16 hold i Suppen eller RasenBallsport Aarhus

Morten Wieghorst erkendte det selv, da AGF for hvem ved hvilken gang havde skuffet fælt på hjemmebane, smidt to føringer væk og tabt 2-3 til Lyngby.

AGF har ingen Gudgiven ret til at rykke op i Superligaen efter sæsonen 2014/15. Flere hold i 1. division befinder sig på nogenlunde samme niveau, og der skal helt andre spillemæssige takter til, før AGF kan distancere sig fra feltet.

Dertil kan man med god ret tilføje: AGF har heller ikke en Gudgiven ret til at forblive i Superligaen, selvom det skulle lykkes at rykke op. Det er både bevist i den nære fortid, hvor AGF er rykket ud af den bedste række tre gange på otte år, og jeg ser heller ikke i den nærmeste fremtid indikationer på et så voldsomt kvalitetsløft, at man kan forvente at blive kontinuerligt hængende i en Superliga med kun 12 hold.

I den nuværende trup har spillerne ganske enkelt ikke Superligaklasse, hvis vi med det ord forstår spillere, der er gode nok til at holde deres hold i det stabile midterfelt og opefter. Jeg kan faktisk kun se to undtagelser i Kim Aabech og Danny Olsen. Resten svinger et sted mellem at være gode (men ikke fremragende) 1. divisionsspillere og så have niveau til et sted mellem Superligaen og 1. division.

Realiteten for AGF p.t. er, at de befinder sig et sted mellem nummer 13 og 16 på kvalitetsbarometret i dansk fodbold. Så hvis AGF igen skal være fast inventar i Superligaen, er en af måderne, at Superligaen udvides til 16 hold. Udvidelsen ville både give AGF en vis sikkerhed for at kunne blive i den bedste række, samtidig med at man ville købe sig tid til at få udviklet nye generationer af talenter, som på sigt skal være levebrødet. I hvert fald i klubbens nuværende økonomiske rammer.

På et overordnet plan er det den evige debat om konkurrence, kvalitet, tv-penge og talentudvikling, men uden at skulle starte en lang debat om det passende antal hold, kan man konstatere, at bredden i dansk fodbold er blevet større de seneste år. Dermed langt fra sagt, at dansk fodbold er blevet bedre, tværtimod. Det er ikke et kvalitetstegn for Superligaen, at en klub med Hobros forudsætninger kan begå sig, uanset hvor sympatisk det måtte være.

Derimod er de bedste hold blevet markant dårligere. Måske fordi deres indkøbspolitik er forfejlet, men det forekommer mig næsten surrealistisk, at en klub kan bruge så mange penge på nye spillere, som FCK har gjort op til denne sæson, både i transfer- og lønsum, og så ikke dominere en liga på Superligaens niveau totalt. Brøndby har også investeret massivt, foreløbig uden den store succes.

Så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og lade andre klubber, der styrke- og ressourcemæssigt befinder sig i et slags ingenmandsland mellem Superligaen og 1. division, komme til fadet? Jeg tænker udover AGF på klubber som Viborg, Lyngby og Horsens (som jeg mener har større potentiale end Vendsyssel trods stillingen i tabellen). Disse klubber ville ikke blive ydmyget af superligaklubberne, men derimod bidrage til talentudviklingen og i øvrigt skabe en numerisk retfærdig fordeling af kampe.

Den røde tyr
Den anden måde, hvorpå AGF hurtigt ville kunne genetablere sig i Superligaen, er ud fra en – indrømmet knap så sandsynlig – hypotese.

Men lad os nu lege med idéen, at administrerende direktør Jacob Nielsen i morgen får et opkald fra Red Bull koncernens chef Dietrich Mateschitz. Han ringer ikke for at sælge en masse dåser af den drik, som alligevel ikke giver vinger, men han vil til gengæld købe hele Aarhus Gymnastik Forening af 1880 med hud, hår og sjæl. Han vil såmænd bare aflive AGF og indsætte en ny, stærk fodboldcyborg.

Lidt som i RoboCop – en af de sjoveste science fiction film fra firserne. Ud fra devisen: AGF er en sønderskudt klub, som lovligt må erstattes. For nu skal der ryddes op i fodbolddanmark.

Jeg ved ikke, om robotten må hedde Red Bull Aarhus af lovgivningsmæssige eller etiske grunde, men så kan man jo bare lave samme finte som i Leipzig og kalde monstret for RasenBallsport Aarhus. I princippet kunne der være tale om en hvilken som helst koncern eller rigmand. Jeg synes bare, Red Bull-tanken er sjov at lege med, fordi den faktisk har vist sig forbløffende effektiv i byer som New York, Salzburg og altså Leipzig.

Kort sagt vælter Red Bull-klubberne sig i succes, penge og nye lukrative sponsorkontrakter. Senest har RasenBallsport Leipzig fået mastodonter som Hugo Boss og Porsche med på vognen. Klubben har siden grundlæggelsen i 2009 været en af de to mest hadede i Tyskland (ingen præmier for at gætte hvem den anden er), men kan det ikke være fuldstændig ligegyldigt, så længe man vinder, begejstrer, underholder og har overskud på bundlinjen?

Tålmodigheden med Morten Wieghorsts projekt varer nok et stykke tid endnu, men hvad nu hvis AGF ikke rykker op til sommer? Så kommer der næppe nye, gode spillere til udefra, som kan hæve niveauet, og man risikerer at blive hængende endnu længere på anden klasse. Det er en ond cirkel. Hvad mon de så siger, de få trofaste fans, der møder op uanset hvor ringe spillet er?

Lige nu ville vel ingen AGF-fans være villig til at sælge ud af klubnavn og stolt historiefortid. Heller ikke mig selv. Det faktum, at jeg beundrer en klub som Athletic nede i Bilbao, burde jo give mig knopper bare ved tanken om et Red Bull-indtog i Aarhus. Men hvad med om tre, fem, syv år, hvis AGF fortsat er elevatorhold eller hænger fast i 1. division. Hvordan har vi det mon så?

Sat på spidsen spiller AGF jo som bekendt allerede i hvide trøjer. De skulle såmænd bare skifte shorts fra blå til røde…

Stadionkoks
Den sidste mulighed for AGF i forhold til etablering i Superligaen er den lange, møjsommelige vej med økonomisk mådehold, udvikling af talenter og håb på en heldig hånd på (det frie) transfermarked. Historikken skræmmer. AGF har ikke formået hverken at skabe overskud eller spille underholdende fodbold under skiftende ledelser og utallige fejlkøb i mange, mange år. Og det kan komme til at tage mindst lige så mange år at vende skuden.

Nu er der godt nok et koncept på plads med offensivt spil, en hvid tråd gennem talentudviklingen og nye, tilsyneladende kompetente, folk på nøglepositioner. Men uden en økonomisk opbakning af dimensioner kommer det til at tage enormt langt tid at implementere og at indfri potentialet, som jeg i øvrigt slet ikke er sikker på er så stort, som folk går og siger.

AGF har ikke mere potentiale end så mange andre provinsklubber i Danmark, medmindre der bliver investeret massivt i nye spillere, som folk gider betale for at se spille på et nyt stadion, talentudvikling, scouting osv. Det er ikke nok, at en samling ”venner af huset” gang på gang dækker huller, når kassebeholdningen atter bløder. Som de i øvrigt bliver nødt til igen ved en snarlig aktieemission for at sikre driften.

Det hører til den mere tykke århusianske ironi, at der først nu, netop nu hvor der absolut ikke er noget sportsligt argument for det, rejser sig et krav fra folkemasserne om et nyt fodboldstadion til Aarhus. Bevares, jeg har da også selv tilmeldt mig Facebookgruppen ”Nyt stadion til Aarhus”, for oplevelsen ved at komme på det nuværende er så helt igennem træls og nederen, at man skal have prøvet det for at kunne snakke med. Og at læse ligesindedes frustrationer fungerer til en vis grænse som en ventil.

Et pivåbent, vindblæst atletikstadion med rigtig langt ind til banen sørger for manglende stemning både den ene og den anden vej, og for et uvist antal sygemeldinger på århusianske arbejdspladser om mandagen.

Men at tro på et nyt stadion i en situation, hvor man ikke engang ligger til oprykning fra 1. division, og hvor tilskuertallet er raslet ned de senere sæsoner, er mindre realistisk end både en ny lufthavn tæt på Aarhus og en Kattegat-forbindelse. Altså ikke særlig realistisk.

Medmindre man entrerede med Red Bull-koncernen, som selvfølgelig også har sørget for enten helt nye stadions – eller har overtaget ganske glimrende stadions, som stod opført i forvejen, som Zentralstadion i Leipzig - til sine klubber.

Hvorfor Dietrich Mateschitz lige skulle vælge at ringe til Jacob Nielsen, næste gang han lurer på at udvide sit fodboldimperium af Roten Bullen, kan jeg ikke komme med et godt argument for. Men hvis han gjorde, ville jeg i Jacob Nielsens sted som minimum sige ”Guten Tag”.