Lederen er fra Tipsbladet fredag – du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet om fredagen.

Måske er min tillid malplaceret, og fælles for de tre store konkurrenter er, at de ligger foran i tabellen, ja faktisk på første-, anden- og tredjepladsen.

Men jeg tror fuldt og fast, at Manchester City anført af Josep Guardiola igen vinder det engelske mesterskab, og at det bliver i sikker stil ligesom i sidste sæson.

Det handler i første omgang ikke så meget om Manchester City, som det gør om rivalerne.

Manchester United har fået en flot pointhøst og kunne hylde Cristiano Ronaldo i comebacket i sidste weekend mod Newcastle, der ligner et hold, som endelig lever op til favoritværdigheden til nedrykning i denne sæson.

Men de taktiske valg i kampen mod Young Boys var også medvirkende til det overraskende nederlag ud over det unødige røde kort til Aaron Wan-Bissaka og Jesse Lingaards ubegribelige Jesper Olsen-pasning i tillægstiden.

Manchester United har en udmærket trup og spiller til tid god fodbold, fortsat især på omstillinger, men jeg har intet set i de seneste tre år, der får mig til at tænke, at vi her har med en verdensklasse-taktiker at gøre, der vinder titler og afgørende kampe ved at spille sine kort rigtigt og udmanøvrere andre verdensklassetrænere.

Hvis Solskjær skaffer resultater i de kommende to måneder mod stærke hold som Villarreal, Leicester, Tottenham, Atalanta, Liverpool og Manchester City, tyder det jo på, at jeg tager fejl, men jeg har svært ved at ryste fornemmelsen af, at der både mangler noget taktisk og en verdensklasse-bolderobrer på den defensive midtbane.

Jeg kan blive snydt af Chelsea, som mange har som favoritter i både Champions League og Premier League.

Chelsea har rigtigt nok også fået en fremragende trup efter at have brændt otte milliarder kroner af på nye spillere de seneste fem år. Nej, det var ikke en slå- eller regnefejl, de har brugt otte milliarder på transferbetalinger i den periode, hvilket er omtrent det samme som Manchester City.

Det har været én lang optur med Thomas Tuchel som manager, men jeg har lidt svært ved at forestille mig, at det bare varer ved for det relativt unge hold – nedturene plejer at komme under Tuchel, og jeg tror, en sådan også kommer til Chelsea senere på året, selvom tingene virkelig ser blå ud i disse uger.

Liverpool fik tiltrængt forstærkning i midterforsvaret, men selvom kontinuitet i udgangspunktet er fint, virker både truppen og dens chef Jürgen Klopp til, at der er brug for mere drastisk udskiftning, efter man vel kun har hentet en enkelt spiller til startopstillingen (Konaté) de seneste tre år.

Og så er vi tilbage ved Manchester City.

For et år siden troede jeg, at det var ved at være ovre mellem City og Guardiola, der allerede der havde holdt længere end i FC Barcelona. Parterne forlængede i stedet samarbejdet, og det var overraskende, da Guardiola i sidste måned på en konference fortalte, at han regner med at blive landstræner i 2023 og forlade Manchester City.

Så det er nu, det skal være i både Premier League og Champions League, og selvom jeg stadig ikke begriber, at City ikke bare betalte det, der skulle til for at få Harry Kane eller Erling Haaland, nu hvor Financial Fair Play reelt er sat ud af kraft, er City min favorit, hvis ellers Guardiola ikke gør noget vanvittigt som at spille uden defensiv midtbanespiller som i Champions League-finalen.

– Jeg tror ikke på Solskjær, Tuchel eller Klopp