Europæiske klubber truer med pirateri

Af Aidin Sarfaraz

Hvis man skal tro indlfydelsesrige røster rundt om i den europæiske subtop, varer det ikke længe, før det, der indtil for ganske få år siden blev anset som en absurd og virkelighedsfjern dystopi, bliver virkelighed. En europæisk turnering uden om UEFA er efter alt at dømme på allerede på tegnebrættet.

Efter at det europæiske fodboldforbund og arrangør af de to store, europæiske turnerninger i en årrække har søgt at sælge sin største guldkalv, Champions League, på det kommercielle verdensmarked, har en række større hold fra mindre ligaer besluttet slå pjalterne sammen og arrangere en europæisk turnering, som UEFA i hvert fald ikke skal stå for. Det meldte bla. FC København ud i den forgangne uge.

Mere specifikt er det de øverst placerede klubber i Holland, Belgien, Skotland, Danmark, Sverige og Norge, som er i dialog om at starte deres egen turnering. Og det er ellers et brud på reglerne.

Memorandum of Understanding

Sagen er i sin natur en anelse indviklet, men så vidt forstås føler de europæiske klubbers fælleorgan, ECA, at langt størstedelen af dens medlemmer forfordeles groft for at tilfredsstille de fire store ligaer, Premier League, Primera División, Serie A og Bundesligaen, der med deres større og mere globale tilskuerskarer genererer betydelige indtægter for UEFA på det globale marked. UEFA, der vel at mærke og naturligvis, er en non-profit-organisation, der udelukkende har til formål at køre i nul – akkurat som storebror FIFA.

Som en del af punkterne i den officielle, gensidige samarbejdserklæring mellem UEFA og ECA, som bærer den lidet prætentiøse titel, ‘Memorandum of Understanding’, har klubberne vel at mærke samtykket til ikke at deltage i ikke-UEFA-arrangerede (internationale) turneringer; at levere spillere til respktive landshold, samt at sørge for at lægge deres lokale kampplaner, så de ikke går i vejen for UEFA-relaterede kampe. Omvendt lover UEFA jo så højt og helligt at bage og siden skære kagen på mest demokratisk vis, så ingen føler sig snydt.

Med formand for Divisionsforeningen, Claus Thomsen i spidsen udtaler bla. Danmark nu, at der hersker en følelse af, at UEFA selv har taget lidt for let på samarbejdsprincipperne ved ikke at inddrage alle ECA-medlemmer, før det blev vedtaget at sikre de fire store ligaer mindst fire pladser i Champions League fremover. Og hvis UEFA ikke selv overholder aftalen, hvorfor skulle ECA så?

I marts måned kom det pludselig frem, at en række af Premier Leagues topklubber havde været til et indkald møde med Miami Dolphins-ejer og multimilliardær, Stephen Ross. Stephen Ross er også hjernen bag den sindsoprivende International Champions Cup cirkusturné, der efterhånden triller rundt i Nordamerika og Australien hver sommer, så der blev i den engelske presse naturligt spekuleret i, om mødet havde til dagsorden at drøfte mulighederne for en international superliga.

Dengang afviste klubberne, at mødet havde omhandlet en breakaway-Superliga. Ivan Gazidis, bestyrelsesformand i Arsenal, bekræftede, at mødet havde fundet sted, men at det omhandlede ICC og mulighederne for potentielle konkurrenceformater, der flugter bedre med Premier League.

”Vi er på det kraftigste imod nogen form for udhopperliga. Hverken Arsenal eller nogen anden Premier League-klub har i sinde at omlægge Premier League eller det europæiske fodboldlandskab, og ingen drøftelser om erstatning af Premier League eller påbegyndelse af en europæisk superliga fandt sted”, sagde han ved den lejlighed.

Stand-off

Nu lader det altså til, at UEFA fik tilpas lange løg over dette angiveligt totalt urelaterede møde til, at det prompte omlagde turneringsstrukturen, så det nu favoriserer de fire store ligaer endnu mere end i forvejen. Og dermed befinder vi os altså nu i denne mexicanske stand-off.

Det er nu engang pengene, der lader til at fodbolden styre mere og mere, og spørgsmålet er jo så, hvor langt de forskellige parter er villige til at strække sig eller gå på kompromis med egne principper.

Vil topklubberne takke nej til øget sandsynlighed for at lande de forjættede Champions League-millioner til klubkassen?

Hvor stiller UEFA sig i spektret mellem verdensmarkedet og storinvestorernes krav på vidt brandet og salgbare fodboldnavne i den ene ende og den oprindelige forestilling om en europæisk klubturnering baseret på merit og ærlig kamp i den anden?

Hvor langt kan skruen tvinges, førend ”de små”, dvs. dem, de nye strukturændringer absolut ikke bekommer, hægter sig af gesjæften og starter deres egne tiltag?

Lige præcis denne gang tør vi ikke vove os ud i de store spådåmme. For kun et par år siden var det nemlig nærmest utænkeligt, at vi overhovedet ville nå så langt som til at overveje det.

Men fodboldverdenen er nu engang som bekendt foranderlig. Det ene øjeblik har Leicester intet at bestille i Champions League, da de, i modsætning til Inter Milan og Chelsea, ikke var med til at opfinde fodbolden. Ugen efter inviteres de til at blive afklædt af Barcelona på et rockkoncertstemt bjergsidestadion i de amerikanske Rockies.

Det ene øjeblik vedtager UEFA strukturelle ændringer til kvalifikationsformatet til CL. Det andet tages en ny præsident i ed, der lover at modkæmpe netop vedtagede tiltag ”på de små landes vegne”.

Og så siger man, at alle har en pris.