AaB kan nemt ende som elevatorhold

AaB er tilbage i Superligaen – og hvad skal de så der, fristes jeg til at spørge.

At spillet ikke har været synderligt imponerende og truppen ikke just udstråler sikkert Superliga-niveau er måske ikke så afgørende igen – de fleste Superliga-hold, der rykker ned og i første hug rykker op igen, gør det sjældent med champagne-fodbold og trupper, der så udgør stammen i adskillige sæsoner derefter.

Jeg skrev så udkastet til denne kommentar for et par uger siden, da AaB havde den første mulighed for at rykke op, og det siger en del, at det tog så længe.

Men ok, hvem husker, hvordan Vejle og Hvidovre præcist rykkede for et år siden? Ikke mange, og spillet i 1. Division dikterer ikke, hvad der derefter sker i Superligaen.

Det er til gengæld voldsomt interessant at se, hvad AaB under konstant forandring uden for banen gør nu.

En lang række vitale spørgsmål trænger sig på, men det vigtigste er at få defineret, hvem AaB er.

Man vandt mesterskabet i 2014 med en stor flok egenudviklede nordjyske spillere, de tre foregående titler var ligeledes på en blanding af lokale spillere og dygtige udlændinge, og man rykkede ned sidste år, da flere års satsning på at presse talentudviklingen yderligere med yngre udlændinge slog totalt fejl.

Så hvem er AaB? Finder man denne gang den rette kombination af spillere, man selv har uddannet, og udlændinge og danske profiler, der lidt a la tidligere bærer holdet tilbage til midten af Superligaen?

Glem toppen, det er lukket land nu – midterfeltet ville være en flot præstation i sig selv af AaB.

Har de tyske ejere, der nu overtager aktiemajoriteten, nogle fordele i ærmet i form af klubsamarbejder eller den her viden om transfermarkedet, alle klubopkøbere i disse år mener, de er hamrende dygtige til, og som de fleste så siden viser sig at være dårlige til?

Jeg ved det ikke, og det er heller ikke mig, der skal levere svaret.

Det skal AaB, deres ejere og det hold, de er ved at sætte med et cheftrænerskifte og udskiftninger på flere andre poster.

Jeg mener ikke, der er noget rigtigt eller forkert, at talenter med syngende nordjysk dialekt har mere ret end et 'Zorniger-hold' med 10 udlændinge eller for den sags skyld et dygtigt udført samarbejde med Philadelphia Union og/eller andre udenlandske klubber.

Til gengæld ved jeg, at det er møghamrende vigtigt at få defineret, hvad man er god til eller vil være god til og så bliver det til sæsonstart eller kort derefter.

Benhård overlevelseskamp
Næste sæsons Superliga bliver vanvittig.

Væk er Hvidovre, der har kæmpet heroisk, men især defensivt har holdet ikke niveauet til at spille i den bedste række, og så tegner det til at blive en tur ned for OB, med mindre man redder nedsmeltningen i sidste øjeblik og trækker Vejle eller Lyngby ned under sig. 

Uanset hvad står vi med en Superliga, hvor samtlige klubber i nederste halvdel af rækken har et budget på omtrent 25 til 35 millioner kroner, rimelige træningsfaciliteter, datadrevet scouting og taktik, og al den viden, man ellers kan begære om at være professionel Superliga-klub med fysisk stærke, udholdende og teknisk fornuftige fodboldspillere.

Der vil ikke være ét hold, der dufter mere af 1. Division, og som ikke i en god sæson (måske Vejle i disse års målfattige udgave) vil kunne snige sig ind i Top 6.

Så ligesom jeg har spurgt OB, vil jeg retorisk spørge AaB – hvad er I bedre til end mindst halvdelen af Superligaen?

Penge har man næppe som tidligere flere af end de andre efter et hårdt år i 1. Division, udviklingen af talenter til kampklare Superliga-profiler har de fleste Superliga-klubber været dygtigere til end AaB de seneste år, og de seneste år har indkøbene jo overhovedet ikke kastet de resultater af sig, man forventede.

Jeg ved ikke, hvad der til juli vil gøre, at AaB er stærkere end Viborg, Silkeborg, Sønderjyske, Randers og de andre.

AaB skal finde ud af, hvem man er, og hvad der skiller én ud anno 2024 – Superligaen er blevet et nådesløst sted, hvor de andre uden videre vil skubbe AaB ned i retning af en ubehagelig tilværelse som elevatorhold, blæse være med traditioner og nye ejere, hvis ikke man har eller finder de punkter, hvor man sætter rivalerne til vægs.