Debutantens EM-blog: Football Manager og selfie med Selfies

Min startplads mod Italien kom på den ene side ret pludseligt og på den anden side meget stille og roligt. Jeg havde fået at vide af Niels (Frederiksen, red.), at jeg skulle holde mig klar, hvis Blåbjerg ikke var frisk. Det så ud til, at Blåbjerg havde det fint, men to minutter inden vi skulle ind fra opvarmning, fik jeg at vide, at han ikke kunne alligevel.

Jeg nåede ikke rigtig at tænke så meget. Jeg skulle måske lige have pulsen lidt op, og så skulle jeg ind og spille. Mere nåede jeg ikke rigtig at tænke på, fordi der var så kort tid til kampstart. Det kan jo både være godt og skidt, men det havde jeg det fint med.

Jeg havde forberedt mig mentalt på, at det kunne ske, så jeg havde tænkt over det. På det punkt nåede jeg ikke at blive så overvældet, hvis man kan sige det sådan.

Jeg er heller ikke typen, der bliver supernervøs, når jeg skal spille. Så snart jeg træder ind over kridtstregen, ved jeg, at jeg har et vist niveau, der er grunden til, at jeg er med. Det er ikke sådan, at de andre er 10.000 niveauer bedre end én.

Det har jeg det egentlig fint med, og så kan man ligesom falde tilbage på det, at man har en god portion selvtillid med til sådan en slutrunde.

Jeg kom ind på en lidt uvant position (venstre back, red.). Det er ved at være noget tid siden, jeg har spillet venstre back senest. Der var selvfølgelig også nogle ting rent placeringsmæssigt, som jeg normalt ikke skal lægge mærke til som stopper, men som var lidt anderledes ude på backen. Det skulle jeg lige vænne sig til de første fem-ti minutter, men efter det syntes jeg egentlig, det gik okay.

Jeg havde også en slags stopper-funktion, når vi havde bolden, hvor vi skulle bygge op med tre mand nede bagved, og det ikke var min pligt at komme frem og lege Jordi Alba. Jeg skulle blive nede bagved, og så skulle jeg sørge for, at vi fik et fornuftigt opbygningsspil, og sammen med Børsting holde bredden på venstresiden.

Jeg er jo ny på U21-landsholdet (før det 36 kampe på andre U-landshold, red.), så mit job de første par dage var at lære alle de andre at kende og bare efterlade et godt indtryk. Det synes jeg, at jeg har gjort. Det er en super harmonisk gruppe, så den er let at komme ind i.

Jeg kender nogle af spillerne, men jeg tror, det er meget normalt, at man tænker, at man skal efterlade et godt indtryk. Det er altid lidt en tryghed, at man kender nogle af dem, og nu har jeg også Daniel Iversen med, som jeg har spillet med siden U16. Det er fint, at ham og jeg har hinanden - vi bor også på værelse sammen.

Det er en hurtig, intensiv slutrunde, men der er også mange tidspunkter, hvor vi har fritid. Der har Iversen og jeg heldigvis nogenlunde de samme interesser. Vi ligger og konkurrerer lidt på Football Manager, vi ser lidt film, spiller måske lidt bordtennis. Jeg er også i gang med at læse en bog, der hedder Selfies af Jussi Adler Olsen. Afdeling Q-serien. Den er jeg godt tilfreds med indtil videre.

Min farfar og min far kommer til kampen i morgen mod Tyskland. Min bror skal op til nogle eksamener, så han kommer ikke. Min mor er gymnasielærer, så hun kommer ikke i morgen, men hende og min søster kommer til kampen mod Tjekkiet. Så der er to i morgen og fire på lørdag.

Det er dejligt at have sin familie omkring sig, når man er af sted til sådan nogle ting. Det er også cool at kunne opleve det sammen med dem; at man kan dele øjeblikket med dem. Jeg er glad for, at de tager sig tid til at komme ned og se mig spille. Det betyder meget.

Jacob Rasmussen har medsendt et par billeder fra EM-lejren. Et, hvor han spiller bordtennis med lørdagens blogger, Patrick Banggaard, og et, hvor han har taget en selfie. Med Selfies.