HADERSLEV (Tipsbladet): På en iskold men lækker sen-vinterdag i det sønderjyske var der god grund til at være en smule nervøs, hvis man var AGF-fan, måske også spiller.

Jo jo, man kom med fem sejre ud af fem mulige i træningskampe, senest i en emotionel og hektisk kamp hjemme mod FC København på den nye hjemmebane i Vejlby.

Det kunne jo dårligt have været bedre, Mads Emil Madsen, Mikael Anderson og i denne uge også Patrick Mortensen havde forlænget kontrakterne, så man skulle være et angriber-hungrende skarn som AGF-fan, hvis det ikke var den perfekte optakt til Superliga-premieren.

Men der var nu alligevel grund til at være nervøs og spændt.

Et er, at Sønderjyske er et udmærket fodboldhold, der opruster og såmænd nok skal overleve en sæson til i Superligaen, da ikke mindst via en stærk hjemmebane, der havde givet FC Midtjylland (2-3) og Brøndby IF (2-2) problemer i efteråret.

Men på et mere strategisk plan var søndagens kamp voldsomt vigtig for et AGF, der dårligt kan leve med et facit som sidste forår, hvor man tabte pokalfinalen og faldt fra i topkampen i ligaen kort inde i slutspillet.

Der findes selvfølgelig aldrig en gratis halvsæson, når man er AGF og har ligaens fjerdestørste spillerbudget, men den her virker alligevel vigtigere end sædvanligt af flere årsager.

Det glippede avancement i pokalen mod Brøndby er næsten den mindste grund, men det understreger alligevel, hvor vigtig ligaen er.

Så sent som før de to sidste 2024-runder lå AGF nummer ét i rækken trods kvaler med at score mål siden en forrygende start i sommer, hvor AGF i små to måneder var ligaens bedst spillende hold.

Så dumpede AGF’erne ned på fjerdepladsen, fik ny fodbolddirektør i Carsten V. Jensen efter nytår og går ind til et forår, der kunne ligne en af de sidste aftener med kliken for gruppen af topspillende veteraner, der tegner AGF.

Undertegnede er stor fan og aktiv følger af NFL (Go Eagles!), som jo også smitter af på europæisk fodbold med mange US-ejere, herunder nogle stykker her i Danmark.

Noget af det, der gør NFL så jævnbyrdig og seværdigt er lønløftet, der forhindrer et Real Madrid eller Bayern München i at opstå og i stedet gør cirka en-tredjedel af holdene til før hver sæson at være realistiske bud på en mester.

NFL-hold jagter manisk de helt unge stjerner i draften fra universitetsholdene og må ofte slippe nogle af de største stjerner på holdene omkring 30-årsalderen.

Kun enkelte hold gør tingene en smule anderledes, fordi de har indset, at ikke alle i en række kan være verdensmestre i at spotte unge spillere og talentudvikling – og det kaster faktisk også mesterskaber af sig i ny og næ, fordi de netop tør være anderledes strategisk i stedet for at følge strømmen og trenden.

Man kan godt, at mange Superliga-hold gør noget tilsvarende med enormt fokus på at finde og spille med unge spillere, der kan sælges dyrt videre – bare ikke AGF, der har valgt en anden vej.

Her stiller man med Superligaens klart ældste mandskab og har dermed en anderledes strategi end snart sagt alle andre Superliga-hold.

Og det er jo det, der hurtigt fik dulmet eventuelle nerver i dag, da 35-årige Patrick Mortensen plaffede et hattrick afsted, og som også har givet pote så mange andre gange for AGF.

Man har en lang række spillere, der er vant til gamet i Superligaen og er mere spillet sammen end alle andre i Danmarks bedste række – det er den strategi, der bortset fra svipseren i 2021/22 har gjort AGF til stabilt tophold i en række år.

Men det giver også et markant pres på AGF.

For skulle det blive til en femte- eller sjetteplads efter et jævnt forår, kan man ikke lige som FC Nordsjælland skyde en ung dansker eller et vestafrikansk supertalent afsted for 100-150 millioner kroner og pumpe pengene ind i at købe næste generation talenter.

Husk også, at AGF i næste weekend har den virkelige premiere på den nye, midlertidige hjemmebane de næste to år i Vejlby (Tipsbladet er selvfølgelig med der) mod AaB, og at stadionprojektet nede i Marselisborgskovene kører alt andet end smertefrit med masser af slagsmål forude om millionregninger, og om stadion nu også skal bygges så lækkert, som AGF forestiller sig.

Det her AGF skal vinde nu, og fodboldlivet bliver nemmere hele vejen rundt, hvis vi der taler en tur i Europa og dermed en medaljeplacering.

AGF har på adskillige positioner nu mindst to gode spillere at vælge mellem, og som AGF-cheftræner Uwe Rösler sagde efter Sønderjyske-sejren, bevæger man sig støt i den retning, hvor især FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF har befundet sig i flere sæsoner.

Det her AGF-hold med dygtige, erfarne præstationsspillere og forlængede Mikael Anderson og Mads Emil Madsen (også selv om han fik et unødigt rødt kort i dag) kan godt nå derop, hvis alt går vel, og søndag i Haderslev var en perfekt start ud over den karantæne, ‘MEM’ nu får.

Men presset er til at føle på, og der skal knækkes en kode til at spille et godt slutspil i samfulde ti runder uden udfald, mens hjemmebanen i Vejlby også skal forvandles til den fæstning, man godt kunne se tegningerne til på en kult-eftermiddag mod FC København for en uge siden.

Det her AGF-hold skal vinde nu