ligesom lejemålene Kusi-Asare og Dickson ikke ligefrem synes at være de store frelsere. Der er kommet flere og flere om’ere de sidste par år.

Men Lynge står stejlt på, at Pehrsson er den rigtige mand. Det er klart; der er meget prestige på spil for ham. Han brugte et år på at finde ham, og i den periode trodsede han alt, hvad der hed kritik og krav fra omverdenen. Lynge Jakobsen bakker stadig op om sin træner, så det eneste man kan håbe på er, at bestyrelsen i AaB gør det, som Lynge ikke selv magter. Og i samme ombæring gør de nok klogt i at begynde at kigge efter en ny sportsdirektør. Lynge nærmer sig aldersmæssigt pensionen, og med de nuværende sportslige resultater in mente bør man måske overveje at lade den komme før end beregnet. Det er Lynge, der i sidste ende bære det sportslige ansvar i klubbens fodboldafdeling. Og det måles på resultater, spillerindkøb og træneransættelser. Alle tre dele er floppet stort det sidste halvandet år.

AaB’s pengekasse er tom. Ødslet væk trods succes i Champions League for blot to år siden. Her og nu vokser den ikke, da resultaterne og det gabende kedelige spil holder folk væk fra stadion. Uden handling nu kan hverdagen om et år hedde 1. division med alt, hvad dertil hører af væsentligt lavere sponsorindtægter, endnu færre tilskuere, færre TV-penge og praktisk talt ingen mulighed for europæisk kvalifikation. Det leder frem til det uundgåelige spørgsmål: Har AaB råd til at lade være med at fyre Pehrsson og er Lynge Jakobsen stadig manden, der kan bære det sportslige ansvar i AaB?