Derfor er Frank på Chelsea og Uniteds radar

Hvem skal være den næste træner i Chelsea, i Liverpool og i Manchester United?

Det seneste års tid eller to er Brentfords danske træner Thomas Frank blevet koblet til alle tre klubber (og har såmænd også været på tapetet andre steder).

Så er det jo nærliggende at tænke, at alle de her koblinger mest af alt bare er os, der skal lokke jer til at læse og se med, for hvad skal nogle af verdens største fodboldklubber med frit valg på nærmest alle hylder dog med en dansker?

Og ja, det kan jo godt se mærkeligt ud, indtil man dykker under overfladen.

Brentford blev nummer 16 i den sæson, der lige er afsluttet, selv om man bruger flere penge end nogensinde, og havde det ikke været for tre pivringe oprykkere, kunne man sagtens være endt i en overraskende nedrykningskamp.

Thomas Frank har ingen store klubber på CV’et ud over Brentford og så Brøndby, som altså ikke tæller ret meget uden for Danmark og slet ikke i denne kontekst i England, så hvorfor skulle nogen dog vælge ham over Champions League-vindere, store trænernavne og de mest hotte unge trænere, der for manges vedkommende er 12-15 år yngre end danskeren?

Det billede er indlysende, indtil man kradser i overfladen og hører, hvad der faktisk har rørt sig i England.

Storklubber er ligeglade
Et godt eksempel at studere nærmere er Vincent Kompany og hans tilsyneladende dybt overraskende skifte til FC Bayern.

Oprykker med Burnley sidste år, nedrykker med Burnley fra Premier League her til maj efter en frustrerende sæson, hvor Burnley nogle gange så ud til at lide under, hvor dogmatisk og tro mod sine idéer, Kompany var.

Så hvorfor hyrer Bayern München dog ham?

Det strider mod den sædvane, der var i fodboldverdenen indtil for få år siden, og som nok stadig findes mange steder eksempelvis her i landet, hvor en som Kompany ikke ‘må’ komme i spil til noget stort, fordi klubben er ret langt nede i hierarkiet og ikke klarede sig specielt godt, da det gjaldt i bedste række.

Sædvanen er, at man skal tage den kandidat, der har gjort sig mest fortjent til det i den størst mulige klub, gerne tæt på det niveau, hvor han skal arbejde.

Det er Bayern München ligeglad med – de ser en træner, der er formet af fænomenalt dygtige Josep Guardiola, og som vil forstå den retning, Bayern München nu går i, en retning der helt sikkert kommer til at skabe ballade og gøre op med en masse sædvaner i Tyskland og Bayern.

Det er principielt de samme mekanismer, som når udenlandske klubber ikke lydigt køber ind og betaler efter, hvor mange mål man har lavet i Superligaen, eller hvor gode, vi herhjemme synes, spillerne er.

Tænk ‘uretfærdigheden’ i, at Brighton betaler 145 millioner kroner for Ibrahim Osman med 30 millioner i mulige bonusser oveni, når nu alle herhjemme kan se, at Nicolai Vallys har været langt bedre i Superligaen end den ret uprøvede ghaneser i FC Nordsjælland.

Man går efter, hvad man tror på og har analyseret sig frem til vil fungere fremadrettet – i Bayerns tilfælde i et reelt genopbygningsprojekt med en historisk stor reboot inspireret af Red Bull, i førnævnte Brighton-tilfælde, fordi man måske er verdens dygtigste dataklub overhovedet og har spottet noget, der gør Osman hamrende interessant.

Fremtiden tæller
Det samme gælder i tilfældet Thomas Frank.

Who cares, at Brentford ikke har kvalificeret sig til Europa og er sluttet under mange traditionsklubber i Premier League, når direktører og klubejere kan se Brentfords overpræstationer med det blotte øje, i data, og kan høre og se Franks gode personale-håndtering fra nærmest alle, der kommer i berøring med klubben, eller ser en pressekonference, hvor hovedpersonen oppe på scenen ikke ligner en robot, der hellere ville være alle andre steder end vendt ud mod verden.

Det gør ejerne i de største klubber i Premier League i hvert fald ikke – de tiltales derimod af, hvordan Thomas Frank kan få et Brentford-hold med færre dyre profiler end stort set alle andre til at skabe lige så mange chancer som de tophold, der kæmpede om Champions League og Europa League.

Så derfor var Thomas Frank igen en meget seriøs kandidat til jobbet i Chelsea, der går til Enzo Marcesca, ligesom han var det, da Chelsea hyrede Graham Potter.

Og det er også derfor, Liverpool sparkede til dækkene og tjekkede Frank særdeles grundigt på kandidatlisten, da Klopp fortalte verden om sit stop i vinter, præcis som Manchester Uniteds nye INEOS-drevne ledelse har gjort det, mens Erik ten Hag er blevet målt og vejet de seneste måneder.

Om Thomas Frank en dag ender i toppen af Premier League eller en anden storklub i Europa er umuligt at vide, for græsset er ikke nødvendigvis grønnere efter få måneder i en storklub, som førnævnte Potter erfarede i Chelseas kaosfabrik.

Men at han er en træner, de store klubber overvejer, er uomtvisteligt, og mon ikke det bliver svært at sige nej, hvis en af de klubber en dag ender med at lægge en kontrakt på bordet til den 50-årige dansker.