– Det er hverken afstumpet eller kynisk

IKAST (TIPSBLADET): Det var en af dem, der gik lige i mellemgulvet, da FC Midtjylland tirsdag morgen fortalte, at klubbens svenske midtbaneprofil Kristoffer Olsson var indlagt på Skejby med en særdeles alvorlig sygdom.

Olsson er sædvanligvis en af de første på holdkortet, og han havde været savnet på sin sædvanlige plads som midtbanens omdrejningspunkt i FC Midtjyllands to første spillerunder.

Det fravær var der desværre en ekstremt alvorlig forklaring på, og hilsner fra en rystet fodboldverden fra kolleger, tidligere kolleger, klubber og rivaliserende klubber strømmede ind.

Fredag aften spiller FC Midtjylland og FC København om førstepladsen i Superligaen, som en eventuel vinder af kampen tager mindst indtil Brøndbys kamp søndag.

Det kan føles uvirkeligt at skrive og tænke. Tangerende til det ufølsomme. Hvordan kan jeg, hvordan kan vi, hvordan kan FC Midtjylland og FC København, dog tænke på fodbold, Superliga-stillingen, opspilsmønstre og dødbolde, når en far på 28 år ligger i respirator på hospitalet i stedet for fare rundt på banen, som han plejer og bør?

Men nej, det er hverken afstumpet eller kynisk, når FC Midtjyllands Superliga-hold i aften spiller en vigtig topkamp mod FC København med liv og sjæl, gør alt, hvad de kan for at vinde, eller når vi to holds fans på stadion og hjemme i stuerne hurtigt lader sig rive med, og mange nok for en stund glemmer den 28-årige svensker.

Klogere mennesker end jeg, der beskæftiger med sygdom og sorg, vil fortælle, at det er et naturligt reaktionsmønster for mennesker omkring en alvorlig sygdom gerne at ville udrette noget og tage en pause fra uvisheden og frygten.

Det er menneskeligt og naturligt, ikke ufølsomt eller kynisk, og når jeg lige spoler filmen tilbage til en kold søndag aften i Århus, formåede et FC Midtjylland-hold først én og til sidst to mand i undertal i hvert fald at knokle sig igennem en svær fodbold og til sidst, på usandsynlig vis, at vinde den.

Læs også Claus Steinleins vurdering af styrkeforholdet mellem FCM og FCK

De bar på den uhyggelige viden om deres holdkammerat og vens alvorlige tilstand, mens vi efterfølgende gik til dem omkring en elendig start på kampen og ‘Spion-gate’, der havde fyldt på lægterne ligesom dramaet på banen, efter Thomas Thomasberg i studiet før kampen havde fortalt om det mærkværdige forløb med en ukendt, filmende person til lørdagens afsluttende træning.

Der er mange forskellige former for reaktioner, og det er helt almindeligt at tage en pause fra alle bekymringerne og magtesløsheden for at gøre noget helt andet, hvor man sagtens kan være glad, grine, pjatte og glemme, eller i FC Midtjyllands tilfælde spille ekstremt krævende fodboldkampe uden deres kammerat, uden at det er den mindste smule forkert eller mærkeligt.

For andre vil det være grænseoverskridende og umuligt at få tankerne bort fra den rædsomme situation, hvilket naturligvis også er helt naturligt og legitimt.

Alle følelser i spil i Herning
Vi fra Århus har en del til fælles med københavnere. Vi deler blandt andet en hang til, overvejende, godmodigt drilleri af til tider fåmælte, tilknappede midt- og vestjyder, der ikke ligesom os fortæller højlydte anekdoter om os selv oppe i baren eller snyder foran i køen til morgenmaden på charterferie.

Men det bliver alt andet end tilknappet fredag aften i Herning og timerne op til.

Der kommer bannere, markeringer, som den efter otte minutter, hvor stadion rejser sig og klapper af svenskeren, hyldest, masser af tårer, fulgt af to timers intens fodbold, hvor de to hold kommer til at gøre alt for de tre point.

Det bliver, med en midt- og vestjysk vending, rigtig fint.

Jeg plejer ikke at have til overs for, når store forbund som FIFA og UEFA kværner løs om fodboldens helende kræfter, alt imens de mishandler og udnytter vores simple, smukke spil.

Men efter min mening er det faktisk indbegrebet af heling og af, at fodbold er noget, et hav af os elsker sammen på tværs af nationalitet, hudfarve, politik, social klasse og hvad der ellers adskiller os, når over 10.000 mennesker i Herning og langt flere derhjemme hylder, tænker på og taler om Kristoffer Olsson.

Han kæmper sit livs kamp på hospitalet, mens vi andre bliver mindet om, hvor forbandet værdifuldt livet er, og at vi hellere må få noget godt og positivt ud af det, mens vi kan.

Der kan fodbold noget godt og positivt, hvor vi rummer hinanden og det liv, der kan gøre så pokkers ondt, så derfor drister jeg mig til at sige, at fodbold faktisk ikke er ligegyldigt men derimod betyder meget mere, end det plejer, ikke mindst på et højere plan end det, vi måler i statistikker, på måltavlen og i Superliga-tabellen.