Stemningsløs status quo for landsholdet

Jeg bliver ved med at vende tilbage til den første VM-kvalifikationskamp i den nye landsholdstid under Åge Hareide.

Efter charmeoffensiv, nyt system og blandede resultater i venskabskampene skulle et landshold uden Morten Olsen på sidelinjen stå sin første store prøve med VM-kvalifikationskampen hjemme mod den potentielle angstmodstander fra Armenien.

Knap 22.000 tilskuere på en septemberaften var godt nok ikke overvældende, men efter 16 minutters spil kunne man for sit indre blik se, hvordan folket fremover igen ville komme på fodboldrejse fra hele landet, når lysene blev tændt i Parken.

Eriksen spillede bolden kort på tværs til Pierre-Emile Højbjerg, der stak den frem til Viktor Fischer, der med den fælles fodboldforståelse ubevidst vidste, hvor Christian Eriksen ville søge hen, så uden at tæmme bolden eller tænke videre satte han hælen på, så en flok armenske forsvarere strandede, og Eriksen kunne løbe til bolden og med sit første mål i Parken bringe Danmark i front med en sikker inderside fra 18 meter. Det var ikke Michael Laudrup mod Sovjet, det var ikke Henrik Larsen i Sverige, det var ikke en udradering af Nigeria eller en udligning af Brian Laudrup mod Brasilien, og det var heller ikke en brysttæmning af Bendtner før en flugter forbi en forstenet portugisisk keeper.

Det var kun mod Armenien, men det var fire hurtige, sikre og offensive boldberøringer på få sekunder, og det var stadig meget smukt.

For det var de vigtige talenter, der foldede sig ud med fantasi, det var Eriksen i den rolle som nøglespiller, han i kraft af sit talent med det samme fik tungt placeret på sine skuldre, og det var et glimt af det, der kunne komme, når de unge spillere fandt sig selv i et nyt og mere offensivt system. Det var som at se Ajax i gamle dage – og det var lige sådan, at det skulle være.

Det er efterhånden et halvt år siden, at det mål blev scoret, og nu frygter man lidt, at det kommer til at stå som en tidlig kulmination på Hareides tid som landstræner.

For siden fulgte nederlag til Polen og Montenegro og en pligtsejr over Kasakhstan, før en træningskamp mod Tjekkiet fuld af afbud og en vinter uden landsholdsaktiviteter i form af for eksempel en tur med ligalandsholdet.

I stedet blev der pludselig genåbnet en konflikt mellem spillerne og det nye DBU om vilje, penge og almindelige forhold omkring landsholdet, og selv om den blev løst, var det ganske mystisk at følge den fortsatte ”os mod dem”-mentalitet efter afskeden med den engang så samlende Olsen.

Men spillerne fik i hvert fald både flere behandlere og en kok med til Rumænien, som de havde bedt om, og som de også hjalp med til at betale, så rammerne var på plads til skæbnekampen i Cluj, hvor det eneste, der talte var en sejr. Ellers var VM-drømmen væk.

Sådan lød optakten i hver fald, men det var den så ikke alligevel, for efter en kedsommelig og usammenhængende affære var sluttet 0-0, var der fortsat muligheder for det danske landshold – specielt da Montenegro tabte hjemme til Polen. Det betød godt nok, at førstepladsen forsvandt i horisonten, men en andenplads og en playoff-kamp er stadig en mulighed, hvis Danmark kan få 13-15 point ud af de kommende kampe hjemme mod Polen og Rumænien i Parken og ude mod Kasakhstan, Armenien og Montenegro.

For så meget skal der nok til, da Danmarks gruppe lige nu leverer den dårligste to’er af de ni, og derfor står til slet ikke at få en playoff-kamp, som det også skete for landsholdet i kvalifikationen til VM i Brasilien.

Men det største problem er selvfølgelig, at Danmark under Hareide foreløbig kun i glimt har leveret spil af en kaliber til sådan en pointhøst. Det hænger fortsat ikke sammen, og igen igen var landsholdet skidt kørende før pausen, hvor man var heldig med at holde nullet, før systemet åbenbart fik sat sig med en snak i omklædningsrummet. For Danmark sluttede klart bedst i Cluj, specielt da Andreas Cornelius endelig fik en makker på toppen i stedet for den hængende Christian Eriksen, der også straks blev bedre, da han havde en mand mere at aflevere til.

Men hvad nu hvis Danmark var gået et hak mere offensivt ud, hvad nu hvis Hareide havde holdt fast i to mand på toppen i stedet for halvanden, hvad nu hvis spillet fra starten havde været frit og flydende i ånden fra åbningen mod Armenien i stedet for at være præget af fejl og usikkerhed, der mindede mere om stemningen fra vinterens diskussioner i medierne?

Så havde Danmark besejret en modstander, der spiller for spiller på papiret var dårligere, og samtidig løftet folkets fornemmelser for landsholdet. I stedet endte det hele i mundhuggeri, om man kunne være tilfreds med uafgjort i Rumænien eller ej. William Kvist sagde et forpustet ja lige efter kampen og kom også til at undre sig over, om Eurosports eksperter havde erfaring i at spille landsholdsfodbold, for det har Frank Arnesen selvfølgelig i bunker som et af flere symboler på dengang Danmark og landsholdet for alvor hang sammen som en enhed.

Det er vi desværre langt fra lige nu, for selv om spillerne og landstrænerne giver af sig selv, selv om forbundet laver mange gode ting under sloganet ”En del af noget større,” og selv om talentmassen er sjældent stor, så er det ikke nok. Det er først og fremmest resultaterne, der tæller, og lige derefter smukt spil og mindeværdige mål sat ind med en kombination af kollektiv tankegang og fantasi, som Højbjerg, Fischer og Eriksen gjorde det i Parken for alt for længe siden.

Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her – ekstrabladet.dk/ebladet/.

Du kan også vælge at få det leveret Tipsbladet i postkassen hver fredag – læs mere og bestil ved at klikke her.

I Tipsbladet fredag får du blandt andet:
– Kæmpe analyse: Superligaens brug af egne talenter og udlændinge
– Interview med Hammarbys nye danske træner Jakob Michelsen
– En Stille Trænersnak med Kent Nielsen
– Analyse: Hvor god er Nicolai Jørgensen, hvis han bliver topscorer i Holland?
– Historien om Argentinas uforklarlige angrebsvalg Lucas Pratto
– Spiltips
– Resultater