De griner af Chelsea i England.
Hvis I tror, medier og ekspertkommentatorer er hårde, skulle I bare høre, hvad man i fodboldverdenen siger, når båndoptageren er slukket.
Fra København til Kuala Lumpur og Cape Town til Kalundborg taler cirka samtlige trænere og sportsdirektører om, at de lige skal have en, to, måske fem eller ti, nye spillere og pengene til at hente dem: Så venter himmerige med sejre, triumfer og titler lige om hjørnet.
Chelsea er eksemplet på, at det kan blive for meget. For mange penge. For meget af en medejer, der vist tror, han er med i et af afsnit af Ted Lasso, eller forsøger at genskabe spring training med LA Dodgers.
Dodgers har intet mindre end fem reservehold at placere spillere på, og når historien går på, at medejer Todd Boehly efter købet af Chelsea troede, at klubben var garanteret en plads i Champions League, får man da også tanken, at begrænsninger i registrering af spillere i Chelsea er kommet bag på manden.
Vi kan le af Chelseas enormt mange spillere på kontrakt, der alle mener, de skal spille førsteholdsfodbold, men det er barsk alvor i klubben.
Det er ødelæggende og meget symbolsk, at Chelsea har været tvunget til at ombygge og udvide omklædningsrummet, og selvom vi ler af Frank Lampards manglende faglighed på dette niveau, kan ingen i verden få en så stor trup til at fungere.
Chelsea bliver bedre, eller i hvert fald mindre ringe, når man til sommer afhænder en masse af de spillere, man har forkøbt sig i.
Indtil da skal man bare være kisteglad for, at Graham Potter trods alt fik point nok til, at man sikkert er sikret en ny sæson i rækken efter weekendens kampe. Og så kan fans grue over, hvad der mon var sket, hvis Lampard kommet ind en måned eller to tidligere.
