Landsholdets VM-drøm kan være forbi lørdag aften

Når vi taler om de største sportsgivenheder i dansk idræt, er EM-triumfen fra 1992 det største øjeblik i dansk idræts historie. Billederne af en grædende Flemming Povlsen, en flyvende Peter Schmeichel og et helt landshold på balkonen på Københavns Rådhus kan de fleste, der har set finalen og efterspillet, huske, og det er også noget, vi skal have frisk i erindringen. Og ikke mindst hylde, for det er en gigantisk præstation.

Tirsdag blev heltene fra 1992 hyldet i forbindelse med en testkamp mod Tyskland i Brøndby, hvor flere af stjernerne fra dengang, som EM-topscorer Henrik Larsen, modtog klapsavler i pausen, men som det også hører sig til med nutidens landshold var det et halvtomt stadion, der modtog heltene og så kampen mod Tyskland, der også blev spillet i voldsomt regnvejr.

Og selv om hyldesten af 1992-holdet var fin, blev det en forceret fest, der var en skuffelse på tilskuerfronten. Og fodboldmæssigt kan det også sagtens ende med at blive en gevaldig nedtur for nutidens landshold.

De få muligheder, en landstræner har for at teste ting af og finpudse taktikken, er vigtig, og at Danmark brugte hovedparten af tiden mod Tyskland på at spille kontrafodbold og på omstillinger er ingenlunde i tråd med, hvordan kampen mod Kasakhstan kommer til at forløbe. En testkamp mod Tyskland havde givet mening, havde vi skullet møde Polen på lørdag, men ikke Kasakhstan.

Når landstræneren efter kampen siger, at det er vigtigt at lære elementet med at spille på kontra og øve det, er det ganske enkelt spin forud for en kamp, der bliver spillet på helt andre præmisser.

Så det ender med at blive på et forkert grundlag, at landstræner Åge Hareide vælger sit hold, frygter jeg.

Jeg var faktisk ikke specielt imponeret af det danske landshold, der mødte et tysk B-hold med forberedelserne zoomet ind på Confederations Cup. De få gange tyskerne satte tempo, lignede Danmark ikke et top 50 landshold, og Danmark var trykket i bund – især i anden halvleg. Havde det ikke været for målmand Frederik Rønnow, havde Danmark tabt til det tyske B-hold – og sikkert også med mere end et enkelt mål.

Udover Frederik Rønnow var Martin Braithwaite en spiller, der imponerede, fordi han formåede at komme ned bag det tyske forsvar og derved bragte sig i gode situationer ved at bruge sin fart. Men hvor meget bagrum kommer der mon til at være mod et kasakhisk landshold? Nok intet. Holdet har ikke tabt på hjemmebane i VM-kvalifikationen, står dybt og lever på kontra. Opgør mod Rumænien og Polen er endt uafgjort.

Der var også William Kvist, der spillede en hæderlig første halvleg, inden han blev udskiftet til fordel for den bedre boldspiller i Lasse Schöne. Kvist er en mand, der passer sine opgaver, men mod en modstander, der kommer til at stå dybt og tillader Danmark at have bolden, kommer Kvist til at få problemer, for de fremadrettede afleveringer er ikke det, han er bedst til. Og hvor mange bolde skal der egentlig lige erobres?

Mod det tyske landshold gav det fin mening at bruge Kvist, Braithwaite og Yussuf Poulsen, men realiteten er, at de spillere ikke på samme måde kommer til sin ret mod et hold som Kasakhstan. Opgøret mod Tyskland giver et falsk billede af deres betydning for den kommende kamp. Hareide kommer til at starte med alle tre i startopstillingen, hvor Yussuf Poulsen er den, der kan få den største betydning, fordi han er stærk i hovedspillet. Lasse Schöne giver mere mening end William Kvist i kampen, og Pione Sisto, der er udfordringsstærk, er også bedre i de små rum end Martin Braithwaite.

Uh, hvor jeg frygter en kedelig ørkenvandring mod Kasaskhstan.

Sandheden er, at Åge Hareide i det stille nok har har bandet den her testkamp mod Tyskland langt væk. Og selv hvis han kan finde kampen mod Tyskland positiv, kan han hurtigt finde noget negativt. For under fire dage før den ultravigtige kamp brugte landsholdet en hel nat mellem tirsdag og onsdag på at rejse til Kasakhstan, helt ovre ved grænsen til Kina. Nu skal holdet så hurtigt tilbage i en søvnrytme, for det er nok ikke alle, der sover lige godt i et fly, og de skal i øvrigt også vænne sig til tidsforskellen på fire timer, ej at forglemme højden i Almany, der kan være op til 1700 meter tættere på skyerne end i Danmark.

Jo, man forstår, hvis Åge Hareide har fået flere grå hår den seneste uges tid.

Men man forstår også, hvis han ikke har ønsket at sige det.

For dansk landsholdsfodbold må man håbe, at det ikke kommer til at koste, at Danmark for en stund har haft fokus på 1992 og ikke 2017. For Kasakhstan er en tricky modstander.