Blog: Juventus: To- eller trestjernet Mesterhold?

Debatten om, hvor mange mesterskaber Juventus egentlig har vundet, viser, at intet er ukompliceret i italiensk fodbold. 

For halvanden uge siden blev overraskelsen fuldbyrdet og den sidste rest af matematisk tvivl elimineret. Med 2- 0 sejren i udekampen mod Cagliari i Trieste og Milans samtidige 2 – 4 nederlag i Derby della Madonnina til Inter, kunne et ubesejret Juventusmandskab endegyldigt lade sig fejre som italiensk fodboldmester anno 2011/12.

Mesterskabets placering kan der ikke indvendes noget imod. Juventus er ubesejret, har rækkens suverænt bedste defensiv, den næstbedste offensiv og har vundet næstflest kampe. Årsagerne til den for de fleste uventede triumf er mange: træneren Conte har i sin første sæson fået det absolut maksimale ud af en på papiret lidt smal trup, målmand Buffon har spillet sin bedste sæson i årevis, defensiven har været nærmest dirkefri, boldsprederen Pirlo har oplevet en sand opblomstring efter skiftet fra Milan, Pirlos midtbanekolleger Marchisio, Pepe og Vidal har været villige til at løbe solen sort for elegantieren med det eminente blik for spillet, og i front har angriberne på skift fundet målinstinktet frem, når der var allermest brug for det, senest illustreret ved Borriello og Vucinic. Læg dertil et skåneprogram som resultat af manglende deltagelse i en af de europæiske turneringer samt et nærmest totalt fravær af skader igennem hele sæsonen, og ingredienserne til Juventus’ sejrsrecept er tydelige.

Mesterskab, direkte kvalifikation til Champions League, spritnyt stadion og en fantastisk optimisme i og omkring klubben. Alt burde således være fryd og gammen hos ”Den Gamle Dame”, men ”fryd og gammen” er sjældent et begreb, der er foreneligt med italiensk fodbold, og derfor har den forgangne uge været præget lige så meget af ballade i medierne som af festivitas i gaderne i Torino. Udover den i Italien uundgåelige, evindelige og uendeligt trættende diskussion om dommerfavoriseringer, korruption og andre godbidder fra skattekisten med lyssky metoder, har palaveren i kølvandet på Juventus’ mesterskab drejet sig om antallet af stjerner, som skal pryde den sort-hvide spillertrøje i næste sæson.

Som bekendt har italienske klubber ret til at sy en stjerne på brystet af klubtrøjen for hvert tiende mesterskab. 18 mesterskaber giver f.eks. ret til at påsætte en stjerne, 25 mesterskaber giver to stjerner og så fremdeles. Det burde altså være en relativt ukompliceret sag, men intet er ukompliceret i italiensk fodbold!

De fleste husker nok, at Juventus efter Calciopoli-skandalen ikke alene blev tvangsdegraderet til Serie B, men ligeledes blev frataget mesterskaberne fra sæsonerne 2004/05 og 2005/06, og det er netop sidstnævnte, der udgør stridens kerne i tidens mest omstridte emne i italiensk fodbold. Juventus har nemlig ualmindeligt vanskeligt ved at acceptere og efterleve dommen fra Calciopoli. Derfor kunne undertegnede også på vej hjem til hotellet fra lokalbraget på San Siro se adskillige Juventusfans iklædt Juvetrøjer med tallet ”30” på alt imens de begejstrede og opstemte svingede store, til lejligheden forberedte klubflag, der ligeledes var prydet med tallet ”30”. En ting er naturligvis, hvad det segment af det italienske folkedyb, der sympatiserer med Juventus, måtte tænke og mene. Langt mere alvorligt bliver det, når ledelsen i Juventus i bedste fald udtrykker sig særdeles uldent og tvetydigt, når talen falder på, hvor mange stjerner klubbens trøje skal indeholde i næste sæson, og i værste fald følger folkestemningen og lader vide, at man skam agter at spille med 3 stjerner på klubtrøjen.

Sagen er jo egentlig klokkeklar: Juventus er af de rette instanser blev idømt en straf for medvirken til en stor skandale, der bl.a. omhandlede påvirkning af dommerudvalg, dommere i enkelte kampe m.m. En del af straffen var altså, at klubben blev frataget to mesterskaber og derfor nu har vundet det italienske mesterskab 28 gange, hvilket altså berettiger til to stjerner på næste sæsons spillertrøje.

Med sine dobbelttydige udmeldinger og manglende accept af dommen fra Calciopoli-skandalen fastholder Juventusledelsen sig selv, klubben og dens tilhængere i en helt misforstået offerrolle, som i virkeligheden ikke gavner klubben og slet ikke tjener den til ære. Men værre er det dog, at klubben hermed officielt udviser en slags ”foragt for retten” blot uden for retssalen! Klubben og dens tidligere sportsdirektører og daglige ledelse er blevet ikendt straffe for grov og omfattende manipulation og svindel, og det ville klæde den nuværende ledelse, som jo ingen aktier har i tidligere tiders synder, at acceptere dette og komme videre i teksten.

Argumentet om, at de to mesterskaber er ”vundet på banen” er pergamenttynd. Sejrene på grønsværen kom jo netop i meget vid udstrækning i hus takket være påvirkningen af dommere etc. Det har Juventus faktisk rettens ord for!

Sagen kan synes relativt ligegyldig. Herregud, hvilken rolle spiller det dog, om en fodboldklub syr 2 eller 3 små, gule stjerner over klublogoet på en spillertrøje? Imidlertid er sagen betydeligt mere vigtig end som så. Det drejer sig nemlig i bund og grund om noget så fundamentalt som respekt for og efterlevelse af afgørelser truffet af og domme afsagt i de italienske domstole. Her udgør Juventusledelsens mangel på klare udmeldinger et alvorligt problem, og desværre afspejler det et grundlæggende problem for hele det italienske samfund, hvor respekten for autoriteter, herunder domstolene, kan ligge på et sted, der ikke er meget større end Lecces muligheder for at vinde Champions League. Næsten enhver italiener med respekt for sig selv, anser sig for at være et kompetent alternativ til en hvilken som helst undersøgelsesdommer, advokat, ekspert eller sågar den til enhver tid siddende træner for det italienske fodboldlandshold. Det er ikke alene et udtryk for manglende moral og etik i italiensk fodbold, men i lige så høj grad et sygdomstegn for italiensk mentalitet og det italienske samfund.

Antonio Conte og hans spillere har leveret en 5-stjernet præstation ved at vinde Lo Scudetto. Juventusledelsen har i spørgsmålet om antallet af mesterskaber leveret en præstation, der i brede kredse ikke kan afføde andet end en hovedrysten og bred latter, og i hvert fald ingen stjerner!