Kommentar: Hvor sindssygt var det transfervindue?

… Og pust ud.

Transfervinduet er lukket. Superliga-klubberne har – med forbehold for eventuelle frie transfers og salg til ligaer med endnu åbne vinduer – sammensat de trupper, som de skal dyste med i foråret. Det var godt nok en hektisk proces, hva’?

Jeg kan ikke mindes, at vi har set et transfervindue som dette før. Der var vild aktivitet både i toppen og bunden af Superligaen, og der er blevet brugt millioner af kroner. Årsagerne er mange. Kædereaktioner, ambitioner, desperation og tilfældigheder spillede alt sammen en rolle. Men den vigtigste årsag er nok, at transfermarkedet har vokset sig til en ukontrollerbar størrelse.

Klubberne sælger spillere i bundter, fordi det skal give overskud i regnskabet. Spillerne – og ikke mindst deres agenter – er også interesseret i hyppige handler, fordi det resulterer i lønhop og provision.

Resultatet er en voldsom aktivitet i vinduerne, og meget er forandret inden Superliga-start om to en halv uge.

Lad os prøve at kigge nærmere på nogle af de mest bemærkelsværdige konklusioner.

FC Midtjylland har hentet Vágner Love og Max Meyer, men er stadig ikke den den danske klub, der har opført sig vildest.

Det er altid en sjov diskussion at tale om de største udenlandske navne, der pludselig dukker op i Superligaen. Når de lister skal laves i fremtiden, vil både Vágner Love og Max Meyer skulle skrives på. Love, den brasilianske veteran og tidligere landsholdsspiller, og Meyer, evighedssupertalentet fra Bundesligaen, skal i foråret spille på MCH Arena i Herning.

FC Midtjylland har haft et interessant transfervindue, hvor man udover de to meganavne blandt andet har hentet den zambiske landsholdsspiller Edward Chilufya i Djurgården, David Ousted – som egentlig havde stoppet karrieren – og Mads Døhr Thychosen, der tilsyneladende er ganske upopulær blandt klubbens fans, selv om han har en fortid i klubbens ungdomsafdeling.

Der er sket en hel masse, og det er klassisk midtjysk. Men prisen som vinduets vildeste klub får FCM alligevel ikke.

For…

FC København havde for en uge siden tre 9’ere. I dag har klubben stadig tre 9’ere, men de er alle blevet skiftet ud undervejs.

FCK var på papiret rigtig godt stillet i angrebet. Man rådede over en dansk landsholdsspiller, en af Superligaens mest scorende spillere nogensinde og et talent med potentiale.

Nu er Jonas Wind, Kamil Wilczek og Rasmus Højlund alle væk, og tre nye angribere, Khouma Babacar, Mamoudou Karamoko og Nicolai Jørgensen, er kommet til i stedet. Det er en markant udskiftning hos det mest scorende hold i Superligaen. Og det stopper som bekendt ikke der.

For derudover er ankommet Paul Mukairu og Akinkunmi Amoo, to spændende kantspillere, samt en af de seneres års mest dominerende stoppere i form af Denis Vavro. Det er en helt enorm udskiftning midt i en sæson, og det rejser også nogle spørgsmål.

For hvor stiller det de talentfulde spillere, man havde i forvejen? Hvad skal der for eksempel ske med Ísak Johanesson, der blev hentet for 30 millioner kroner i sommer? Og kan der blive plads til både stortalentet Roony Bardghji og Amoo, som i Sverige mest har spillet på højrekanten?

Pudsigt er det i øvrigt, at FCK trods et travlt og dyrt vindue ikke fik hentet en defensiv midtbanespiller og en gardering til midterforsvaret, hvilket der var tale om til det sidste.

Brøndby IF blev dansk mester for et halvt år siden og har siden solgt tre af sine fire vigtigste danske spillere. Den sidste var også væk, hvis ikke to udenlandske klubber havde trukket stikket i 11. time.

Det er ikke en kritik af Brøndby, som har ageret efter markedsvilkårene. Men situationen er alligevel bemærkelsesværdig.

Efter sidste sæsons mesterskab er Brøndby nu igen involveret i guldkampen. Alligevel har Carsten V. Jensen været nødt til at sælge profil efter profil. Jesper Lindstrøm forsvandt i sommer, denne vinter er Mikael Uhre og Morten Frendrup blevet solgt, og havde ikke først Rostov og siden Bordeaux sagt nej til Andreas Maxsø i sidste øjeblik, var også anføreren væk.

Selv ikke danske stjerner med stærke bånd til klubben kan Brøndby holde på. Sådan er markedet bare i disse år, og det kan de danske mestre ikke gøre noget ved.

Carsten V. Jensen har gjort sit for at erstatte de forsvundne spillere, og det ser lovende ud. Men velafprøvede navne er blevet erstattet af spillere, som skal bevise deres værd i Brøndby, så et forstærket hold er der ikke tale om.

Og det er iøjnefaldende midt i et spændende mesterskabskapløb.

FC Nordsjælland, talentklubben over dem alle, bruger millioner på andre klubbers talenter.

Det interessante er egentlig ikke, at FC Nordsjælland har hentet rutine i form af Erik Marxen og Andreas Hansen. Vi vidste, at det var en mulighed, for klubben manglede erfarne folk i efteråret

Det interessante er, at klubben har hentet unge, talentfulde spillere ind, og i visse tilfælde har man endda betalt store penge for dem.

Lejeaftalen med Mads Bidstrup fra Brentford minder om den, man lavede med Victor Jensen sidste forår.

Men derudover har FCN betalt penge for 20-årige Benjamin Nygren i Genk, lavet en halvandet år lang lejeaftale med midtbanespilleren Rocco Ascone og købt Mads Hansen i FC Midtjylland for et beløb, der ifølge bold.dk er på 15 millioner kroner.

Det er spillere, som går ind og konkurrerer med eller tager spilletid fra klubbens nuværende talenter. Er det så gode spillere, at man ikke ville lade chancen gå fra sig? Eller har man tvivlet på niveauet hos klubbens egne spillere fra ungdomsafdelingen og fra Right To Dream?

Det bliver vi nok klogere på i foråret.

Vejle Boldklub vil gerne have en mere nordisk kerne, hvorefter klubben skiller sig af med fem nordiske spillere og henter tre nye.

Lederne i Vejle Boldklub har selv udtalt, at man har for mange udlændinge i truppen, og at man arbejder mod, at man skal have en stamme bestående af danske spillere (som vi godt kan udvide til resten af Skandinavien og Færøerne og Island).

Men i januarvinduet sagde klubben farvel til fem spillere i den kategori – Sten Grytebust, Hallur Hansson, Viljormur Davidsen, Jacob Schoop og Lukas Engel – og hentede kun tre nye – Lucas Hägg Johansson, Edgar Babayan og Marius Elvius.

Hver transfer har sin egen historie. Et par af spillerne kunne VB ikke beholde, andre vurderede man, at man var klar til at sende videre.

Men faktum er, at truppen ikke er blevet voldsomt meget mere nordisk. Jeg tror ikke, at vejlenserne lyver, når de siger, at det er ambitionen. Jeg tror bare, at det er et stort tankskib at vende for klubben, der har været internationalt orienteret i mange år, og nu vil begynde at lede mere lokalt.

Det er ikke nemt, for danske spillere kan være meget dyre, hvis man skal have nogen, der kan gøre en forskel.

SønderjyskE henter spillere, der går stik imod den nye strategi – men passer til den gamle. 

Da SønderjyskE fik ny ejer, skiftede klubben strategi. Tidligere havde man satset meget på at hente overskudsspillere i andre klubber, og man havde ikke skelet til alder – i hvert fald var erfaring ikke negativt. Og det har været med til at betyde, at SønderjyskE har spillet i Superligaen siden 2008.

Filosofien ændrede sig med familien Plateks indtog. Væk med de gamle spillere, ind med unge talenter, der kan udvikles og sælges.

Men samtidig er klubben dalet under nedrykningsstregen og i alvorlig fare for at skulle spille i 1. division i næste sæson.

Og i transfervinduet er klubben så gået tilbage til nogle af de gamle dyder. Jovist, amerikanske José Gallegos på 20 år og backen Atli Barkarson er spillere med udviklings- og videresalgspotentiale, men Nicolaj Thomsen (28 år) og Emil Berggreen (28 år) er der ikke salg eller fremtid i. Der er til gengæld nutid i dem, og det kan SønderjyskE såmænd godt bruge i den aktuelle situation.

…

Det var et kig på seks af af klubberne i Superligaen. Der er seks mere, og de har også handlet, og har også lavet opsigtsvækkende ting. Men jeg tror egentlig ikke, vi behøver flere beviser for, at det var et vildt og voldsomt transfervindue.

Faktisk så vildt og voldsomt, at man helt glemmer, at der skal spilles fodbold inden længe. Men det skal der. Heldigvis.