– Der kommer aldrig en som Lars Høgh igen

Der er ingen let måde at indlede dette på. For hvordan sætter man ord på et menneske, der har sat så stort et aftryk på sine omgivelser, og som har betydet så meget for så mange mennesker?

Lars Høgh var en af landets største personligheder, og hans popularitet og heltestatus er kun vokset de seneste år.

Derfor føles det så ubærligt og trist, at Lars Høghs liv nu skal omtales i datid.

For Lars Høgh er her ikke mere, og kloden er blevet et varmt og optimistisk menneske fattigere. Lars Høgh var et forbillede og en helt for så mange mennesker, der i de kommende dage vil være ramt af sorg og tristhed.

De varmeste tanker må i disse dage gå til Lars Høghs familie; til Tine, Jonas og Josefine og til børnebørnene, der sammen med Lars Høgh har været udvist så stor styrke gennem tre års sygdomsforløb, hvor familien tidligt valgte at fortælle omverdenen om sin stærke måde at tackle situationen på.

Nu er Lars Høgh her ikke mere, og det er umådeligt trist at tænke på.

Det var i sensommeren 2018, at Lars Høgh fik konstateret kræft i bugspytkirtlen.

De færreste lever længere end et år med denne sygdom, men det gjorde Lars Høgh.  Han var optimist og bevarede hele tiden håbet og troen på trods af lægernes dom. ”Dyrk den lyse side.” Det var Lars Høghs mantra. Nu er der bare mørkt.

Når man skal fortælle om Lars Høghs liv, må vi begynde med fodboldkarrieren, for alene dét eventyr er nok til at sikre at ham en plads i historiebøgerne. 817 kampe for OB, tre danske mesterskaber, tre pokaltitler og fem priser som Årets Målmand er enestående.

Læg hertil otte A-landskampe og to slutundedeltagelser for Danmark. Det er det stof, legender er gjort af.

Lars Høgh debuterede i landets bedste række i 1977 og spillede sin sidste kamp i 2001 – også i den bedste række. Endda for samme klub. Han er den eneste, der har optrådt på dansk fodbolds højeste hylde i fire forskellige årtier. Den dedikation og kærlighed til fodboldspillet er enestående.

Det samme er hans loyalitet og kærlighed overfor OB – den eneste klub, han repræsenterede som spiller. Ingen andre end Lars Høgh har både prøvet at være en del af dansk fodbolds sidste amatør-dage i 1970’erne og i samme aktive karriere oplevet start-nullernes pengecirkus og kommercialisering af sporten.

Han havde muligheder for at forlade OB undervejs, men af forskellige årsager fik han aldrig mulighed for at prøve talentet af i udlandet, selvom ingen er i tvivl om, at han havde evnerne til det.

Der var mange store kampe, men Miraklet i Madrid den 6.december 1994 er den kamp, som alle husker, fordi Lars Høgh med massevis af redninger var den primære årsag til, at OB kunne besejre mægtige Real Madrid med 2-0 og gå videre i UEFA Cuppen. I månederne efter blev det helt alvorligt diskuteret – blandt andet i Tipsbladet – om Lars Høgh skulle være førstemålmand på det danske landshold foran Peter Schmeichel, der få år forinden var blevet året til verdens bedste målmand.

Og lad os bare være ærlige: Kun Peter Schmeichels tilstedeværelse forhindrede Lars Høgh i at nå dusinvis af landskampe.

Men Lars Høgh var også en spiller, der bevarede benene på jorden og på trods af ambitionerne også bare var Lars fra Odense. Han har flere gange fortalt, at han tvivlede på sine egne evner – og at han i begyndelsen ikke vidste, om han havde lyst til at satse fuldt ud på fodbolden som levevej.

Måske netop derfor kunne så mange mennesker spejle sig i Lars Høgh. Selvom han var en af landets bedste i sit fag, blev han ved med at være et almindeligt menneske, der udover at være god til at stå på mål også var god til at leve livet.

Da han lagde de aktive målmandshandsker på hylden, blev han for en kort periode sportsdirektør i OB, men i 2003 forlod han klubben for at blive selvstændig målmandscoach. Det var ikke uden dramatik, at han skiltes med hjerteklubben, og da han i 2012 kom tilbage i en konsulentrolle, varede forholdet også kun fire år.

Det gjorde ondt på både Lars Høgh og alle OB-fans, at OB ikke kunne finde plads til Lars Høgh. Det var som om, at han var blevet større end klubben, og det kunne forskellige personer i klubbens ledelse ikke håndtere.

Lars Høghs sidste afsked med OB blev derfor et billede på, at Lars Høgh altid har været elsket af fansene, men også har haft sine konflikter med skiftende fodboldledere – med OB-træner og direktør Kim Brink, landstræner Richard Møller Nielsen,

OB-sportsdirektør Jesper Hansen. Alligevel er der få, der har noget negativt at sige om OB’s største navn gennem tiderne. At Lars Høgh ikke var en del af OB til sine dages ende, er for OB-fans svært at tilgive, men Lars Høgh har i offentlig sammenhæng selv håndteret det med værdighed.

”Kærligheden til min kone kan jeg sammenligne lidt med OB. Det har sgu ikke altid været lige nemt, men hjertet banker jo stadig for striwerne,” sagde Lars Høgh tilbage i 2019, da klubben opførte en mur med hans billede på for at hylde ham.

Det citat indrammer for mig forholdet mellem OB og Lars Høgh. Kærlighed kan også gøre ondt. I sin bog fra 2021 kritiserer Lars Høgh klubbens ledelse, men lægger ikke skjul på, at OB er hans hjerteklub og der, han hører til. OB har hyldet Lars Høgh i flere sammenhænge, men mon ikke klubben kommer til at lave endnu flere tiltag og markeringer i tiden, der kommer? Det vil være på sin plads. 

Men Lars Høgh var mere end OB. Han var større end OB, og allerede som aktiv nåede han en status, som er få fodboldfolk forundt. Han var elsket af alle og fik blomster på mange fodboldstadions i sin sidste halvsæson som spiller. Alle kunne lide Lars Høgh, og hans evne til at favne bredt og samarbejde med de fleste blev også et tema i anden del af hans arbejdsliv.

Gennem de næsten 20 år som målmandscoach var Lars Høgh med til at udvikle nogle af landets og verdens bedste målmænd. Kasper Schmeichel er elev af Lars Høgh, og det samme er folk som Jesper Christiansen, Thomas Sørensen, Karim Zaza, Jesper Hansen, Frederik Rønnow og flere andre, der alle har vundet priser og været en del af Danmarks landshold. Lars Høghs arv vil heldigvis leve videre i mange år frem – alene i kraft af de målmænd, der bærer faklen videre.

Lars Høgh var mere end en fodboldspiller og målmandstræner. Han var et imødekommende menneske, der gjorde indtryk på sine omgivelser. Fordi han var i øjenhøjde med folk og tog sig tid. Når man mødte ham, følte man sig velkommen. Han havde altid tid til en autograf, til en hilsen, til en snak.

Hans positive livssyn gennemsyrede hans tilværelse, og hans måde at behandle sine medmennesker på, vil til evig tid være forbilledlig. 

Jeg husker selv, hvordan jeg som 10-årig vandt et frokostmøde med Lars Høgh i en konkurrence i lokalavisen og havde et par timer i selskab med ham på en restaurant i Odense. Da der skulle tages billeder, fik jeg lov at kravle op på hans ryg, og jeg fik en følelse af, at Lars Høgh var min ven eller min onkel.

Det blev blot forstærket, da jeg mødte ham i OB nogle dage senere, og han henover banerne råbte: ”Tak for sidst, Martin.” Mit første møde med Lars Høgh er stadig en af de bedste dage i mit liv

Og mens jeg skriver dette, går det op for mig, at Lars Høgh faktisk altid har været en del af mit liv. Jeg er født samme sommer som Lars Høghs søn Jonas, og min far har fortalt, at han gik på Å-stien i Odense med barnevognen ved siden af Lars Høgh, der også skubbede.

Vi har spillet fodbold sammen, og jeg kan huske, at Lars Høgh klappede mig på skulderen efter en kamp, og jeg derfor ikke ville i bad bagefter. Jeg har som journalist interviewet ham mange gange, og selvom han sjældent leverede saftige citater, var han altid ærlig og imødekommende.

Da vi i oktober 2019 var sammen til et arrangement om Miraklet i Madrid, var han nærværende, opmærksom og fuld af fortællelyst, selvom han få dage forinden havde fået beskeden om, at hans sygdom var vendt tilbage med ny styrke. Jeg vil benytte denne lejlighed til at sige tak til dig, Lars. Tak for din måde at være på.

Det kan føles omsonst at fortælle disse personlige anekdoter, for denne slags fortællinger findes i hobetal fra fynboer og fodboldfans over hele landet. Som journalisten Danni Travn engang har skrevet, har mange mennesker deres eget personlige Lars Høgh-minde, ligesom alle ældre mennesker i showbusiness har deres egen anekdote om Dirch Passer.

Det er ikke for meget at sætte Lars Høgh derop sammen med de største danske personligheder, for Lars Høgh voksede ud af rollen som fodboldspiller og blev en ambassadør for Fyn – ja, for dansk fodbold.

Han repræsenterede både den glade amatør og den dedikerede prof. Lars Høgh arbejdede hver dag for at være den bedste til sit arbejde, og når han holdt fri, var han som en god ven, som alle kunne lide.

Mange OB-fans har kaldt Lars Høgh for verdens sejeste menneske. Uden den mindste ironi i stemmen.  Verdens flinkeste mand. Mange OB-fans har kaldt Lars Høgh for verdens sejeste menneske. Uden den mindste ironi i stemmen.

De sidste tre år af Lars Høghs liv blev med canceren som følgesvend. ’Banditten’, som Lars Høgh kalder sygdommen i sin bog, ’Der er antal på alt’, der udkom i november. Alene valget af det milde og næsten sjove ord om sygdommen siger noget om Lars Høgh. Han bevarede optimismen til det sidste.

Så selvom vi udefra godt vidste, at Lars Høghs tid også ville komme, er det alligevel chokerende og ulykkeligt, at Lars Høgh nu ikke er her mere. Lars Høghs inspirerende måde at tackle sygdommen på, smittede af på alle os, der holdt med ham og håbede. Men inderst inde vidste vi alligevel godt, at denne dag ville komme. Der er antal på alt.

Og der er kun én Lars Høgh.

Der kommer aldrig en som ham igen.