• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Jan Carlsen

Carlsen: Den sidste omgang igangsættelser

Jan Carlsen er dommer-observatør og en af Europas mest velansete fortolkere af fodboldloven.

Af Jan Carlsen

Efter i de tre seneste uger at have turen rundt om nogle af de mere tekniske igangsættelser - nemlig dem, der ' bare' foretages, når bolden er forsvundet ud af banen, eller der er blevet fløjtet for et eller andet, som ikke er specielt beskrevet, skal vi lidt tættere på dramaet. Vi mangler nemlig frispark og straffespark - og det er nok dem, der i almindelighed påkalder sig den største interesse.

De kommer jo, fordi nogen har gjort noget, som de ikke burde - og så kan det for den sags skyld være både angribere og forsvarere (ved straffespark selvfølgelig kun forsvarere).

Men jo tættere man kommer på mål, jo større spænding og jo flere taktiske overvejelser fra begge sider indgår der også.

Frisparkene først. Der er to slags: de indirekte og de direkte. De hedder sådan, fordi man kan score direkte i modspillernes mål på direkte frispark, mens der ved indirekte skal en berøring fra en anden spiller til, før der kan blive mål ud af det. Til gengæld er det - og det kommer faktisk altid som en overraskelse for nogle, uanset hvor længe man har spillet fodbold - ikke muligt at score direkte i eget mål på et frispark, uanset om det så er et direkte eller indirekte et af slagsen.

Så bliver resultatet et hjørnespark (på samme måde, som der bliver målspark, hvis man sparker et indirekte frispark lige ind i modspillernes mål). Logikken bag det er, at man jo har fået tildelt et frispark, fordi en modspiller har opført sig mindre pænt - og det skal ikke kunne ende i et mål til synderne. Interessant også at huske på, at i de tidligste fodboldlove var alle frispark indirekte - man skulle have en anden berøring på, før der kunne blive mål.

Når et frispark tages, skal bolden ligge stille og i princippet dér, hvor frisparket er begået (kontaktstedet). Oppe midt på banen kan man godt være lidt mere large og ikke hænge sig i centimetermålet, men jo tættere man kommer på de to straffesparksfelter, jo mere nøjeregnende bliver dommeren. Så er der et par tilfælde, hvor frisparket ikke tages lige fra åstedet. Ved frispark til forsvarerne i eget målfelt kan man frit anbringe bolden hvor i feltet man har lyst (ligesom ved målspark), og ved frispark til angriberne begået i målfeltet trækkes bolden vinkelret ud på målfeltets lange linje, så der bliver lidt manøvrerum. Bolden er i spil, når den er sparket og klart bevæger sig, men igen med en undtagelse.

Hvis frisparket er til forsvarerne i eget straffesparksfelt, skal bolden sparkes direkte ud af feltet og ud på banen, igen ganske som ved målspark. Det kommer traditionelt også som en stor overraskelse for mange. Afstandsregel for modspillerne har vi også, de berømte 9,15 meter. Igen er der et par specialtilfælde, knyttet til det sted, hvor frisparket tages. Ved frispark til forsvarerne i eget straffesparksfelt skal angriberne være uden for feltet (ligesom ved målspark) OG 9,15 meter fra bolden.

Ved frispark til angriberne tættere på mål end 9,15 meter ville det nok være for meget forlangt, at forsvarerne skulle gå 9,15 meter væk, for så havde de ikke en chance for at forsvare målet.

De må stå på egen mållinje mellem målstængerne - og er der ikke plads til dem allesammen dér, skal de resterende gå 9,15 meter væk.

En lille, men bestemt ikke uvæsentlig, detalje kan forstyrre billedet af alle disse regler, nemlig det såkaldt ' hurtige frispark' (hvis nogen ellers kan huske, hvordan sådan et ser ud, for der er godt nok blevet langt imellem dem, i takt med at dødboldsitutuationer bliver mere og mere indstuderede). Det hurtige frispark er tilladt, hvis de rent tekniske ting er overholdt, og dommeren i øvrigt har kontrol over igangsættelsen - altså ikke, hvis han f.

eks. har ryggen til og er ved at måle afstanden op for en forsvarsmur. Men det centrale er, at der ikke behøver komme et fløjt ved det hurtige frispark - er der kontrol over tingene, er tilladelsen til at tage frisparket automatisk givet. Man behøver ikke vente på, at modspillerne har fået lusket 9,15 meter væk. Tanken bag alt dette er selvfølgelig fordelsreglen - at frisparket skal være en fordel for dem, som det er gået ud over, og hvis det mest fordelagtige er at komme igang igen med det samme, er det OK.

Til gengæld hænger man selv på den, hvis det går galt, og modspilleren opsnapper bolden, eller man rammer ham ved sparkets udførelse. Modspilleren må også gerne foretage en handling for at få fat i bolden, når den kommer forbi ham - men selvfølgelig ikke bevæge sig hen mod bolden for at få fat i den. Som de sidste bemærkninger omkring frispark skal det med, at der kan forekomme gentagelsesspil (to berøringer i træk), og at man godt kan være offside, når bolden kommer direkte fra et frispark.

Så er vi fremme ved straffesparket, som jo, efter at begyndelsessparket blev retningsfrit for et par år siden, er det sidste spark, som skal tages i en bestemt retning, nemlig fremefter.

Bolden er i spil, når den er sparket og klart bevæger sig frem. Det er også en af de meget få igangsættelser, hvor der er en afstandsregel for medspillerne. Ved straffespark skal alle spillerne være uden for straffesparksfeltet, bag bolden og mindst 9,15 meter fra den (det er det, man har den lille cirkelbue på kanten af feltet til) - selvfølgelig på nær sparkeren og så målmanden, som skal være på egen mållinje mellem stængerne. Hvis han står midt i målet, er han 11 meter fra bolden.

Og så kan løjerne ellers begynde, for de her foreskrevne placeringer er spillerne jo ikke meget for at overholde. Hvis man skal vente på, at et straffespark bliver udført 100 % korrekt, bliver man aldrig færdig - og så får man brug for den gamle passus om ikke at hænge sig i bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser.

Kataloget over alle de besynderlige ting, der kan ske ved et straffespark, og hvor man dels skal tage hensyn til, hvem der har forbrudt sig, og hvad resultatet af sparket blev, kan give de fleste dommere sved på panden, selv om det hele efterhånden er sat op i et nydeligt skema. Der skal ikke meget til, før det går galt, som vi f. eks. så det mellem OB - AaB i årets sidste superligarunde, og det var endda en af de nemmere rubrikker i diagrammet - for hvis begge hold har overtrådt reglerne, er der omspark, uanset hvad resultatet blev.

Men hvis man ellers kan holde hovedet koldt og tankerne på fordelsreglen, kan det ikke gå helt galt. Hvis f. eks. bolden ligger inde i mål, og målmanden har bevæget sig frem for tidligt, vil de fleste angribere nok foretrække målet frem for et nyt forsøg, og så fremdeles.

I øvrigt er der den lille krølle ved udførelsen, at hvis målmanden er skyld i, at et spark skal tages om, skal han have en advarsel. De andre spillere skal nå op på gentagne overtrædelser eller helt tindrende usportslig opførsel, før de ryger i kortfælden. Sparkeren må finte i sit tilløb, sågar stoppe helt op - bare han ikke gør det helt henne ved bolden, hvor støttebenet er sat i jorden, og der skal sparkes. Det ville ellers være en fed fidus, for så ville han jo som minimum være garanteret et omspark, men det går selvfølgelig ikke.

Til gengæld er straffen for sådan en ulovlig finte umanerlig høj: indirekte frispark til forsvarerne og advarsel. Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvad sådan et spildt straffespark kan koste i bødekassen.

Der er yderligere et par finurligheder. Straffespark er den eneste igangsættelse, der kan forlænge en kamp, så hvis det begås i de sidste sekunder, og tiden udløber, før der sparkes, skal sparkes tages. Kampen er forbi, når det er klart, om bolden går i mål eller ej. Halvklarer målmanden, og angriberne forsøger at udnytte riposten, får de ikke lov - kampen er slut. Det er også den eneste igangsættelse, hvor dommeren skal vide, hvem der skal sparke - selvfølgelig af hensyn til reglerne for alle de andre spilleres placering. Vi må vide, hvem der er hvem.

Offside kommer man ikke i nærheden af, al den stund spillerne skulle være bag bolden - men gentagelsesspil sker faktisk ikke så sjældent.

Hvis man som straffesparksskytte har hamret bolden på overliggeren, og den kommer retur, kræver det også en stærk karakter ikke at forsøge sig igen. Det kunne jo være, at dommeren havde en dårlig dag.

Midt i januar startede jeg i det meget små med indkastet - som er relativt simpelt, men alligevel kom til at fylde en hel artikel -og så har jeg ellers bevæget mig fremefter til det mest komplicerede, straffesparket. På den måde fik også nogle af de mindre sexede dele af fodboldloven deres 15 minutters berømmelse - og reglerne omkring dem er også vigtige, selv om de ikke driver af blod. Indkastet og dets gode kolleger målspark og hjørnespark optræder faktisk mange gange i løbet af en kamp.

Skriv til Carlsen på carlsen@tipsbladet.dk.

Superliga

Mere Superliga

Fokus