Fans af Chelsea og fodbold: Hvilken side er I på?

– Roman Abramovitj! Roman Abramovitj! Roman Abramovitj!

Sangen kunne høres mod Burnley i sidste weekend i den sidste del af klapsalverne til fordel for ofrene i Ukraine-krigen, og en gruppe Chelsea-fans' sange til støtte for den russiske klubejer kunne også høres torsdag aften i Norwich.

Det skete få timer efter, den britiske regering torsdag morgen havde indført sanktioner mod den russiske oligark og Chelsea-ejer, og udelukkelsen af Chelsea-ejeren og de konsekvenser, der får og allerede har fået for Chelsea, rejser flere vigtige spørgsmål.

Chelseas fans blev ikke spurgt til råds, da Roman Abramovitj i 2003 købte klubben, ligesom Manchester Uniteds ikke blev ved Glazer-familiens samtidige køb. Fans bliver i det hele taget ikke spurgt om ret meget i fodbold, præcis som spillerne ikke gør det.

Men reaktionen på stadion i Burnley og Norwich, og i endnu højere grad på sociale medier i de to seneste uger får mig alligevel til at studse: Hvilken side er den hårde kerne af Chelseas fans og fans i andre tilsvarende storklubber egentlig på?

På Chelseas, forstås. Og ikke Putins regimes, hvilket ville være noget fis at sige når alle med øjne i hovedet kan se, hvilke uhyrligheder der begås i hans navn.

Men var det virkelig nødvendigt at støtte klubben ved at råbe på den klubejer, der ifølge den britiske regering direkte og indirekte faciliterer Putins krig i Ukraine, og dermed kom på sanktionslisten?

Og er det virkelig nødvendigt med den syndflod af whataboutism på sociale medier, hvor det sværmer med alt fra afkrævning på beviser på koblingen mellem Abramovitj og Putins krig i Ukraine, forskellige versioner af den gamle traver om, at sport og politik ikke skal blandes sammen, og hyldest af Abramovitj' investeringer og de mange trofæer, Chelsea har vundet med dem (de har klaret sig fremragende) og dyb utilfredshed med, at det rammer Chelsea og ikke andre klubber?

Alle indvendingerne er meningsløse, når de britiske myndigheder nu langt om længe har erkendt og handlet på det åbenlyse faktum, at Roman Abramovitj er tæt på Vladimir Putin og dennes regime, som har overfaldet Ukraine.

At nævnte britiske myndigheder, Premier League og FA har sovet Tornerose-søvn i 19 år og ladet Premier League og Storbritannien blive et slaraffenland for sportswashing og pengehvidvask gør det ikke unfair, at Chelsea nu sportsligt bliver alvorligt ramt af at have en russisk oligark som ejer og velynder.

Men hvad så med godkendelsen af Saudi-Arabien som ejer af Newcastle så sent som for et halvt år siden?

Det udstiller til fulde Premier Leagues og Storbritanniens hykleri, at man godkendte Saudi-Arabiens investeringsfond PIF, som er fuldstændig det samme som staten og Mohammed Bin Salman, uanset hvilken løgnagtig PR, Premier League og nogle af Newcastles fans har valgt at sluge.

Newcastle er ejet af et regime og dets overhoved, der fører en blodig krig i Yemen på syvende år.

Forskellen er, at Saudi-Arabien er en allieret med Storbritannien og Vesten, herunder også Danmark, og derfor tolereres ejerskabet i Newcastle, selvom ejeren har blod på hænderne og klubben bruges til hardcore sportswashing og legitimisering af en politisk elite, der i min bog skal stilles for menneskerets-domstolen i Haag for krigsforbrydelser.

Man kan også roligt føje Manchester City til på listen som ejet af emiratet Abu Dhabi, der som toneangivende politisk og økonomisk i De Forenede Arabiske Emirater er Saudi-Arabiens wingman i Yemen.

Er det hykleri at ramme Chelsea og ikke Newcastle eller Manchester City? Ja.

Burde det dermed have friholdt Roman Abramovitj for sanktioner og Chelsea for de konsekvenser, der nu rammer klubben, at andre slipper? Naturligvis ikke.

Jeg er som privatperson rigtig glad for Newcastle.

Som Chelseas fans i 2003 havde klubbens fans ingen direkte påvirkning på, at Mike Ashley solgte til Saudi-Arabien.

Men der var udbredt glæde over at få en ny ejer efter et årtis manglende ambitioner, hvor Mike Ashley ikke kunne eller ville finansiere de store underskud på transfers, der har klubber som Manchester City, Everton og i lange perioder også Chelsea.

Det kom endda dertil, hvor nogle få fjolser anklagede bestialsk myrdede Jamal Khashoggis enke for at være i vejen for overtagelsen, som flere fangrupper i halvandet år meget aktivt støttede for at få Mike Ashley, og selvom Premier League tydeligvis havde store betænkeligheder ved at lade et statsligt firma så direkte kontrolleret af kronprinsen købe sig ind.

Newcastles fans blev som sagt ikke spurgt til råds, men et flertal støtter, at klubben er ejet af Saudi-Arabien og bruger landets oliepenge på at købe sig til overlevelse.

Som fan håber jeg, Premier League og de britiske myndigheder nu kommer på bedre tanker, tager klubben fra Saudi-Arabien og om nødvendigt dermed høvler den ned i Championship, hvis det bliver den sportslige konsekvens af at miste Saudi-Arabien som ejer.

Juridisk og politisk er det ekstremt tvivlsomt for ikke at sige totalt umuligt, at det kan lade sig gøre, men moralsk fortjener klubben at ryge ned til Sunderland i League One for med glæde at samarbejde med en diktator med tusindvis af menneskeliv på den ikke-eksisterende samvittighed.

Chelseas fans kan med rette spørge, hvorfor andre klubber med ejere fra diktaturer slipper. Det gør de forhåbentlig ikke igen i fremtiden.

Men når klubbens ejer og et af hans firmaer anklages for at have leveret stål til de kampvogne, der lige nu fører en ulovlig krig mod et demokratisk naboland, og når han har hjulpet Vladimir Putins regime på mange forskellige måder de seneste 20 år, er det ikke den mindste smule synd eller uretfærdigt, at klubben nu lider sportsligt og økonomisk efter en fest for penge, der i sidste ende end ikke var Abramovitj’.

Man kan så håbe, selvransagelsen i engelsk fodbold leder i retning af nogle mere grundlæggende overvejelser om, hvorvidt man overhovedet har brug for milliardærer og nationalstater som ejere af klubber, hele verden alligevel er dybt interesseret i og gladelig betaler for at se på tv. 

Jeg forstår til frustrationen over en beslutning, man ikke selv føler, klubben fortjener.

Men fansene kan passende rette den mod de myndigheder i og uden for fodbold, der aktivt har ladet fodboldspillet blive overtaget i Chelsea og en flere andre af de største klubber i England og resten af Europa, og kræve en større stemme i fremtiden, i stedet for at forsvare klubejere med egne, ikke fodboldrelaterede agendaer, der ikke hørte hjemme i fodbold i første omgang.