Carlsen: Fra offside-reglens hjørner

En gang imellem sker der det, at en enkelt situation kan få alt til at eksplodere om ørerne på én, både med sms-beskeder, mails, medier og alt muligt andet godt.

Sådan en situation dukkede op i forrige onsdags Premier League-kamp mellem Manchester City og Aston Villa, hvor Citys 1-0 mål virkelig var fra offside-reglens overdrev. Faktisk så meget, at FA og Premier League efterfølgende har besluttet at ændre fortolkningen, selv om der er almindelig enighed om, at som reglen er formuleret, er den oprindelige kendelse korrekt. Herom senere.

Nu blev fokus heller ikke mindre af, at episoden kastede så voldsomme protester af sig på Villa-bænken, at der fulgte et rødt kort til træneren med i købet.

Men situationen er den, at Citys Rodri kommer luskende hjem fra et angreb og er i klar offside-position, da bolden spilles retur igen. Villas Mings forsøger at tæmme bolden med brystet, men fejler fatalt, således at Rodri kan erobre den, og City får en friløber og scorer.

Hvis vi prøver at dissekere situationen, er det oplagt, at to af de tre mulige strafbarheder ved offside er væk, eftersom Rodri først når bolden, efter at Mings forsætligt har spillet den. Det efterlader os med den strafbarhed, der hedder ‘at genere en modspiller’

Det kan man efter fodboldloven gøre på flere forskellige måder. Man kan forhindre en modspiller i at spille eller kunne spille bolden ved klart at spærre for hans udsyn (duer ikke, da Rodri kommer bagfra).

Man kan også klart forsøge at spille en bold, som er tæt på én, og denne handling påvirker en modspiller – eller foretage en åbenlys handling, som klart påvirker en modspillers mulighed for at spille bolden (det kunne f.eks. være ved at stille sig i vejen for ham). De kan heller ikke bruges.

Så er der den, der hedder ‘at angribe en modspiller for at erobre bolden’. Her taler man vejledende om en afstand til bolden på en til halvanden meter – men bemærk ordet ‘vejledende’: man har altså ikke fat i hverken målebånd eller tommestok her.

Den er nok værd at se nærmere på, men der er det raffinement, at i det øjeblik, hvor Mings forsætligt spiller bolden (selv om han gør det elendigt), er vi gået over i en ny situation, så den gamle offside-position er død og borte.

Spørgsmålet bliver derfor, om Rodri når at genere Mings (opnå en ‘impact’, som terminologien er), før Mings forsøger at tæmme bolden. Betyder handlingen fra Rodri, at Mings gør noget andet, end han ellers ville have gjort ?

Det er klart, at vi her taler om et dommerskøn. Selv tvivler jeg faktisk på, at Mings overhovedet er opmærksom på, at Rodri kommer bagfra (medmindre Rodri decideret kommer gungrende over græsset eller trækker vejret meget tungt).

Havde han følt sig presset, ville han nok have losset bolden ud af kommunen i stedet for at forsøge den hasarderede brysttæming. Dertil kommer, at Rodri er et par meter fra bolden, da Mings spiller den på ulyksalig vis, og bolden er på den anden side af spilleren, så den er ikke lige til at komme i nærheden af for Rodri.

Med andre ord: ingen genere-forseelse, som reglen er formuleret. Man skal stadig huske, at Rodri virkelig skal have påvirket Mings på en eller anden måde (‘impact’), for at det bliver strafbart.

Som jeg plejer at sige, er der forskel på at blive generet og at lade sig genere. Ellers kunne enhver forsvarsspiller jo bare påberåbe sig, at enhver angriber placeret bag ham kastede onde øjne, gjorde ham nervøs e.l.

Nå, men 2. halvleg af episoden er så, at FA og Premier League ifølge diverse medier har skrevet ud til klubberne og meddelt, at fortolkningen ændres, så en sådan situation fremtidig skal straffes.

Der er intet officielt fra IFAB eller andre, men det ville også næsten være umuligt at skrive sig ud af, for det er en fortolkningsændring baseret på en enkelt situation (og ikke en regelændring), og hvem siger, at den næste situation er 100% sammenlignelig?

Dertil kommer så, at man nu ændrer midt i en sæson, hvilket mildest talt også er utraditionelt. Men det er jo ikke første gang, at man kører lidt specielt derovre på øerne.

Helt galt gik det ved indførelsen af tilbagespilsreglen til målmanden i 1992, hvor man i England i de første runder fløjtede på alt, uanset om det var forsætligt eller uforsætligt, indtil man fik justeret tingene ind og så, hvordan det foregik andre steder.

Det væsentlige er at sige, at der kommer ikke til at ske nogen ændringer herhjemme, før vi eventuelt står med et stykke guldrandet papir fra IFAB eller FIFA i hånden (hvor man normalt også er så elskværdige at skrive, hvornår det er gældende fra).

Så alt er ved det gamle i Danmark. IFAB har deres årlige møde, hvor man beslutter regelændringer, præciseringer osv, om en måneds tid, så vi venter i spænding.

Lige akkurat detaljen med, at en forsætlig berøring fra forsvareren (og ikke bare at han tilfældigt bliver ramt) ophæver offsiden, så vi – for at det ikke skal være løgn – også i weekendens FA Cup-opgør mellem Manchester United og Liverpool, hvor en lang aflevering mod Rashford i marginal offside-position blev forsøgt clearet af Liverpools unge forsvarer Williams.

Men han havde kun held til at sende bolden videre over mod Rashford, som kunne score til 2-1. I sandhed en begivenhedsrig uge.

Og så har jeg endda endnu ikke nævnt et af de kongeeksempler, som man som instruktør kan vente på i mange år.

I League 1-kampen mellem Newport og Cheltenham lykkedes det Newports målmand Tom King at score direkte på målspark. Godt nok hjulpet af en mindre storm og en ikke alt for heldigt placeret målmand i den anden ende, men alligevel.

Hvis banen ellers har holdt standardmålene, så taler vi immervæk om et spark på lige under 100 meter.

Mindst lige så interessante var de diskussioner, der udspillede sig på diverse sociale medier efterfølgende. Kan man virkelig score direkte på målspark?

Lidt beskæmmende var det, at der var en pæn portion dommere – bevares, fra de mere ydmyge rækker – der mente, at det kunne man ikke, så der burde have været dømt målspark i den anden ende.

Men jo, man kan godt score direkte på målspark hos modspillerne (ligesom man kan på begyndelsesspark), og det har man faktisk kunnet siden siden 1997, men jeg har godt nok aldrig set det før på dette plan.

Det klip er fluks blevet indlemmet i samlingen.

På det mindre eksotiske plan spørger en læser ind til målmandens 6-sekunders regel – den der siger, at når målmanden har kontrol over bolden, må han bevæge sig indtil 6 sekunder med den, mens han holder bolden, hånddribler med den eller luftdribler (og i den periode kan ingen andre spillere på nogen mulig måde få bolden fra ham med lovlige midler).

I praksis, bemærker læseren, bliver det ofte det dobbelte antal sekunder, og bliver det nogensinde dømt på højere niveau?

Den regel er et smertensbarn og har alle dage været det, på samme måde som fire skridts-reglen var det. Men hvorfor gør man ikke bare noget ved det?

Rigtig godt spørgsmål, og det tager også meget ofte alt for lang tid efter min smag. Men det er ikke noget, som vi kan begynde at skrue på herhjemme på egen hånd. Vi lægger os altid op ad den linje, der køres internationalt, for ellers ville vi sælge både de dommere og de danske klubber, der skal fungere uden for landets grænser.

Det eneste, som vi kan gøre (og jeg gør det hver gang, jeg har chancen), er at bringe det stilfærdigt på bane, hver gang vi møder nogle af dem, der er noget ved musikken. Det interessante er jo, at der synes at være en eller form for konsensus blandt klubberne, at det lever vi fint med.

Det er jo ens for alle, spillerne skal nå at løbe i position – og det er i hvert fald ikke fra klubberne, at protesterne kommer. Så kan vi andre sidde og skære tænder imens…

Og jo, jeg har faktisk set det dømt én gang i nyere tid på højere niveau. Det var en Europa League-kamp mellem Liverpoool og Bordeaux for en håndfuld år siden.

Men dér lykkedes det også Mignolet at stå med bolden i det, som blev timet til 22 sekunder, før den israelske dommer havde fået nok.

Og så blev der i øvrigt scoret efter det efterfølgende indirekte frispark, som jo i sagens natur blev dømt et farligt sted.

Skriv til Carlsen på [email protected].