Premier League-trends: Tre centerforsvarere og ‘back to basics’

Af Andreas Brøns Riise

Fodbold-hipster-bibel-forfatter Jonathan Wilson beskrev det så fint i The Guardian i sidste uge. Arsené Wenger lander i 1996/97 i en Premier League, hvor mange klubber spiller med sweeper og wingbacks.

Franskmanden kalder det åbent for en fodboldanakronisme men spiller alligevel sæsonen færdig i dette håbløst forældede system, inden han sæsonen efter forlader trebackkæden for at skabe den legendariske Winterburn-Adams-Keown-Dixon-kæde, der kom til at danne skole i hele ligaen.

Spol tiden 20 år frem. Ind fra Italien kommer Antonio Conte. Han starter i en firebackkæde, for sådan gør man jo i England, men skifter efter en sløj start til sit foretrukne tremandsforsvar kendt fra Juventus-tiden. Spol yderligere ni måneder frem, og stort set hele ligaen – inklusive Arsene Wenger – har spillet med et tremandsforsvar på et tidspunkt i løbet af sæsonen.

Når sæsonen i Premier League om føje tid går på hæld, og der skal udpeges nye trends og tendenser, vil trebackkæden være den første.
Hvor kommer det fra? Var det simpelthen bare Contes succes med formationen, der opfordrer til efterligninger?

På vej længe

Selvfølgelig har nogle managers skrevet efter den dygtigste elev i klassen, og trebackkæden har været brugt meget mere end sidste år, men tendensen har været på vej længe.

Nogle vil huske, at Mauricio Pochettino allerede sidste sæson begyndte at eksperimentere med netop den 3-4-2-1-formation, Chelsea nu anvender med stor effekt. Ej heller Koeman i So’ton-tiden eller Sam Allardyce i Sunderland var bleg for at smide tre mand i det centrale forsvar.

Mit eget ringe bud er, at trebackkædens tilbagevenden handler om to ting:

For det første at flere hold – med Atletico Madrid og Leicester i spidsen – er gået tilbage til at spille med to angribere og give pokker i boldbesiddelse og spilovertag på midtbanen, der ellers har været fodboldtrenden længe. Derfor er det blevet moderne at spille med en ekstra central forsvarsspiller – på bekostning af en central midtbanespiller.

For det andet at 4-3-3-tika-taka-bølgen har skabt fokus på at udvikle nogle typer af spillere med helt særlige karakteristika:

(1) Backs, der kan angribe, hvilket er nødvendigt, når fløjene søger ind i banen og i feltet for at støtte den ene topangriber.

(2) Netop målfarlige fløje, der både skal kunne playmake og søge i feltet, og som oftest spiller på den modsatte fløj af deres stærkeste ben.

(3) Angribere, der er i stand at søge ned i banen og gå med i spillet.

(4) Hurtige, boldspillende centerforsvarsspillere, der er i stand til at stå højt i banen og dække områderne bag offensive backs, der går med frem.

Spørgsmålet er så bare, om ikke disse karakteristika på nogle områder er blevet overdrevet? Den voldsomme mangel på solide backs og centerforsvarsspillere på den sagnomspundne ”øverste hylde” fortæller mig, at henholdsvis fart + offensive kvaliteter og fart + teknisk kunnen på disse positioner er prioriteret i en grad, så det er begyndt at gå ud over de defensive kvaliteter.

Dårlige defensivspillere dækker af for hinanden

I en trebackkæde har (wing)backen færre defensive pligter med en (hurtig) yderste centerbacks om sikring bagved sig, der igen har en ekstra midterforsvarskollega til at veje op for sine defensive mangler. Er der nogen, der har lagt mærke til, hvor meget bedre David Luis og Gabriel Paulista ser ud i et tremandsforsvar?

Fløjene er fint kompetente til at rykke endnu længere ind i og fremad på banen, når wingbackerne tonser fremad, og den enlige topangriber skal i forvejen være i stand til at falde ned i det tomrum, der opstår, når man spiller uden 10’er. Tilsæt to løbestærke motorer på midtbanen og voila: 3-4-2-1 er født.

Nogle har påpeget, at det i forvejen er den formation, de fleste 4-3-3-hold angriber i, når backs har bevæget sig med frem, fløjene er gået ind i banen og den defensive midtbanespiller er faldet ned mellem de ’splittede’ centerbacks.

Og det er helt korrekt. Men dermed ikke sagt, at de samme spillere har plads i begge systemer. Skiftet til 3-4-2-1 sker på bekostning af den klassiske playmaker.

Derfor har den udmærkede 4-3-3-spiller Fabregas mistet pladsen på Chelsea-holdet, hvor han nu bruges som ’impact sub’, mens typer som Christian Eriksen og Eden Hazard (ingen sammenligning i øvrigt) er præcis den kloge, hurtige, hårdtarbejdende, målfarlige halvt kantspiller/halvt playmaker-type, der trives i systemet.

Back to basics

Den anden trend, jeg vil pege på fra sæsonen 2016/17, er midterholdenes tilbagevenden til ’back to basics’. Jeg forudsagde før sæsonen, at vi ville få vildt mange interessante taktiske opgør i toppen af rækken, hvor diversiteten i spillestil mellem Conte, Wenger, Mourinho, Guardiola, Klopp og Pochettino er enorm.

Og det har vi fået. Til gengæld har man andetsteds i rækken kunne spore en vis form for ensretning. Når brættet skal gøres op efter sæsonen, og diverse managers skal have enten ’succes’- eller ’fiasko’-stemplet i panden, så vil Sam Allardyce, Sean Dyche, Tony Pulis og Craig Shakespeare ubetinget få det førstnævnte.

Modsat viftes der med [indsæt navn] out-banneret i Stoke, West Ham og Sunderland, mens Aitor Karanka allerede har forladt den synkende M’boro-skude. Og hvad er mon ligheden mellem de fire førstnævnte managers? West Brom og Burnley er de to hold i ligaen, der har haft mindst boldbesiddelse.

Leicester ligger nummer fire i den statistik og Crystal Palace nummer syv, men for begge klubbers vedkommende gør det sig nok gældende, at de har bevæget sig opad i ’nej I skal have bolden’-statistikken efter fyringerne af hhv. Claudio Ranieri og Alan Pardew. Også Marcos Silva i Hull har stor succes med god organisation og kontrabold – ligesom Pulis, Dyche og Shakespeare til tider i 4-4-2.

En formation og strategi, som selv short passing-begejstrede Eddie Howe overgav sig til, da det begyndte at snerpe til for Bournemouth i bunden af rækken. Ovenikøbet med den klassiske stor-og-stærk/lille-og-hurtig-duo oppe foran i Benik Afobe og Joshua King.

Er boldbesiddelse stadig vigtig?

Og de sidstnævnte klubber? Mark Hughes og Slaven Bilic blev hentet ind, fordi Stoke og West Ham ville noget andet efter Tony Pulis og Sam Allardyce. Hvis man vil spise kirsebær med de store, må man spille som de store, lød ræsonnementet.

Og det er da også lykkes de to klubber at få boldbesiddelsesprocenten i vejret – sådan spillede de store nemlig dengang – men resultatmæssigt kniber det. I Sunderland og M’boro har man heller ikke bolden meget, men det skyldes hhv. dårlige spillere og et ultradefensivt udgangspunkt – ikke en egentlig kontrabolds-strategi.

De sagde det i Crystal Palace, da Sam Allardyce blev hentet ind som afløser for Alan Pardew: ”Vi ville noget andet, det gik ikke efter planen, så nu stiller vi uret tilbage”.

Gad vide, hvilken manager-type, der er på blokken hos nedrykkerne Sunderland (hvis Moyes altså smutter) og M’boro, hvis målet er en tilbagevenden til Premier League – og ikke mindst i West Ham og Stoke, hvis sæderne under d’herrer Hughes og Bilic bliver for varme.

Skal boldbesiddelsen i vejret – eller er det mon på tide at stille uret tilbage? Jeg har hørt, at koden til tidsmaskinen er Sean Dyches telefonnummer.

——————

De Falske 9'ere er Danmarks ældste dedikerede Premier League-podcast. Lyt med, når Martin, Andreas og Aidin gennemgår ugens runde med knivskarpe analyser og højt humør. Du kan høre seneste afsnit .