Klubber er fodbolds store problem, ikke agenterne

Lederen er fra Tipsbladet fredag – du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren. Se mere her.

Kan du ane den der lyd?

Den der lille, skingre piben, der går i ét med vaskemaskinens susen og overvejende kan høres af personer under 30 år eller med et helt andet lydspektrum end vores ører?

Det er mig, der spiller på verdens mindste violin for Europas superklubber.

Hvad er det, der denne gang har fremprovokeret de våde kinder og de bævende læber: ”Det var ham, der gjorde det?”

Ingen andre end Hollands vel nok fremmeste pizzabager, superagenten Mino Raiola.

Hvis man lavede en liste over fodboldverdenens mest upopulære skikkelser, ville Raiola ligge tæt på førstepladsen.

Den hollandsk/italienske agent optræder i Football Leaks-dokumenterne for at have taget betaling både fra Paul Pogba, fra Manchester United og fra Juventus i forbindelse med det skifte tilbage til Manchester, som Pogba endte med at tage i 2016, fire år efter han havde forladt United på fri transfer til Alex Fergusons store vrede.

Da Erling Braut Haaland skiftede til Borussia Dortmund i stedet for den armada af interesserede klubber, der også vil have fingre i ham i dag, stillede Haaland også en række krav i form af frikøbsklausuler og store betalinger til den klub, der ville købe den norske teenager af Red Bull Salzburg.

De krav var stort set kun Borussia Dortmund villig til at gå med på.

Sportsdirektører og fans er hurtige til at bebrejde typer som Raiola, at priserne på de bedste spillere stiger og stiger, og agenter bebrejdes for at tage milliarder ud af fodboldverdenen for det, man blandt klubberne og fans betragter som ikke ret meget reelt arbejde.

At fansene synes, at det er latterligt, Mino Raiola skal have et trecifret millionbeløb, når Erling Haaland eller Paul Pogba skifter klub, forstår jeg til fulde, for det er penge, fansene i sidste ende betaler i form af stadigt dyrere tv-pakker og billetter, når der ikke er coronavirus.

Men Mino Raiola og hans agentvenner kan altså langt fra bære skylden alene.

Lad os tage Raiola og Dortmunds forhold. Det er synd for en klub med et så godt forhold til egne fans, at Raiola nærmest holder dem gidsel, når de skal købe og sælge spillere, ikke?

Hvis vi ser tættere på symbiosen, kommer jeg stærkt i tvivl om, hvad der egentlig er årsagen til de opskruede priser.

Da det i 2013 lykkedes Borussia Dortmund at købe Henrikh Mkhitaryan fri af Sjakhtar Donetsk, skete det også for næsen af en række af Europas endnu rigere klubber, og også her var Mino Raiola et omdrejningspunkt i handlen som den armenske playmakers agent.

Mino Raiola er agent for blandt andre Zlatan Ibrahimovic og Mario Balotelli.

Ligesom med Haaland betingede Raiola sig, at han på et givent tidspunkt fik mulighed for at sælge Mkhitaryan til en given pris, og det gik Dortmund med til.

Men er Dortmund så offeret her? Eller klemmer de i virkeligheden andre potentielle købere ud af markedet ved at gå med på Raiolas betingelser og ved at sælge ham videre med stor profit til en af de 10-12 klubber i verden, der er endnu rigere end Dortmund?

Honorarerne til agenter som Mino Raiola og de opskruede priser er ikke synd for Dortmund eller for Manchester City, Real Madrid, FC Barcelona, Liverpool, Bayern München eller hvem der nu ender med at købe Erling Braut Haaland.

Disse honorarer og høje transferbeløb er derimod med til at sikre, at det kun er de største og rigeste klubber, der har adgang til disse spillere. Mino Raiola er en gatekeeper, en forsikring mod, at opkomlinge og outsidere får fat i de absolutte topspillere – dem er topklubberne sikre på at få, når adgangen til disse spillere forvandler fodbold til et kapløb om at have flest penge på budgettet.

Nu kommer der måske reformer af transfermarkedet og af hele regelsættet omkring spillerhandler, efter UEFA har skrottet Financial Fair Play og sammen med storklubberne kommer til at designe nye regler, der fokuserer mere på transfersummer og lønninger.

Topagenten Jorge Mendes (til venstre) med Cristiano Ronaldo.

Men lur mig, om ikke også de regler er sat sammen på en måde, så Europas største klubber er sikret fortrinsret til de bedste spillere, præcis som de er i dag med Mino Raiola og hans superagent-venner som velvillige hjælpere.

Så næste gang en sportsdirektør eller præsident i en af Europas 10-15 største klubber står med våde kinder og vrider hænderne over, hvor dyre spillerne er, kan du passende huske på, hvem de høje priser i sidste ende hjælper, og fundere over, hvem de største hyklere i det spil egentlig er.