Rystende ringe: AaB er en rygende ruinhob

EN HURTIG QUIZ til at starte med: Hvad var egentlig mest overraskende?

1) At AaB tabte fuldstændig fortjent til Viborg mandag aften?
2) At ingen var overraskede?

JO, DE TO udsagn hænger selvfølgelig sammen, men for mig at se så er det selvfølgelig svar 2.

Selv på AaB’s normalt så stolte hjemmebane var Viborg favoritter, og selv ikke et Aalborg-mandskab, der kom foran 1-0, formåede at holde sig på benene, men vaklede rundt som en teenager i Jomfru Ane Gade. Der er klart bund i Viborg-mandskabet, ligesom Jacob Friis leverer et tæskestærkt trænerarbejde.

Man kan i hvertfald sagtens se det opsigtsvækkende i, at storebror AaB må skæve misundeligt til lillebror Viborg for at se tydelig spillestil, stærkt rekrutteringsarbejde og en solid organisation med udsyn og erfaring.

Viborgs tur mod en kæmpe sæson gemmer vi dog til en anden gang, for AaB’s nedtur er monumental – og mest af alt ligner klubben lige nu en rygende ruinhob.

DER ER NOK AT tage fat på, så lad os da bare tage nogle af punkterne:

1. Hele forløbet omkring ansættelse af en ny træner efter Marti Cifuentes fremstår stadig som en sæbeopera. Førstevalget var ganske tydeligt – og rimeligt nok – Thomas Thomasberg, men AaB ville ikke betale, hvad Randers forlangte. Derfor endte bolden hos Lars Friis efter en del tovtrækkeri med Viborg. Og nu? Ja, så blev den gamle travhest Erik Hamrén trukket af stalden. Ganske uopfindsomt trods mandens meritter. Kaotiske forløb, der forståeligt nok stadig præger klubben og truppen.

2. Inge André Olsen viste sig som et af de største sportschef-flop i Superligaens nyere historie. Pletskuddene uendelig få, og middelmådigheden blomstrede i Limfjordsbyen i hans periode. Se bare Kasper Kusk, der måtte væk fra sin barndomsklub for at få spilletid og blomstre, som den kreative kraft han er.

3. Økonomien sejler, og AaB er vel i en eller anden forstand til salg. Med mindre de lokale investorer nok engang hiver prangerpungen op med de store sedler. Nu kigger AaB tilmed ind i en sportslig skuffende sæson, hvor blandt ande tv-pengene vil tage et dyk.

4. Så kunne man selvfølgelig håbe, at talenterne blomstrede op som valgplakater her i oktober, men ak nej. U17-holdet ligger sidst i rækken med 14-hold – og det gør U19-holdet sjovt nok også. Ideen med at hente overskudslagrene fra de andre talentfabrikker til Nordjylland så vist bedre ud på papir end i virkeligheden.

LÆG SÅ OVEN i, at AaB skal forholde sig til et muligt nedryknings-mareridt, hvor mange kampe bliver ren overlevelse,og så står den tidligere mesterklub bare et virkeligt svært sted.

Hvem skal eksempelvis forberede det transfervindue, hvor der åbenlyst skal hentes forstærkninger? Og hvem kan man egentlig tiltrække med en svag økonomi og ryggen mod den sportslige mur? Ledelsen i AaB har vist givet sig selv efteråret ud til at gentænke den sportslige strategi, så man må jo håbe for AaB-fansene, at den langstrækte proces virkelig munder ud i et guldæg, for det forekommer jo, at netop tid ikke er AaB’s bedste ven.

MAN KAN I HVERT FALD roligt konstatere, at både bestyrelsen og direktør Thomas Bælum har svigtet på en lang række punkter, hvor den ene dårlige beslutning er fulgt af den anden.

“Arrg, er det ikke at male fanden på væggen?” Jamen, så vis mig to Superligahold, der er i dårlige forfatning end AaB.

Jeg kan i hvertfald kun finde et, nemlig Lyngby – og det i sig selv bør være skræmmende i AaB.