AF LARS WERGE
At holde med en fodboldklub rummer elementer af vanvid. Ugengældt kærlighed og utaknemmelighed i rigt mål.
Jeg ved det, for jeg holder med Vejle Boldklub på en måde, der ikke kan forklares – bortset måske fra med en klinisk diagnose.
Som fan er man villig til i det lange løb at se bort fra fejltrin, selvmål og nedrykninger. Man lever og ånder for klubtrøjen, uanset om den bæres af en spiller, der knap kan stave til klubbens navn, og man tilgiver næsten alt.
Når ens klub bliver købt af udenlandske ”forretningsfolk” med dunkle forbindelser – som fremlagt i pressen flere gange – gør det bestemt også forholdet til en prøvelse. Det er vanskeligt at forsvare og ganske vanskeligt at forklare til andre.
Men jeg holder ved.
Udover VB har jeg en forkærlighed for FC Bayern München, og man kan sige, at jeg her i rigt mål får positivt afkast på den sportslige front, idet sydtyskernes pokalskab bare vokser og vokser i disse år; ovenikøbet som resultatet af besnærende og underholdende fodboldspil.
Men også i dét forhold er der torne på rosenstilkene, og forleden blev de endog meget synlige.
I en håndfuld år har én af Bayern Münchens store sponsorer været Qatar Airways. Diktaturstatens nationale flyselskab ”pryder” spillertrøjen hos de tyske rekordmestre, og klubben har flere gange været på træningslejr og ophold hos de kommende VM-værter.
Til gengæld for de gentagne knæfald for emirerne modtager Bayern-ledelsen mange millioner, og dermed kan den tilnærmelsesvis holde trit med særligt de engelske storklubbers amokløb.
Kønt er det ikke. Og jeg har både forståelse for, at fanfraktioner har lavet ”tifos” og demonstreret på stadion mod Qatar Airways, og jeg bakker op om, at fans ønskede at aftvinge klubbens ledelse et ordentligt svar på deres kritik på generalforsamlingen forleden.
Derfor var det chokerende og ydmygende for min opbakning til FC Bayern München at se, hvordan ledelsen negligerede protesterne. Flere videoklip og liveblogs bevidner dette fra generalforsamlingen torsdag (25/11).
Det er horribelt at være vidne til. Ikke mindst fordi det drejer sig om en tysk fodboldklub, fordi i Tyskland gælder ”50+1” – en regel, der sikrer, at en fodboldklub ikke kan blive overtaget af udefra kommende ejere, men at majoriteten af ejerandelen skal ligge på moderklubbens hænder.
Det er hensigten, at dette skal afspejle klubbens værdier og ikke en (udenlands) ejers fokus på profit eller profilering for enhver pris. Det er en god regel. Jeg kunne personligt godt tænke mig, at den samme regel var gældende i Danmark i en eller anden udformning.
Men den tonedøvhed, som ledelsen – med den gamle målmand Oliver Kahn, der er blevet bestyrelsesformand, i spidsen – gav til kende på generalforsamlingen, betyder, at fans af Bayern München føler sig trådt på og gjort til grin.
Hvad værre er: Man er blevet gjort til grin på værdier og holdninger.
Ingen betvivler, at Bayern München er en sundt drevet klub, der år efter år både er med i toppen af verdensfodbolden og samtidig har overskud på driften.
Når man vælger at fortsætte samarbejdet med det blodige styre i Qatar – og det nationale luftfartsselskab kan ikke ses som andet end statens forlængede arm – uden at ville lytte til de fans, der protesterer mere og mere højlydt, så dummer man sig.
Det er tankevækkende, at det er en fodboldklubs mange tilhængere, der skal give klubledelsen et virkelighedsnært kursus i omdømmepleje og interessevaretagelse. Men det er også et tegn i tiden, at den slags ”oprør fra græsrødderne” givetvis vil blive mere og mere udbredt.
Læren må være, at når ens hjerteklub dummer sig, må man som fodboldfan være forpligtet til at gøre opmærksom på det. Klubben på sin side bør til gengæld tage dialogen, for uden fans og en forankring i en klubs værdier ender det alene i overflade og profitmaksimering.
Derfor er mit juleønske, at Bayern Münchens ledelse lægger øret til jorden og tager ved lære. Opsiger aftalen med Qatar Airways og viser det mod udenfor banen, som vores helte Robert Lewandowski og Manuel Neuer så ofte viser på banen.
