Forestil jer, hvis Paul Pogba eller Raheem Sterling havde holdt ferie i Bahamas og Florida i stedet for at møde til aftalt tid i deres Manchester-klubber.

Den nuværende ekspertkommentator og tidligere topspiller og manager Graeme Souness havde været stum af raseri i en uge.

Og en konservativ meningsdanner som Piers Morgan havde tilintetgjort en stor del af det sydøstlige England, ved at hans selvantændelse løb løbsk og endte i en middelsvær termonuklear eksplosion.

Harry Kane skal så sandelig glæde sig over, at han er hele Englands landsholdsanfører og slipper afsted med langt mere på og uden for banen, for det var noget af et ultimativt træk, han tog ved ikke at møde ind til træning i mandags.

Kane vil væk fra Tottenham, muligvis til Manchester City for at vinde noget, og det havde alle vist forstået uden en arbejdsnedlæggelse og henvisning til en gentleman-aftale, Kane mener at have med formand Daniel Levy om et skifte.

Men det er sjovt, som kontrakter kun skal overholdes, hvis det er til klubbens og fansenes bedste, ikke?

Lige nu er tusindvis af fodboldspillere uønsket af deres klub, selvom deres kontrakt løber i flere år endnu.

Der er også nogle af disse spillere i danske klubber, og rigtig mange i England. De får rask væk besked på ikke at møde til træning, at spille med reserveholdet og at finde en anden arbejdsgiver, så de ikke klubben til last.

Tilbageholdt løn er et udbredt magtmiddel for klubber uden for Nordeuropa, og ved I hvad?

At Harry Kane bliver væk fra træning og forsøger at tvinge en transfer igennem er usympatisk og unødvendigt, men jeg græder godt nok tørre tårer for klubber, der har forvandlet fodbold til en markedsplads og fravælger tusinder af unge spillere for hver Kane.

Jeg kan heller ikke lige huske underskrift-indsamlingerne for Roberto Soldado, da han blev hældt ud af Tottenham i 2015 for at skabe plads for Harry Kane trods et fint forhold til fansene, der aldrig kunne sætte en finger på Soldados arbejdsindsats.

Eller Emmanuel Adebayor, ledelsen ikke ville se til træning samme sommer som Soldados exit, da man ville spare det sidste år af hans kontrakt og tjene lidt transfer-skillinger oveni.

Harry Kane udstiller sig selv med den unødvendige magtdemonstration. Ingen tvang ham til at skrive under på en ekstremt lukrativ, seksårig kontraktforlængelse i 2018.

Men klubber og i nogen grad fans har godt nok ikke meget at lade spillerne høre for, når de også begynder at behandle milliardforretningen fodbold som en forhandling og magtkamp, hvor man har sig selv og egne interesser nærmest.

Kanes mytteri udstiller fodboldens hykleri