Angriber topbosser: I sov i timen

Sommeren er en mærkelig periode i dansk og europæisk fodbold.

Spillerne er tilbage i kamp, de danske klubber kæmper for at komme i de Europa-gruppespil, de så brændende ønsker sig, og de første trænere er allerede i fare for at blive fyret.

På den måde er fodbold i august, som det har været i efterhånden mange år.

Men jeg mangler det vigtigste samtaleemne her i sommermånederne, et emne, som på mange måder er ved at have overtaget fodboldspillet: Transfermarkedet.

I dagens udgave af Tipsbladet fortæller vi historierne om flere af de tvivlsomme effekter på fodboldverdenen og spillerne ved, at transfermarkedet og det at handle med spillere er så centralt for både små og store fodboldklubber.

Det er lige fra klapjagt på seksårige med talent for fodbold til globale klubsamarbejder, der trawler kloden for dygtige teenagere og unge seniorspillere, og så har vi endda ikke brugt megen energi de tilfælde, hvor transfermarkedet bruges til decideret kriminalitet som pengehvidvask og bestikkelse.

Vi kan se effekterne af transfermarkedets magt i Superligaen.

Af de 12 klubber er det efter min vurdering kun Hvidovre, der ikke taler stolpe op og ned om at spille med unge spillere og sælge spillere dyrt, og stadigt flere Superliga-klubber har i disse år held med at sælge deres spillere dyrt, hvilket kun gør strategien mere fristende at forfølge.

Transfermarkedet er de seneste 10 år eksploderet i størrelse i Europa, og det gælder både størrelsen i de beløb, de mest lovende spillere bliver købt for, og selve antallet af spillere, der skifter klub.

De rå tal viser, at fodboldspillere i professionelle klubber i Europa skifter klub oftere end nogensinde før, og at langt flere spillere end for bare fem-syv år siden bliver købt og solgt over landegrænser.

Så nu er det ikke kun FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland, der sælger spillere hvinende dyrt.

Nu er det også AGF, Brøndby, OB og Viborg, der denne sommer og et-to år tilbage har solgt spillere for store millionbeløb, og længere nede i hierarkiet bliver der solgt stadigt flere spillere, mens stort set alle de fuldtidsprofessionelle klubber i 1. Division også på samme måde satser på spillersalg, bare til lavere beløb.

Det sker ikke kun i Danmark.

I det meste af Europa og Sydamerika er fodboldklubber blevet del af en samlebåndsproduktion, hvor alle drømmer om at sælge unge spillere, der kan blive dygtigere, til klubber i en så god liga som muligt, og i Superligaen er de store klubbers mantra nu, at man allerhelst vil sælge til Top 5-ligaerne eller til den helt store magnet Premier League.

Sat på spidsen er hele fodboldverdenen på denne måde forvandlet til en rugekasse for klubberne i topligaen i England og de klubber i resten af Europa, der kan følge med gulddansen.

Nogle prøver, som vi fortæller i Tipsbladet i dag i en stor artikel om klubsamarbejder, at kortslutte processen ved arbejde sammen med to, fem, ti, ja nogle gange langt flere, fodboldhold, der deles om spillere, scouting og finansiering.

Andre går meget langt for at få de mest lovende børn og teenagere til at spille i præcis deres klub, og i klubber i hele Danmark og store dele af verden er det nu et vigtigt kriterium at spille førsteholdskampene med så mange lovende unge og salgbare spillere, holdet kan bære, så man får så mange lodsedler i transfer-lotteriet som muligt.

Trænere, sportsdirektør og klubejere priser sig selv og konkurrenter, der formår at spille med så unge og salgbare hold som muligt, og præmissen bliver slugt råt hos os i medierne, uden at vi eller andre for alvor spørger, om det her nu også er godt og sundt.

Vi på Tipsbladet er nogle af dem, der beskæftiger os mest med området i Danmark, og det skal vi selvfølgelig gøre, når nu et salg af den rigtige spiller er helt afgørende for de danske topklubber og i nogle tilfælde indbringer langt mere end årelange medie- og sponsoraftaler.

Men nogle gange kunne vi alle have godt af at overveje, om den nuværende model nu også er sund og bæredygtig.

Skal fodboldklubber bygge deres eksistens op omkring at finde så mange spillere som muligt, der kan sælges dyrt, blæse være med alle over 21 år eller rent faktisk at forme et dygtigt fodboldhold?

Det kunne meget vel være for sent at lave noget om, men derfor skal disse spørgsmål stadig stilles.

Jeg vil ikke sige, jeg er overrasket over, at fodboldens myndigheder ikke gjorde noget, da udviklingen på transfermarkedet accelererede vildt for ti år siden.

Transfersystemet tilgodeser i sidste ende de største klubber, der er evigt jagt efter flere penge for at kunne købe de bedste spillere, og FIFA, UEFA og dermed også DBU lytter i sidste ende ikke meget til de klubber, der ikke kan vinde Champions League eller er stenrige.

Men det er da trist, at ingen for alvor gjorde mine til at forbyde multiklub-ejerskaber eller gøre modellen for besværlig at bruge, da Red Bull og City Football Group for 15 år siden trykkede på speederen og blev alle klublederes darlings ved at sikre kontrol over et væld af mindre hold og hundredvis, for ikke at sige tusinder, af de bedste fodboldspillere i verden.

Eller til at gøre mere ved et transfersystem, der favoriserer de største klubber helt vildt, fordi det har centreret de bedste fodboldspillere i verden på langt færre hænder.

Transfermarkedet er på mange måder blevet større end selve fodboldspillet, og det er ikke videre opløftende at se UEFA's præsident Aleksandar Ceferin åbne for, at det bliver lettere for multiklub-ejere at have to eller flere af deres hold i samme Europa-turnering, og at den type transfer-spekulation dermed bliver mere attraktiv for de pengemænd, der spekulerer i at eje flere klubber samtidig.