Serie A-blog: Dårlige stadions dræber italiensk fodbold

Serie A sakker bagud, når man sammenligner med de 3 store europæiske konkurrenter. Kan en stor del af skylden lægges på de kommunale stadions’ dårlige stand? Noget kunne tyde på det.

Jeg er netop hjemkommet fra Italien, hvor man endnu engang kan blive fascineret over, hvor meget calcio fylder i de varmblodede italieneres hverdag, alene 3 daglige sportsaviser siger vel alt. Men hvad fyldte så overskrifterne i sportsaviserne og i hverdagen for de italienske tifosi’er?

Tja, januar-udgaven af calcio mercato startede naturligvis, men det vil jeg beskæftige mig med om nogle uger, når transfervinduet er lukket. Ellers gav sekundaholdet Pro Patria’s tilhængere Milan’s Boateng racistiske tilråb i en lokal opvisningskamp, så Milan’s spillere forlod banen. Og Capello mente, at det nuværende Juventus havde for let spil modsat hans eget tidligere storhold fra Torino.

Men den største nyhed var nok Roma’s udmelding om, at man nu ville bygge sit eget, tidssvarende superstadion lige i udkanten af Rom.

Nu vil mange måske undre sig over, at et nyt stadion kan være en stor nyhed. Men i Italien er det tilfældet. Kun Juve ejer sit eget stadion, det nye Juventus Stadium med plads til 41.000 tilskuere, konstrueret for 120 millioner euro efter engelsk forbillede med tilskuerne tæt på banen, hvor der kun er 7,5 meter mellem første række og grønsværen. Andre italienske klubber spiller på gamle, nedslidte kommunale arenaer med løbebaner. Og hvorfor er det så et problem?

Jo, for det første er faciliteterne på de gamle italienske stadions som regel så elendige og usikre, at enhver ansvarlig fodboldinteresseret italiensk familiefar – og dem er der en hel del af – tøver med at slæbe afkommet med til en kamp.

Jeg har selv været på italienske stadions og selvom atmosfæren på lægterne til tider kan være ganske underholdende og charmerende, specielt på Curva Ferrovia på Fiorentina’s Stadio Franchi, er det tit en ganske gold og temmelig servicefattig oplevelse med et langt kig til banen.

Tallene taler da også sit tydelige sprog. En italiensk kamp i den bedste række havde i sæsonen 2011/12 kun 21.921 tilskuere i gennemsnit, mens Bundesligaen toppede listen med 45.116, Premier League fulgte efter med 34.601 og spanske La Liga havde 28.403 tilskuere.

Så vil nogle måske sige, at der jo også er forskel på landenes størrelse, men også her falder Italien igennem: 0,68% af den engelske befolkning kom på stadion på kampdagen, tæt forfulgt af 0,61% af den spanske befolkning, mens 0,5% af den tyske befolkning var på stadion til en rundes kampe. Igen på en kedelig fjerdeplads halter støvlelandets tifosi’er efter med kun 0,36% af befolkningen.

Et nyt, moderne stadion med gode, tilskuervenlige faciliteter og store positive oplevelser både før, under og efter kampen tiltrækker flere tilskuere. Juventus er et godt eksempel.

Efter at Torino-klubben indviede Juventus Stadium har der været udsolgt til de fleste kampe med et gennemsnit på 38.000 tilskuere, som tit er maksimumkapaciteten grundet sikkerhedsregler, hvor klubben tidligere kun havde 22.000 tilskuere på det gamle kommunale stadion. Og man taler allerede nu om, at stadion faktisk er for lille og burde være konstrueret med 10.000 pladser mere.

Det afspejler sig også i antallet af faste sæsonkortholdere til Serie A-kampene: Juventus har i denne sæson meldt udsolgt med 27.442 abbonati mod 24.531 i sidste sæson og dermed en stigning på 11,9% i et land, hvor der i dag er 289.867 abbonati på landsplan mod 354.659 for bare fire år siden, et tab på hele 18,3%.

Samtidig er antallet af TV-seere til Serie A-kampene steget fra 8,5 million for 2 år siden til 9,5 million i denne sæson. Analysen er klar: Italienerne gider ikke komme på de dårlige stadions, hvor også uro og racisme får god grobund, men ser hellere kampene hjemme. Og det er en livsfarlig tendens for alle de italienske klubber.

Det ses også i økonomien: Ifølge La Gazzetta dello Sport havde Serie A-klubberne i sæsonen 2010/11 i alt små 12 milliarder kroner i direkte indtægter (kommercielle indtægter, TV-indtægter og entrèindtægter). Premier League toppede med cirka 19 milliarder kroner, mens Bundesligaen og La Liga lå side om side med cirka 13 milliarder kroner hver. Serie A er altså ”kun” 1 milliard efter Bundesligaen og La Liga – så langt, så godt.

Men bag de store nøgletal åbenbarer der sig en skræmmende sandhed. 27% af de italienske indtægter kommer fra kommercielle aktiviteter (f.eks. sponsorer og merchandising), mens hele 60% er TV-indtægter og kun 13% er entréindtægter. Serie A er altså totalt afhængig af TV og entrèindtægterne er alarmerende lave.

Hvis man sammenligner med Bundesligaen, som må have Europas sundeste fodboldøkonomi, fordeler tallene sig helt omvendt: 47% af indtægterne kommer fra kommercielle aktiviteter, kun 30% er TV-indtægter og 23% er entréindtægter. De italienske entrèindtægter er i faktiske tal under halvdelen af de tyske – og for øvrigt også de spanske – mens de er en tredjedel af de engelske entrèindtægter.

Igen er Juventus et eksempel på, at man godt kan knække den kedelige kurve med et nyt stadion: Siden indvielsen af Juventus Stadium i august 2011 er klubbens billetindtægter tredoblet til imponerende 240 millioner kroner, hvilket faktisk svarer til næsten en sjettedel af de samlede, totale billetindtægter i Italien.

Faktum er altså, at et nyt stadion næsten automatisk giver betydeligt flere tilskuere, som betaler langt mere i entreindtægter og for øvrigt bruger flere penge inde på stadion – og det giver i sidste ende klubben en bedre økonomi og mulighed for bedre sportslige resultater.

Uden nye selvejede stadions er der en risiko for, at italiensk fodbold vil opleve en ganske langsom, men sikker, død – i hvert fald i fremtidig europæisk topsammenhæng.

Og derfor er Roma’s seneste meddelelse om et nyt, selvejet stadion med alt, hvad det indebærer, en stor god nyhed og et tiltrængt håb om en bedre fremtid for hele den italienske fodboldverden og os elskere af italiensk fodbold i al almindelighed.

Den ambitiøse, men altså underskrevne, plan blev (ikke helt tilfældigt) præsenteret på Roma’s nylige promotion-tur i USA og indebærer, at det nye stadion skal ligge i Tor di Valle, hvor der i dag er en gammel hestevæddeløbsbane. Tor di Valle ligger 12 kilometer fra centrum (Stazione Termini) på den gamle ”strandvej”, Via del Mare, mod den tidligere så vigtige romerske havne- og badeby Ostia samt også den internationale storlufthavn Fiumicino.

Der skal bruges et år på de indledende godkendelser, takket være det sædvanlige tidskrævende italienske bureaukrati, og derefter to år på at konstruere selve stadion med et voluminøst budget på 200-300 millioner euro, altså dobbelt så meget som Juventus Stadium.

Dermed er målet, at man starter sæsonen 2016/17 på det nye stadion med en kapacitet på 55-60.000 tilskuere og forhåbentligt Francesco Totti til at give bolden op som anfører for giallorossi.

I hvert fald har den gulrøde gladiator – med de amerikanske klubejernes verbale opbakning – nu fundet ny energi til at fortsætte på Roma-holdet i endnu 4 år for at kunne opfylde sit personlige mål om at optræde på det spritnye stadion, som for øvrigt endnu ikke har fået et navn. Men i disse så populære sponsor-stadiontider kunne Volkswagen Stadium være et reelt, omend lidt kedeligt, bud, når man ellers ihukommer sig den tyske bilgigants stadigt stigende engagement i hovedstadsklubben.

Om det så bliver med en til den tid 40-årig Totti bag rattet, kan kun tiden vise. De amerikanske klubejere ville kommercielt set være overlykkelige, da det ville være en fantastisk fortælling, som ville røre alle (også dem i USA).

Og når en 38-årig Alessandro Del Piero stadig spiller, og en 41-årig Paolo Maldini sluttede sin karriere på toppen, skal man bestemt aldrig sige aldrig. Totti’s status i Roma er uset og urørlig… og måske er Francesco Totti Stadium derfor heller ikke en helt urealistisk mulighed?

Ciao a tutti. Ci vediamo…