Cheferne i FCK, FCM og Brøndby må sove dårligt

ÅRHUS (Tipsbladet): Vi har i mange år haft en uformel øvelse på redaktionen, hvor vi forsøger at forudsige, hvem der vinder vores profiler.

Der er nogle år, hvor det er ret nemt at forudsige (Thomas Delaneys gennembrud, Robert Skovs vilde efterår i 2018), der er andre, hvor der er to eller flere fremragende kandidater.

Og så er der år, hvor man kan finde fejl eller mangler ved samtlige potentielle vindere og sidder tilbage og overvejer, hvem der mon vinder.

Jeg skal ikke påvirke, hvordan kåringen kommer til at forløbe de næste uger, men jeg tør nok godt love, at vi her i efterårssæsonen i 2024 er tættere på sidste scenarie, jeg beskriver, end det første.

Så hvorfor giver jeg mig til at tale om Efterårets Profil, når det nu handler om en ekstremt tæt Superliga-top her halvvejs i sæsonen?

Det gør jeg, fordi det meget godt illustrer, hvordan sæsonen har været indtil videre.

Vi genopfrisker lige:

Efter kampene i weekenden er AGF, FC København og FC Midtjylland a point i Top 3 på 27 point, Silkeborg IF har 25, Randers FC har 24, og Brøndby IF og FC Nordsjælland har hver 23.

Hvis vi kun går ud fra stillingen, er der intet, der forhindrer hvert af de syv hold i at blive danske mestre til maj, og det er tosset at tænke på, at mindst et af holdene skal spille nedrykningsslutspil.

For mig viser det her, at nærmest samtlige hold i Superligaen kan strikke en god kamp sammen, hvor de ikke er topklubberne dybt underlegne og er afhængig af en enkelt heldig kontra eller dødbold for at overraske.

Alle er taktisk forberedt, kan spille angrebsspil, løber for fuld hammer i 90 minutter plus det løse, og bruger alt fra analyse-software til de rette støvler og den rette ernæring og søvn til at stå skarpt.

På den måde skal man være skarp, hvis man er tophold, skarpere end for fem-ti år siden, hvor FC Midtjylland rystede ligaen med at være så meget stærkere på dødbolde end alle andre, og hvor FC Københavns dyre indkøb kunne blæse alle omkuld i andre sæsoner.

Det er slut nu, så nu skal topklubberne finde nye redskaber.

Men der er også noget, der skurrer i øjnene og ørerne, når man ser de tre suverænt rigeste klubber FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF vakle, som de hver især har gjort i denne sæson.

Lige nu er det FC Midtjylland, der sejler og ligner et hold, der kan have et lille bjerg at bestige i vinterpausen, efter man er gået totalt i stå under et bjerg af skader og karantæner og manglende evne til at vinde med flere i øvrigt meget dyrt indkøbte reserver og rotationsspillere.

FCK har det seneste lange stykke tid kun formået at slå Vejle og Sønderjyske i Superligaen, hvilket med garanti ikke er nok til at vinde DM til maj, og Brøndby var teknisk knockout, før man tørrede gulv med FC Midtjylland i en pokalkamp og på MCH Arena.

Jævnbyrdighed er godt og sjovt, men i det her tilfælde dækker det også over, at de tre stærke klubber, især FC Midtjylland og FC København, ikke får det ud af deres stærke spillere og på papiret fantastiske trupper, som de bør.

Det kan måske forklares lige nu med skader og med FCK's vilde udskiftninger i sommer, men de forklaringer er ved at være slidte og dur slet ikke efter nytår.

Jeg ville have en murrende fornemmelse i maven og ofte vågne med et sæt om natten for at notere de flygtige input ned, underbevidstheden boksede med for at løse de store udsving.

For det er det, jeg mener med, at det er svært at regne ud, hvem der skal være Efterårets Profil: Det er ofte udtryk for, at holdene svinger meget, og 1,8 point per kamp her halvvejs i grundspillet, altså før slutspillet begynder og topholdene virkelig bokser løs på hinanden, imponerer ikke mig, og må også bekymre hos titelfavoritterne.