Kvinder, der ser fodbold

Jeg har lige læst en ganske glimrende artikel på ingen andre steder end Kvinfo.dk. Den handler om den store mandlige (sports)cyklus – at årets gang for mange mænd er organiseret efter de store sportbegivenheder. Og at fodbold er en af de største sociale fællesskabsfaktorer for mænd i dag. Fx på en arbejdsplads. Og da også til et hvilket som helst middagsselskab eller på en vilkårlig bar skulle jeg mene.

Den er go‘ nok. Det virker til tider sværere end som så at blive en del af det fællesskab, den lukkede klub, som kvinde. I et forsøg på at skabe mine egne feminine fodboldtraditioner stimlede jeg i går en gruppe af de nærmeste kvinder sammen til landsholdskamp i går. Der er ikke tale om et stereotypt sex and the city-crew, hvor vi møder op i vores stilletter og udelukkende taler 2X45 min. om botox og diller eller bare flotte fodboldben. Nej, det possy tæller moderne dame-profiler som lille T, Dobbelt V og Sheriffen. Her kan en landskamp godt kombineres med en seriøs diskussion af, hvad jeg skal have på til det bryllup, jeg skal til i weekenden, og en seriøs diskussion af, hvorfor hede hulen Morten Olsen sætter en udbrændt, storbrandende og med en nu konsekvent ineffektiv inderside, Jon Dahl til at tage et straffe.

Hvis kvinder tænder mest på den spektakulære tempo-bold, så var der imidlertid ikke meget at komme efter i går. I hvert fald set med danske briller. Ingen bomber fra “B52”. Ingen overraskende storhed fra “Rommeren”. Ikke en gang et selvmål fra Poulsen. Måske er det en fordel at være kvinde i sådan nogle kampsituationer. For der er alligevel knap så meget på spil, som der synes at være for mange mænd. Der var masser af frustration i selskabet i går, det er ikke det. Klassisk sure tilråb som “Det er for nemt, det er for nemt” (sagt om japanernes walk in i et usynligt dansk forsvar), “Åh nej, Ikke Jon igen” (Den situation giver lidt sig selv) og den lidt utraditionelle “Bendtner, du bliver aldrig nogen lille ræv!” (hmm..sagt om en knap så vaks aktion). Men der var samtidig plads til, at vi morede os lidt over japanernes affarvede garn, at de danske drenge mestendels så ud til at ‘luntefise’ på banen, og slowmotionbillederne, der afslører en ekstremt konfus Lars Jacobsen i en ufordelagtig frisparkssituation. Aftenens slutkommentar efter det forsmædelige nederlag: “Hva’ piger, det er jo bare fodbold…”.

Jep! Men med det sagt, så må der uden tvivl være bedre fodbold i vente derude end den, damerne og jeg var vidne til i går. Nu glæder jeg mig til at følge Spaniens, Tysklands og Argentinas videre forløb i et VM, der langt fra er slut. Og så håber jeg forventningsfuldt på, at især TV-medierne med DKs exit finder et mere fornuftigt (læs: knap så navlepillende og jubelidiotisk) leje for VM-dækningen fremover.