Carlsen: Målmanden og fredningsbestemmelserne

For nogle uger siden havde jeg fat i én af de ting, som i virkeligheden intet har på sig. En slags folkeovertro, om man vil. Fodboldloven er fuld af den slags ting, og det er netop det, som gør det sjovt – og udfordrende – at skulle introducere den for folk, som selv spiller, har spillet eller blor fulgt fodbold i lang tid, uanset om det er spillere, trænere, journalister eller kommentatorer. I de tilfælde er der mindst lige så meget tale om aflæring som indlæring, så kunsten er meget ofte at få kursisterne til mentalt at viske tavlen helt ren, før der fyldes på tanken igen. Egentlig er der ikke noget særlig overraskende i det – jo mere man beskæftiger sig med et område, jo mere tror man selvfølgelig også, at man ved om det, også uden at sætte spørgsmålstegn ved det. Vi kender det sikkert alle også på andre områder end lige fodboldloven, at dette er vi bare helt sikre på: enten fordi vi har hørt det fra én eller anden, læst det som en god vandrehistorie e.l., og så tænker vi ikke på at drage det i tvivl, før der måske pludselig kommer én og piller ved vores verdensbillede. Jo længere tid der går, uden at vores opfattelse bliver udfordret, jo sikrere er vi på vores egen mening. Og retfærdigvis skal det siges, at jeg såmænd også fra tid til anden kan fange dommere på de samme ting.

Alt dette bare som indledning til at sige, at der i den kommende tid med jævne mellemrum vil dukke noget op her i klummen, som man kan kalde de mest typiske misforståelser – som jeg så vil prøve at punktere og derefter hastigt dukke mig. For man bliver sjældent dramatisk populær på at fjerne en del af gulvtæppet under folks indgroede opfattelser. For få uger siden drejede det sig om det forhold, at et fald i straffesparksfeltet (eller andre steder, men derinde er det mest spektakulært) sagtens kan være helt normalt, uden at det bliver til hverken film eller straffespark. Og at der sagtens kan være tale om film, selv om der vitterlig er fysisk kontakt mellem parterne. Denne gang er turen kommet til den stadig ganske fremherskende opfattelse af, at målmanden er en fredet person, især når han befinder sig inde i det, som man – især på TV – ofte hører omtalt som ’det lille felt’.

Selv om det selvfølgelig gør det hele lidt lettere, hvis vi alle bruger de rigtige fagudtryk, er jeg ikke én af dem, der sover dårligt om natten, hvis nogen f.eks. siger ’baglinje’ i stedet for ’mållinje’ (lige akkurat det forhold er i øvrigt efterhånden ved at være udryddet). Herregud, vi ved alle, hvad der tales om, og så længe vi forstår hinanden, er alt jo godt. Men jeg må indrømme, at lige akkurat udtrykket ’det lille felt’ er ét af dem , der kan bringe mine legemsvæsker i kog. Dels fordi det på mig virker lige popsmart nok – det kan da ikke være sværere at kalde feltet ved dets rette navn ’målfelt’- dels fordi ingen formentlig kunne drømme om at kalde dets fætter for ’det store felt’ i stedet for ’straffesparksfeltet’. Men værre er det, at mange – både målmænd og andre – stadig tiltror kridtstregerne omkring dette felt nærmest magiske og mytiske evner, og at målmanden nyder én eller anden form for speciel beskyttelse derinde. 

Det er korrekt, at målmanden i tidligere tider – det vil sige før 1997 – havde en vis form for beskyttelse mod angreb med skulderen (eller ’skub’, som det hed dengang). Reglen var én af dem, der til dommernes fortvivlelse pendulerede frem og tilbage gennem nogle lovændringer – det ene øjeblik var målmanden beskyttet, når han holdt bolden, og det næste var han det, når han ikke holdt den. Men ved den store gennemskrivning af lovsættet i 1997 blev enhver form for særbehandling i målfeltet fjernet, så der nu gælder de samme regler inden for og uden for feltet – og hvad angreb med skulderen angår også for målmanden og alle andre spillere, nemlig at man skal have bolden inden for spilleafstand (det vil sige kunne spille den i næste skridt) og gøre et aktivt forsøg på at spille den for at måtte angribe. Og da det unægtelig er svært at kunne spille bolden i næste skridt, når målmanden holder den, betyder det i praksis, at målmanden ikke må angribes med skulderen, når han holder bolden. Straffen er et direkte frispark – uanset om det er i målfeltet eller ej.

Så man kan sige, at livet på det område er blevet hårdere for målmanden – til gengæld er regelsættet blevet lettere at forstå for alle. Målmanden har i det hele taget meget ofte været det område, som man har justeret på, når man har villet gøre spillet mere underholdende. Vi kan bare skrue tiden tilbage til 1992, hvor det blev forbudt for målmanden at røre en bold med hænderne, hvis den forsætligt var sparket til ham af en medspiller (eller for dens sags skyld kom direkte fra en medspillers indkast). Faktisk var EM-finalen mellem Danmark og Tyskland den sidste betydende kamp, der blev spillet med de gamle regler – hvilket jeg blev mindet om, da jeg for nylig skulle dykke ned i båndarkivet og checke et par ting fra semifinalen mod Holland. Det gav mig i øvrigt et mindre chok at se, hvor meget tempoet er steget siden – men det er en helt anden historie. Før 1997 kunne der også gå ganske lang tid, hvor målmanden bare stod med bolden (for dengang havde man heller ikke 6 sekunders-reglen, men reglen om de fire skridt, som målmanden maksimalt måtte bevæge sig med bolden under kontrol). 

Så mens instruktører i tidligere tider snildt kunne bruge en hel aften på at sætte sagesløse dommeraspiranter og for den sags skyld også dommere ind i alle finurlighederne omkring målmanden – hvornår og hvor han måtte angribes med skulderen, og hvilke kombinationer af at gribe eller fiste til bolden han måtte foretage sig inden for sine fire skridt – kan målmanden nu om stunder klares på et minuts tid: han må tage bolden forsætligt med hænderne i sit eget straffesparksfelt, han må holde bolden i maksimalt seks sekunder, og ingen modspiller kan inden for de seks sekunder få bolden fra ham igen på lovlig vis. Så den eneste grund til, at man overhovedet afmærker et målfelt er, at vi skal have et sted at tage målsparket (plus et par specialtilfælde ved andre igangsættelser). Så meget for målfeltets betydning…

Noget af en deroute for målfeltet – men for intet at sammenligne med målmandens. Han måtte i de allerførste regler tage bolden med hænder ’til forsvar for eget mål’ overalt på banen, og det var først i 1886, at denne ret blev indskrænket til egen banehalvdel (og senere i 1913 yderligere indskrænket til eget straffesparksfelt).

Så hører det også med, at målmanden heller ikke har nogen specielle rettigheder, når det handler om at erobre bolden – selv om man godt kunne tro det, når målmanden kommer bragende ud med knæet højt løftet eller springer tværs gennem en modspiller for at få bolden. Det er én af de ting, som dommerne stadig ikke er for skrappe til at fange – men det er en helt anden historie, og den skal jeg nok vende tilbage til en anden gang.