Der kommer mange flere strejkende fodboldspillere

Lederen er fra Tipsbladet fredag – du køber Tipsbladet hver fredag sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til postkassen. Læs mere her.

To af Superligaens mest profilerede angribere var ikke med i åbningsrunden sidste weekend. De gad ikke.

Den ene er Haji Wright. I begyndelsen af juli skrev Der Nordschleswiger, at SønderjyskE-angriberen først meldte afbud til en træningskamp og siden helt udeblev fra truppens træningslejr.

Den anden er Sory Kaba. Ifølge Bo Henriksen var Sory Kaba ”ikke mentalt parat” til at spille i åbningsnederlaget mod OB. Historien stikker dybere end det, fortæller Ekstra Bladet, der har skrevet, at angriberen nægtede at være med i sidste træningskamp mod Sigma Olomouc og også har forladt en træningsøvelse, fordi han skulle spille hængende angriber.

Begge angriberes strejkelignende aktioner havde den samme baggrund: De ville væk fra deres danske klubber. De vil sælges til en klub i udlandet. De ville hen et sted, hvor de kunne tjene flere penge. Og det ser ud til, at i hvert fald Wright har succes med sin handlingsplan. SønderjyskE ville egentlig ikke allerede af med profilen, der gjorde det så strålende i sin første tid i Haderslev, men onsdag aften offentliggjorde Antalyaspor en lejeaftale med den amerikanske spiller. I skrivende stund tidligt torsdag eftermiddag havde SønderjyskE endnu ikke bekræftet handlen.

Det har været to uskønne forløb, og det sætter sjældent en fodboldspiller i ret godt lys, når han pludselig nægter at udføre det arbejde, som han er kontraktligt forpligtet til, og som han bliver godt betalt for. Men påstanden herfra er, at vi kommer til at se mange flere af den slags historier i fremtiden. Det kan næsten ikke undgås, sådan som branchen har udviklet sig.

I dag kan det føles, som om klubberne ikke primært ser fodboldspillere som mennesker, der skal levere resultater inde på banen. De ser dem som investeringsobjekter. Jo, det er da meget fint, hvis de spiller godt og hjælper med at vinde fodboldkampe – så kan man nemlig sælge dem for flere millioner. Når en ung spiller bliver hevet op på førsteholdet, lyder det, at ”han kan blive en spiller, vi kan tjene penge på i fremtiden”. Spillere bliver hentet til Danmark fra udlandet med det formål at modne dem et par år, så man kan flerdoble investeringen nogle sæsoner senere, når man sender dem tilbage over grænsen.

Det er der sådan set ikke noget i vejen med. Det ligger langt fra romantikernes (hvortil jeg regner mig selv) drømme for sporten, men det er dyrt at drive fodboldforretning, og flere klubber har vist, at man kan høste store gevinster på transfermarkedet, hvis man er dygtige nok til at talentudvikle og scoute. Så er det helt logisk, at andre følger efter.

Man skal bare ikke forundres, hvis spillerne køber ind på samme tankegang. Uden at have siddet med ved forhandlingerne tør jeg næsten garantere, at både Haji Wright og Sory Kaba er blevet stillet i udsigt, at deres danske klubber på et tidspunkt ville hjælpe dem videre til større klubber uden for Danmark. FC Midtjylland ville ikke have brugt mere end 20 millioner kroner på en spiller, hvis ikke de regnede med at få dem igen via et videresalg. De to angribere kom ikke til Danmark for at slå sig ned, de var på gennemrejse, og nu vil de altså videre. Kønt er det ikke, men når begge parter er enige om, at deres forhold kun er midlertidigt, vil der opstå konflikter, fordi de har forskellige ideer om, hvad tidshorisonten skal være.

Transfermarkedet går ingen steder. Tendensen er, at klubberne kun skruer op for den del af forretningsmodellen og vurderer, at det er der, man skal finansiere driften. Flere og flere klubber i Danmark bliver overtaget af investorer med det formål at flytte spillere rundt i hele verden. Det accepterer spillerne. Det ligger i sportens natur, at man søger nye udfordringer og stiler højere, og det ligger i kulturen, at man hele tiden jagter en større kontrakt.

Men når fodboldspillere først og fremmest er handelsvarer, kommer vi også til at se, at mange af dem gerne vil handles lige nu og her; selv når deres ejere mener noget andet. Spillerne føler sig ikke bundet til deres arbejdsgivere, tværtimod er de bare springbræt til det næste. Så Haji Wright og Sory Kaba bliver ikke de sidste strejkere.