Emil Larsen sagde en ubekvem sandhed

Så blev det for meget for Emil Larsen, der tirsdag lod omverdenen forstå, at OB’s fans ikke kan lide ham, og han heller ikke kan lide dem. Han har siden præciseret, at det kun er en gruppe af OB’s fans, han ikke bryder sig om, men budskabet er alligevel klart: Han har fået nok af kritikken, og det forstår man egentlig godt. 

 

Selvfølgelig er det ikke smart at gøre sig (endnu mere) upopulær blandt klubbens fans, men Emil Larsens bemærkning om kritikken fra tilskuerne er en ubekvem sandhed i fodboldens verden. For selvom fansene er vigtige og betyder meget for en klub, er visse grupper belastende for spillerne, der må lægge øre til mangt og meget. 

 

Jeg respekterer Emil Larsen for at sige sin mening. Det er befriende med ærlighed, og jeg er sikker på, at mange fodboldspillere før ham har haft lyst til at sige det samme, men i stedet har pakket det ind i de klassiske floskler. Mishagsytringer er hverdagskost på tribunerne, og der er snart ingen grænser for, hvad fodboldens aktører må lægge ører til bare fordi de er ”forkælede millionærer” som en kliche lyder. 

 

Emil Larsen har fået kritik for sin udmelding, men hans udfald mod gruppen af OB-fans, der er gået over stregen rejser også en vigtig debat: Bør fans ikke bakke sine spillere op i medgang og modgang? Bliver en fodboldspiller bedre af at blive svinet til, kaldt fedladen og andre grimme ting? Og må en spiller ikke sige sin mening, når fansene må? 

 

Selvfølgelig skal vi ikke have en fankultur, hvor det hele går op i klappepølser og golf-stemning. Fans må gerne være kritiske, men jeg har aldrig forstået behovet eller lysten til at svine sin klubs egne spillere til med ukvemsord, der ikke tåler disse spalter. 

 

Emil Larsen er da heller ikke den første spiller, der svarer sine ”fans” igen. Historien er faktisk rig på eksempler af fodboldspillere, der har fået nok, og Emil Larsens reaktion er endda i den milde ende, når man sammenligner med nogle af de berømte reaktioner. Eric Cantonas karatespark for 20 år siden falder uden for kategori, men Tysklands landsholdsspiller Stefan Effenberg viste de kritiske tyske fans langefingeren under VM i 1994, og Osama Akharraz gjorde det samme i Aarhus sidste år. David Beckham var i 2009 i ordkrig med en L.A. Galaxy-fan, og under VM i 2010 råbte en frustreret og sarkastisk Wayne Rooney ud til de engelske tv-seere, at ”det var fedt at blive buhet ad af sine egne fans”. Eksemperne er flere 

 

Hvis man har været på stadion i Odense, forstår man godt, hvorfor Emil Larsen nu har fået nok. Det fynske publikum er barskt og kritisk over for klubben, hvilket klubbens tidligere anfører Ulrik Laursen også bemærkede, da han i 2006 skrev en klumme om fankulturen i Odense. 

 

– Det er sørgeligt at sige dette, men Fionia Park er efterhånden ved at udvikle sig til et sted, der mest af alt ligner en udebane. Der er så negativ stemning, når tingene ikke lige kører, og det er udeholdene begyndt at lægge mærke til, lød det fra Laursen dengang han stadig var populær i Odense inden FCK-skiftet. 

 

Den tidligere OB-træner Troels Bech var inde på noget af det samme, da han i sin tid som Silkeborg-træner satte ord på fankulturen over for Kanal Sport. 

 

– Man ser flere og flere steder, at fansene principielt holder med sig selv. De definerer sig som klubben, og dem, de sidder og kigger på, er bare de til hver en tid indlejede lejesoldater. Det kan godt være et problem, for så bliver det en opposition til det hold, der lige præcis i dag spiller for vores klub, i stedet for at være en identifikation, sagde han ved den lejlighed.

 

Det er denne negativitet og hadefulde kommentarer, der har gjort, at Emil Larsen har fået nok. Selvfølgelig har fans ret til at ytre sig, men tonen behøver ikke at være hånende – slet ikke over for klubbens egne spillere. Det er et klassisk argument, at fans skal have lov at sige sin mening, fordi de betaler spillernes løn ved at komme på stadion og købe mechandise, pølser og sodavand. Sat på spidsen kan man argumentere for, at fans ikke betaler nær så meget som de sponsorer og tv-medier, der lægger millioner for et godt produkt – et produkt, hvor ærlighed og interessante udtalelser fra spillerne er en mangelvare. 

 

Derfor er det sejt, at Emil Larsen står ved, at han føler sig trådt på af visse fans, og det er naturligt, at OB har taget afstand fra spillerens udtalelse. Men det er også værd at notere, at sportsdirektør Jesper Hansen i den officielle udmelding på ob.dk bemærker, at ”Vi er kede af, at der blandt vores mange loyale og fantastiske fans er nogle, der er på nakken af enkelte spillere, for det er hverken godt for holdet eller for den enkelte spiller”. 

 

Der snakkes nu om, hvorvidt OB skal forsøge at sælge ham til sommer. Det er lige så meget et spørgsmål om, at Emil Larsen forsøger at komme væk. Jeg tvivler på, at han har lyst til at fortsætte i en klub, hvor han er så uønsket blandt visse fangrupper og har været det siden det mislykkede Brøndby-skifte i efteråret 2013.

 

Den bedste måde Emil Larsen kan komme videre på er at svare igen med gode præstationer på fodboldbanen som han gjorde i kølvandet på Brøndby-miseren i 2013. I den aktuelle sag havde det måske været mest fornuftigt at slå knude på sin egen tunge og lade støvlerne tale, men ærligheden bør han hyldes for, for det er fint med lidt debat om fankulturen.

 

Fans må gerne sige sin mening, men det skal spillerne vel også have lov til? Også selv om det fører en ubekvem sandhed med sig.