Blikfang: Brøndbys “venner” og dansk klub-dramatik

Der har været smæk for skillingen i fodboldverdenen i denne uge. Tipsbladets chefredaktør ser tilbage på ugens største begivenheder og det, der venter i weekenden.



Hvad skal der blive af Harry Kane, der vist stadig sidder fast på familieferie i Florida, sekundært i sin kontrakt med Tottenham Hotspur?

Fandt Brøndby de rigtige spillere til to drabelige Champions League-kvalkampe mod Red Bull Salzburg?

Og hvem skal egentlig spille for Esbjerg, hvis ledelsen fortsætter med at fritstille spillere i det nuværende tempo?

Vi har taget et kig på ugens største fodboldhistorier og ser frem mod de kampe og begivenheder (transfers?!), der kommer i de kommende dage.

Harry Kanes strejke trækker tænder ud

Hvor er Harry?

Svaret er, vist nok, et sted i Florida, hvor angriberen har befundet sig sammen med familien, efter de var på ferie på Bahamas.

Og det dur selvfølgelig ikke, hvis man er Tottenham-formand Daniel Levy eller den ny cheftræner Nuno Espírito Santo, for Kane skulle have mødt på arbejde i mandags og fået coronatest.

Med yderligere fem dages coronakarantæne, når angriberen og landsholdsanføreren vender hjem til London, virker det stensikkert, at han ikke er med i åbningskampen mod Manchester City søndag i næste uge, og miséren skyldes naturligvis Kanes ønske om at komme væk, sandsynligvis til Manchester City, der trods Josep Guardiolas insisteren på det modsatte faktisk ser ud til at have råd til Kane i en sæson, hvor Financial Fair Play reelt er lagt i graven.

Harry Kane får mildest talt ikke ros for sin strejke, som Kane gennem gode bekendte i den britiske medieverden lader forstå handler om, at han og Daniel Levy angiveligt har en gentleman-aftale om, at Kane må forlade Tottenham.

Den er Tottenham og Daniel Levy ikke med på, og det skal blive voldsomt interessant at se, hvem der blinker først.

Kane vender angiveligt tilbage til London i weekenden, men får han sin vilje, vil Manchester City betale nok (over en milliard kroner er alligevel mange penge for en 28-årig, der af og til døjer med skader), og skal vi helt hen omkring transferdeadline 31. august, før nogen giver efter?

Tottenham og Kane skal nok blive venner (eller kunne være i samme omklædningsrum i det mindste) igen, hvis transfervinduet lukker i uden en transfer, men sagen illustrerer vist meget godt, at topfodbold anno 2021 ikke er et specielt sentimentalt og venskabeligt sted at befinde sig.

(Harry Kane lagde den her…forklaring? udlægning? …af sagen ud fredag aften. Det…ja, bedøm selv.)


Hvem må egentlig spille for FC Midtjylland?

For os på Tipsbladet er det lidt en kunst at spå om, hvordan FC Midtjylland stiller op.

Der er mange spillere at vælge mellem, men hvem er i spil og ikke i spil fra uge til uge?

Det var tilsyneladende også svært at hitte ud af for cheftræner Bo Henriksen og hans kolleger i ledelsen før tirsdagens PSV-kamp.

For én efter én faldt deres spillere til coronavirussen i døgnene op til den vitale kamp i Holland – ja faktisk stod det mandag så skidt til, at man helt uhørt valgte at udskyde afrejsen til Holland til tirsdag, hvilket betød kun få timers forberedelse i Holland før kampstart 20.00.

Men så var alt vel, da coronasmittede Mikael Anderson, Pione Sisto, Henrik Dalsgaard, Nicolas Madsen og Daniel Høegh var sorteret fra?

Aaaaaaah, ikke helt.

For hvad ingen i FC Midtjylland tilsyneladende vidste i forvejen var, at FIFA i løbet af tirsdagen stadfæstede en for omverdenen ganske ukendt, og temmelig lang, karantæne til den ny forsvarsspiller Juninho, der helt til sidst i sin karriere i Bahia var involveret i den her undskyldning af et gadeslagsmål under en kamp.

Juninho var med i flyet til Eindhoven men blev altså pillet ud i timerne før kampstart, og det bedste, der kan siges om den sag for FC Midtjylland, er vist, at man i det mindste ikke mister sejrene mod AaB og Viborg FF, da Juninho tilsyneladende havde lov til at spille under appellen.

FC Midtjylland fik rabalderstryg på 0-3 og kunne sagtens have tabt større til et fremragende PSV-mandskab, men man kan trøste sig med, at man er direkte i Europa League-gruppespillet, hvis man ikke overvinder de tre måls efterslæb på tirsdag i Herning.

Så kan FC Midtjyllands ledelse også koncentrere sig om at handle færdig på transfermarkedet – der er rigeligt at rive i indtil 1. september.

Og vil Esbjergs ejere overhovedet have spillere?

I Derby må Wayne Rooney ikke få nye spillere, fordi økonomien i klubben er så gennemført rådden (som om Wayne ikke har nok at se til lige nuog her).

Og Rooney må da næsten skæve misundeligt til Esbjerg, for her vil ledelsen åbenbart ikke have de spillere, man har på kontrakt.

I hvert fald har tre spillere taget EfB-bestyrelsesmedlem og talsmand for ejerne Paul Conway på ordet og bad om at få deres kontrakt ophævet.

Det sker efter et par måneder, der må høre til blandt de mest hektiske og dramatiske i nyere dansk klubhistorie med en åben konflikt mellem cheftræneren Peter Hyballa, Esbjergs ejerkreds og så en spillertrup, hvor 21 mand for nylig til bestyrelsen afleverede en åben mistillidserklæring rettet mod cheftræneren.

At fritstille årets spiller i sidste sæson og en lovende ung spiller som Patrick Egelund er ikke normal kost i en dansk klub, da slet ikke én, hvor økonomien ikke er problemet.

Og med flittig transfertrafik i ejernes andre klubber Barnsley, Nancy, Oostende, FC Thun og forventning om det samme i den seneste klub i porteføljen, hollandske Den Bosch, samt rygter om massive tilgange til Esbjerg i de kommende dage og uger, kan Esbjerg-truppen givetvis se meget anderledes ud i slutningen af måneden.

Dramatisk fortsættelse følger med 100 procents garanti.

Brøndbys gamle Red Bull-venner

Ét er selvfølgelig at ansætte Alexander Zorniger og senere den nuværende Red Bull Salzburg-cheftræner Matthias Jaissle og lave stilen om 100 procent inspireret af Red Bulls fodboldfilosofi, noget andet er selvfølgelig at blive opkøbt af en af fodboldverdenens mere kontroversielle organisationer.

Nu møder Brøndby IF så igen Red Bull-folkene, denne gang dem fra Salzburg, der kommer med et sublimt hold trods et par profilsalg denne sommer.

Det stod klart i mandagens Champions League-lodtrækning, og det var noget uheldigt for de danske mestre, der på papiret havde haft betydeligt bedre muligheder mod hold som Dinamo Zagreb eller ungarske Ferencvaros, der overraskende vandt første 3. rundekamp mod Slavia Prag med 2-0.

Brøndby hentede onsdag Mathias Greve fra Randers FC og Kevin Tshiembe fra Lyngby, men selvom det er tiltrængt forstærkning til forsvaret og midtbanen skal man være godt og grundig jubeloptimistisk for at tro, at de med to ugers forberedelsestid gør en væsentlig forskel mod de østrigske storfavoritter.

Her og nu fylder derbyet mod FC København selvfølgelig mere – og det kan altså blive med største tilskuertal i Parken i 15 år, hvis alle billetter bliver solgt og alle mand møder frem trods corona, folkeskolestart dagen efter og hvad der ellers kan bremse en tur til derby.

FC Barcelonas afsked med Messi

Torsdag aften meddelte FC Barcelona, at Lionel Messi stopper i FC Barcelona, fordi man ikke kan få lov til at underskrive en ny kontrakt for La Liga.

Skal Lionel Messi nu til Paris Saint-Germain?

Hvad med Messis gamle Barcelona-venner i Manchester City, der altså lige har hentet Jack Grealish?

Får hipsterne deres vilje med et skifte til Newell’s Old Boys hjemme i Rosario?

Jeg tror (selvfølgelig), at det alt sammen er del af en møgbeskidt kamp om fodboldspillets fremtid, hvilket jeg har beskrevet i detaljer i nedenstående blog – bedøm selv.

I weekenden holder vi øje med

Brasilien-Spanien, OL-finale
OL-finalen står mellem Brasilien og Spanien, og spilles efter planen lørdag morgen (bliver den rykket ligesom kvindernes finale?).

Får de stakler aldrig ferie? Dani Olmo har vel ikke haft sådan noget, siden han spillede i Dinamo Zagreb i 2019.

Gode, gamle Dani Alves er 38 år og anfører for brasilianerne, der har tradition for at tage OL mere alvorligt end europæerne.

Leicester-Manchester City, Community Shield
18.00 lørdag

Gad vide om Jack Grealish er med på bænken? Og er Harry Kane kommet hjem fra Florida?

Nogen skal da i hvert fald spille i angrebet for Manchester City, selvom Josep Guardiola tidligere på året var meget bekymret for klubbens evne til at købe nye spillere.

FC København-Brøndby, Superliga
16.00 søndag

Den tabende træner får en hed uge nærmest uanset omstændighederne, men sikke en fest det bliver med en kamp, der potentielt kan trække flest tilskuere af alle københavnerderbys siden 2006.

Hvornår Jens-Lys Cajuste, Sory Kaba, Andreas Maxsø og nogen fra FC København bliver solgt.
Det sker sikkert, vi ved bare ikke hvornår.





LIVE

TransferLIVE: Smadrer transferrekord

Han er VM’s bedste spiller

Brøndby skifter spor: Aldrig et sundhedstegn

Kæmpe talent rygtes til Superligaen

Imponeret af FCK: På Champions League-niveau

Spansk angriber sparker Argentina af VM-tronen



TIPSBLADET SPECIAL

Superliga-spil: Kan du drafte et perfekt hold?

Medie: Clement Bischoff skifter til denne klub

FC København kan miste endnu en stjerne

FC Midtjylland kræver kæmpe millionbeløb

Vild genfødsel? Jesper Lindstrøm hyldes

Vallys afslører flere års hemmelig dialog

Peter og Kasper Schmeichel stikker til England



TRANSFER

Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026

Afsløring: FC København sælger Achouri

Afslører: Hoffenheim byder på dansk profil

Brøndby-profil kan skifte for 0 kroner

FCM-profiler skadet inden Superliga-start

Jacob Neestrup henter tidligere Brøndby-emne



EKSKLUSIVT

Afsløring: FCM tæt på køb af Dortmund-spiller

Hylder FCK: ‘Et ikonisk skandinavisk hold’

Afsløring: Bud på Jonathan Fischer

FCK-bekymring: Der er nogle store spørgsmålstegn

Priske måtte berolige fans efter FCN-fadæse

Haaland ignorerede verdensstjerne: ‘Ydmygende’

Tullberg bekræfter FCM-skifte

Afsløring: Strunck forhandler med andre klubber

Ydmyget af FCK: Glemmer det aldrig

Emiliano Marcondes træner med i danskerklub

Snød FC København for keeper



TIPSBLADET SPECIAL

Sådan gør din Superliga-klub i sommerpausen

Tuchel føler “den største smerte af alle”

Daniel Wass får ny Brøndby-rolle

Bekræfter dialog: ‘Jeg ved ikke, hvor han er’

Klar for FC København