Det var noget af et antiklimaks.
FC Københavns og Parkens folk havde i torsdags ikke megen lyst til at resette lystavlen ovenpå onsdagens vanvittige 4-3-drama mod Manchester United, og efter i dag kunne man da næsten bare have ladet det stå en uge til og talt begivenhederne i søndagens derby på en lille lap papir.
Var der straffespark? Måske.
Burde FC København have oversat det spilovertag, man trods alt havde, især målt på chancerne? Joh.
Men det var et af de mest stille, ej, lad os sige det ligeud, dødkedelige derby-kampe i årevis.
Det var naturligvis ikke, hvad vi havde sat næsen op efter.
FC København med deres brede bænk og store stjerner, Brøndby med den fremgang, de har vist i efteråret.
Og de to hold viste jo også senest i Brøndby, at de kan spille vanvittigt underholdende kampe, selvom begge trænere vidst helst aldrig vil se de defensive mangler igen.
De to vindere her og nu er FC Midtjylland og FC Nordsjælland, der enten kommer tæt på de to tophold igen eller holder sig nogenlunde inden for rækkevidde.
Men der er altså ikke sket nogen stor skade for hverken FCK eller Brøndby.
0-0 er fint Jesper Sørensen og Brøndby, der dermed får noget at holde hinanden op på og et eksempel på, at man ikke behøver blive rendt over ende af FCK’s vilde offensive profiler.
Og så er det altså meget menneskeligt, hvis FCK ikke lige er oppe at støde 120 procent hver gang.
Man skabte trods alt nok til, at man ofte havde vundet med det antal chancer og tilløb til muligheder, så ingen grund til at grave sig ned i landsholdspausen.
Vi kan trods alt ikke fråde Kobe-kød og kaviar, hver eneste gang de her hold spiller, og mon ikke der er fuld knald på, når de to hold til april og maj mødes i medaljeslutspillet.
