Carlsens: Hånd på bolden

Bragt i Tipsbladet d 16. maj

Når hånd og bold mødes i straffesparksfeltet, og hånden ikke lige tilhører målmanden, er man som minimum sikker på appeller fra spillere og bænk. Og er det en tilpas vigtig kamp, kommer der både overskrifter og kommentatorudtalelser oveni. Dette med hands er nærmest som at prøve at holde korkproppen på bunden af vandspanden. Den dukker altid op igen. Af en eller anden grund taler situationerne til et urinstinkt hos alle fodboldens udøvere, både inden for og uden for linjerne.

Måske ikke så underligt. Når hænderne kommer i spil i en sport, som hedder FODbold, må der da være et eller andet galt. Og sådan var det vel også, da vi selv i en svunden tid tonsede rundt i skolegården, kæmpede med en tennisbold og enten appellerede eller prøvede at forsvare kontakten med begrebet ’Påskud’. Helt uden at vide noget om fodboldloven, men det dér med påskuddet er nu ikke ramt helt ved siden af skiven.

Spørgsmålet om hænder eller ej er centralt. Lad os skrue tiden i omegnen af 150 år tilbage til dengang, hvor man skulle lave de første fodboldregler. Spillet er oprindelig en engelsk kostskolesport, men det bliver dyrket på flere kostskoler med forskellige regelsæt (blandt andet den lille detalje, om man må bruge hænderne eller ej – det er rugby, som er den dominerende sport, og her er hænderne jo vigtige). Så efterhånden bliver der behov for en fælles forståelse af, hvad man må og ikke må. I 1863 kommer det første officielle fælles regelsæt (F.A’s regler), og heri er det faktisk tilladt at tage bolden med hænderne, lægge den på jorden og sparke til den. Det er dette år, man plejer at regne for fodboldlovens fødselsår. Det første sæt regler blev udtænkt og udformet i London, men mange distrikter i England havde stadig deres egne lokale regler. I 1878 kommer endelig et fælles sæt for alle klubber og distrikter tilsluttet den engelske Football Association – og her er brug af hænderne forbudt. Her går vi fra rugby til fodbold.

For at en hands skal straffes, skal den være udført forsætligt. Populært sagt ’med vilje’, men det er langtfra hele sandheden. En reflekshandling, hvor spilleren instinktivt reagerer på en bold, som kommer mod ham, er i fodboldlovens forstand strafbar. Det vil sige, at f.eks. spilleren i muren, som for at beskytte hoved eller skridt fører armen ind foran kroppen, efter at der er sparket, skal straffes. Det kan virke uretfærdigt, for reaktionen er yderst menneskelig, men det koster ikke desto mindre. Tilsvarende skal en spiller straffes, hvis han bruger armene for at gøre sig bredere eller højere, end han er og derved fylder mere. Rimeligt nok, for ellers ville enhver forsvarsmur stå som i håndbold.. Men det rammer f.eks også den forsvarer, som kaster sig ned med arme og ben strakt i alle retninger. Rammer bolden hånden, koster det (og det er et af de tilfælde, hvor tommelfingerreglen om at ’hånd til bold’ skal straffes, mens ’bold til hånd’ er straffri, ikke holder).

To klassiske ordvalg kan give mig myrekryb. Den første er appellen ’ Han fik fordel af det !’. Det er meget muligt, men faktisk kan man lovligt score med hånden, og større fordel kan man vel ikke tænke sig. Det afgørende er derimod, om bolden spilles forsætligt med hånden. Den anden er ’Armen var / var ikke i naturlig stilling’. Hvad pokker betyder det ? For en forsvarsspiller er det da det naturlige at sørge for, at bolden ikke slipper forbi ham – men derfor kan armen jo sagtens være i en position, hvor en kontakt med bolden skal straffes. Forsætligheden med udvidelser (refleks og at gøre sig ekstra høj eller bred) er og bliver alfa og omega.

Hvad får mig så til at bestige den stakkels skamredne krikke ’hånd på bolden’ igen i denne uge ? Vi fik to centrale situationer i den forgangne weekend.

Den første i topopgøret mellem Silkeborg og Hobro ved et Hobro-indlæg pænt inde i overtiden, hvor en Hobro-spiller og Silkeborgs forsvarer Jens Martin Gammelby hopper op efter bolden. Hobro-spilleren header, og fra kort afstand får Gammelbys højre hånd kontakt med bolden, som derefter smutter over på venstre hånd. Stor opstandelse og enighed hos kommentatorerne om, at der er straffespark. Den ene svingede sig endda op til betegnelsen ’kæmpe-straffespark’. Jeg har omvendt indlemmet klippet i samlingen som et skoleeksempel på en tilfældig kontakt og vil med fornøjelse bruge det til instruktioner fremover (også for klubber og trænere). Situationen er utraditionel i og med, at der er hele to kontakter, men igen skal vi holde fast i forsætlighedsbegrebet. Begge parter er i bevægelse, tæt på hinanden og med minimal reaktionstid. Gammelby har endda ryggen til bolden (ikke at det er nogen garanti for straffrihed, men dog en parameter). Armene er ikke overdrevent strakt ud fra kroppen for at fylde mere, og efter den første tilfældige berøring er det ikke sådan, at han refleksmæssigt slår til bolden, da den rammer hans anden hånd. Så efter min bedste overbevisning ikke noget bevidst i de to gange hands. At Silkeborg så scorer nærmest lige efter, gør det selvfølgelig endnu sværere at sluge.

Anden situation kommer i et andet topbrag, det mellem FCM og FCK, nemlig ved optakten til det straffespark, som ’Duncan’ brænder. FCKs Margreitter har armen langt ude fra kroppen, da der kommer et skud på mål. Da han opdager faren, forsøger han tilsyneladende at trække armen til sig, men uden at kunne undgå kontakten – og så er straffesparket en kendsgerning. Værre for Margreitter er det, at der falder en advarsel af for forseelsen – og endnu værre, at det er nummer to af slagsen, så det bliver til en udvisning. Mens en ulovlig hands ikke i sig selv nødvendigvis er til en advarsel, er der tilfælde, hvor den er – f.eks. denne, hvor det handler om et skud mod mål, som afværges. Vi er ikke ude i berøven af oplagt scoringsmulighed og dermed direkte rødt – men det gule kort er helt efter bogen.

Således blev emnet endnu en gang ulovlig hands – en klar étter på hitlisten. Dels fordi det er en handling fremmed for en sport, som spilles med fødderne – men så sandelig også fordi der er rigtig mange forudfattede opfattelser, nogle havde jeg nær sagt nedarvet gennem generationer. Dommerens opgave er bare at være klinisk og forholde sig til lovteksten.