Brøndby-guld eller et bollespark man ikke glemmer

Søndag bliver en historisk dag i Brøndby IFs historie. Enten vinder vi vores 12. danske mesterskab, ellers får vi et af de såkaldte bollespark, som vi aldrig vil glemme. Der er ikke noget midtimellem. Vi kan selv afgøre det, og en sejr mod AGF er det eneste, der kræves. Og det er altså et AGF-hold, der ikke har andet at spille for end den eventuelle fornøjelse, det skulle være at forpurre Brøndbys gulddrømme.

Men det er formentlig de færreste Brøndby-fans, der anser den kamp som en walkover. AGF beviste tirsdag mod FCK med al tydelighed, at de ikke har tænkt sig at lægge sig ned, og det blev også slået fast i de efterfølgende interviews med spillerne fra AGF. Så vi Brøndbyfans er meget bevidste om, hvor galt det kan gå. Og vi ved, at mange aarhusianere ville elske at være dem, der ødelagde vores mesterskabsdrømme.

På den måde er AGF på mange måder den bedste og den værste modstander i sådan en kamp. De har sportsligt ingenting – eller næsten ingenting – at spille for, og vi ville jo elske at kunne fejre det foran dem, men som nævnt, så er der heller ingen tvivl om, at de ville elske at gøre det onde ved os.

Til historiebøgerne
Vi Brøndby-fans har ikke været for fine til at flagre med en jublende Mogens Krogh, som gjorde det onde ved AGF i 1996, da han stangede det udlignende 3-3 mål ind og dermed sendte mesterskabet mod Brøndby IF.

Senest var den jublende Mogens Krogh centrum for tifoen på udebaneafsnittet, da vi var på besøg på Ceres Park i april måned. Der er ingen tvivl om, at mange AGF-fans ville nyde at have et lignende scenarie at flage med.

Den helt store forskel fra dengang og til nu er selvfølgelig, at Brøndby med resultatet selv kunne vinde mesterskabet dengang, mens AGF i år maksimalt kan blive nummer fem. Men det betyder nok mindre i fanfortællingen om søndagens kamp, når historien genfortælles om 15 år.

Fortællingerne, vi tager med os
Det er netop historier, som Krogh i 1996, klubberne og fansenes indbyrdes forhold er bygget på. Og det er historier, vi fans tager med os og fortæller videre til de yngre medfans. På godt og ondt. For det er formentlig de færreste AGF’ere, der husker tilbage på den majdag i 1996 med glæde, men det er helt sikkert, at de kan huske den.

På samme måde har vi i Brøndby både gode og dårlige minder. Der er for eksempel en vis kamp i Horsens i 2018, der måske står som det stærkeste minde. Og det er ved gud ikke for noget positivt. Af samme grund tror jeg også, de fleste Brøndbyfans var urolige, indtil Jacob

Karlsen fløjtede af mandag aften i Silkeborg. Fordi vi ved, at selv en 2-0 føring kan forsvinde på ganske kort tid.

Men det er jo netop på grund af nedturene, at opturene smager så forrygende. Mesterskabet i 2021 smagte jo på mange måder det bedre, fordi det glippede i 2018. Og selvom der fortsat er et ar fra kampen i 2018, så er det ikke længere det blødende sår, som det var før mesterskabet i 2021.

Forventningens glæde
På søndag skrives så endnu et kapitel i historien om Brøndby IF, og selvfølgelig er det vores gamle rivaler fra Aarhus, der står mellem os og total lykke.

Vi ved, at ingenting er afgjort, og hjemmebanestatistikken mod AGF er sådan set ikke imponerende. Så det kan sagtens ende med et bollespark. Men vi kan selv afgøre det, og det kan man jo ikke klage over.

Indtil på søndag, er der derfor ikke så meget andet at gøre, end at håbe på, at vi har en frisk Brøndby-trup, som er klar til at give den alt, hvad de har, foran et toptændt og totalt udsolgt Brøndby Stadion, som kommer til at gynge, som kun Brøndby Stadion kan.

I mellemtiden vil jeg så forsøge at få ro på nerverne og at lade være med at tænke på alt det, der kan gå galt. I stedet vil jeg glæde mig. Glæde mig til march. Glæde mig til at se blågule venner. Glæde mig til fadøl i solen. Glæde mig til at høre Jump. Glæde mig over, at vi er i en situation, hvor vi helt selv kan afgøre, om vi skal være danske mestre. For tænk nu, hvis det hele ikke går ad helvede til? Bolden er jo i den grad rund.