Blog: Midtjysk had er godt for ligaen

Had, hærværk og hurlumhej. 

Det er nogle af de ingredienser, der har omgærdet lørdagens kamp i Superligaen mellem FC Midjtylland og Viborg gennem de seneste 14 år. Og det skal vi nyde. 

For mens udenforstående kigger på kampprogrammet og ser en jævn kamp mellem to jyske hold, der godt nok ligger nummer et og fem i Superligaen, men som ikke har gjort særligt væsen af sig i verdenshistorien, så er det en ganske særlig kamp. 

I det danske fodboldunivers er det efterhånden en kendt sag, at fodboldklubberne FC Midjtylland og Viborg FF har et særligt forhold. Derfor er lørdagskampen i Superligaen et bemærkelsesværdigt opgør. Det skal vi sætte pris på som fodboldelskere – for der er ikke mange kampe tilbage af den slags. Det vender jeg tilbage til senere i dette fredagsskriv. 

Fodboldkampen først. For hvorfor kan de ikke lide hinanden i Herning og Viborg? Er der mere end bare 40 kilometer på landevejen, der skiller dem ad? Ja.

Der er – så vidt jeg er orienteret – ikke en bestemt kamp eller episode, der piskede den dårlige stemning op i de to byer, der begge ligger 20 kilometers penge fra Karup. Det er kommet snigende og blusset op undervejs. 

Bevares, Viborg havde allerede en rival i Ikast, inden fusionen på Heden, men da FC Midtjylland valgte at kalde sig FC Midtjylland, blev det taget ilde op i Viborg. Det er et stort område at tage patent på, og også derfor kan man i dag se bannere med sloganet ‘Det Ægte Midtjylland’ blandt de grønblusede Viborg-folk. En klar melding til Steinlein og kompagni. 

Mit indtryk er, at hadet mellem de to klubber især tog fart, da den daværende Viborg-profil Thomas Frandsen skiftede til FC Midtjylland. De fleste kender historien om den personlige chikane med det ødelagte blomsterbed samt den markante seddel på Frandsens hoveddør med påskriften ‘Treacherous swine’. Den slags hører ingen steder hjemme, men det satte for alvor fut i fejemøget med diverse happenings til følge i årene efter – senest hvor Viborg-fans malede FC Midtjylland-ulven foran MCH Arena grøn. 

Det stikker dog dybere end drillerier, geografi og spillerhandler (en del Viborg-folk har i årenes løb taget til FC Midjtylland – og visa versa). 

Fodsports-forening versus Football Club
Viborg står som traditionsklubben med dybe rødder i byen, historien og lokalkulturen. Man kalder sig ‘den gamle hovedstad’, fansene råber ’til våben’ under kampene og som det oftest er med klubber, der ikke har vundet så meget, går man meget op i klubbens glorværdige fortid (der godt nok ikke tæller mange store resultater). Det er i bund og grund en gammeldags, lidt grå klub, der blev til dengang, hvor man godt kunne kalde sig en fodsports-forening. 

Sådan er det ikke i Football Club Midtjylland. Her kan stadionspeakeren godt finde på at snakke engelsk, for FC Midjtylland er den frække dreng i klassen, der tidligt promoverede sig selv med store armbevægelser og et image som en moderne klub. Det var der mange Superliga-klubber, der var irriterede over dengang – måske mest af alle Viborg, også fordi det tilskuer- og sponsormæssigt var de samme markedsandele, man skulle slås om. 

Forskellene på de to klubber er store, og når naboen er så anderledes, er man sjældent på talefod. 

Som det er med rivaliseringer og traditionsrige opgør, er det naturligvis fansene der går mest op i det. Tidligere har kampene været betegnet som højrisikokampe med fare for slagsmål og med stort politiopbud til stede.

FC Midtjylland har haft besøg af en fanrepræsentant ved torsdagens træning i denne uge for at fortælle om vigtigheden af kampen, og som nævnt før har der i de seneste uger været unge drønnerter og stratenrøvere på spil nær de to klubbers stadioner og bedrevet ulykker. Nogle vil kalde det god lir, andre hærværk – jeg synes det er meget skægt, så længe ingen mennesker kommer til skade. 

I Viborg nærer man i hvert fald ingen kærlige følelser for FC Midtjylland. Viborgs fans er som nævnt kendt som en gruppe, der dyrker traditionerne og lokalpatriotismen. En af klubbens ultras-fangrupper er endda inspireret af Irlands frihedskamp mod England og associerer denne med kampen mod FC Midtjylland – kampen mod overmagten. Overdrevet? Ja. For meget? Ja. Lidt bøvet? Ja. Skønt? Ja. 

Men det har naturligvis ikke rart for Viborg-folket at se sig overhalet af FC Midtjylland, der i den grad er storebror i forholdet, selvom Viborg FF er 103 år ældre. Derfor er kampen mod FC Midtjylland måske vigtigst for Viborg. Det er en kærkommen måde at dyrke selvforståelsen som den lille, sympatiske klub, der skal op mod ‘store, dumme’ FC Midtjylland, der endda har været så fræk at indtage førstepladsen i Superligaen 

FC Midtjylland kan tage det mere afslappet. Klubben ser ikke Viborg FF som en sportslig rival, de seneste år taget i betragtning, men alligevel fylder forholdet til klubben fra domkirkebyen. Kigger man på FC Midtjyllands administration på klubbens hjemmeside, står maskotten Lupus opført ved siden af direktør Claus Steinlein med stillingsbeskrivelsen ‘Krokodilletæmmer’ – en henvisning til balladen om dengang, hvor ulve-maskotten var lidt rigeligt korporlig over for Viborgs krokodille-ditto.

Vi har brug for lokalrivaler
Den slags er god lir, og det er derfor, jeg har skrevet om lokalopgøret i denne fredags blog-indlæg. Dansk fodbold har brug for den slags, for det er de store følelser og de anderledes historier, der gør det sjovt at komme til fodbold, for det er noget, man kan relatere til i alle fodboldnationer. De fleste lande har minimum én stor kamp mellem lokale rivaler. 

Engang havde dansk fodbold mere at byde på, hvad det angik lokalderbys. Klassiske derbys som Vejle-AGF og OB-B1909 hører dog fortiden til, så vi skal værne om de rivaler, vi har. 

De senere år har det kun været FCK-Brøndby, der har været et rigtigt lokalderby med alle ingredienserne: Sportslig (nogenlunde) jævnbyrdighed, lokal forankring, historiske kampe. De kampe er fantastiske på alle måder. Der har været kunstige forsøg som Esbjerg-SønderjyskE og Randers-AGF, ligesom opgør mellem AaB og AGF også har en vis status, men det har ikke rigtigt battet, når de fleste fans i de store provinsbyer alligevel mest har glædet sig til kampene mod ‘rivalerne’ Brøndby eller FCK. 

FC Midtjylland og Viborg FF’s rivalisering er ikke kunstig. Den er ægte, og jeg vil ikke tøve med at kalde det landets næststørste derby. Den er skabt gennem 14 års nabostrid med mindeværdige episoder, markante klubskifter og voldsomme fan-sammenstød til følge. Som tidligere nævnt synes jeg det er fedt. Det gør en til tider grå Superliga mere farverig, og så længe der ikke kommer mennesker til skade eller andre samfundsregler bliver brudt, er det bare god lir. Politisk korrekthed kan også blive kvalm. 

Så fortsæt med at skabe hype om rivaliseringen. Den er ikke medieskabt. Tværtimod må den gerne fylde mere. Jeg forventer at se en skov af skråt-op-fingre på tribunerne på MCH Arena lørdag, floskelfrie udtalelser i medierne og nogle saftige tacklinger på banen, når det lørdagens jubilæumskamp – det er opgør nummer 25 mellem de to hold – fløjtes op. 

Det er fem år siden, seneste opgør mellem de to hold blev spillet. Dengang var Simon Kjær med for FC Midtjylland. Så længe siden er det. Så jeg glæder mig til kampen og dens historier.

God kamp til alle fans.