Kriseramte OB risikerer at blive det ny, gamle AGF

Da OB 1. oktober kvaste Vejle med 6-0, lignede det fynske efter flere frustrerende uafgjorte kampe et hold, der skulle spille i Top 6.

Man lå til det halvvejs i turneringen forud for to ugers landsholdspause i oktober, og det var svært at være pessimist den aften i Odense.

– Vi spiller fint og forsvarer os godt kampen igennem, og resultatet giver os et godt afsæt til at nå vores mål om top 6. Vi har et offensivt mindset, og vi er effektive i dag. Men selvfølgelig har vi ikke opnået noget som helst endnu, sagde OB-træner Andreas Alm.

Det har vist sig, at den svenske træner havde mere ret, end han havde håbet på.

Før vinterpausen slog man FC Nordsjælland, men ellers har OB ikke vundet en Superliga-kamp siden den aften mod Vejle.

Og Vejle? Ja de har faktisk vundet fire kampe, den seneste i en sød, sød revanche mod selvsamme OB, der leverede en pauver indsats i sidste kamp før landsholdspausen og det slutspil, hvor VB nu øjner en reel overlevelsesmulighed med fem point op til OB og FC Nordsjælland.

For gode?
Det burde jo ikke være muligt.

Jeppe Tverskov, Hans-Christian Bernat, Issam Jebali, Max Fenger, Bashkim Kadrii og Emmanuel Sabbi er bare nogle af de spillere, man sagtens kunne forestille sig i klubber længere oppe i rækken eller Top 6.

Det var en skuffelse, at OB ikke kunne spille mere med om Top 6, og det er både pointhøsten og måden, OB flere gange er faldet ud i slutfasen af kampene, der må give bange anelser.

Tilbage i foråret 2010 var der også et hold, der var for godt til at rykke ned.

Jakob Poulsen, der ganske vist var skadet i foråret, var det store navn, og med Benny Feilhaber, Martin Jørgensen, Casper Sloth, Jerry Lucena og Peter Graulund på holdete var der rigeligt med folk, der fik fodbolddanmark til at tro, at sæsonstarten med en plads helt i toppen af Superligaen ikke bare var en tilfældighed.

OB er ikke AGF anno 2010, og Vejle har ikke vist mange tegn på at være 2022-udgaven af Randers FC, der som bekendt hev AGF ned i 1. division trods 38 point.

Men i størrelse er fynboerne sammenlignelige, og problemerne er også nogle af de samme.

En defensiv, der lækker mål, forwards, der har svært ved at finde målet, og en følelse af tilbagegang præger klubben.

Har vi overvurderet truppen? Muligvis.

At OB klarede sig godt med unge spillere i en kort periode umiddelbart efter genåbningen fra første coronanedlukning i foråret 2020 førte til konklusionen, at OB nu havde en særdeles spændende årgang af unge spillere på vej.

Flere af dem er stadig lovende, men de erfarne spillere omkring dem kan ikke gøre sig gældende.

For mig at se har den ny fodbolddirektør Björn Wesström taget fat de rigtige steder i forsøget på at flytte OB væk fra et årtis middelmådighed og troen på, at løsningen og returen til toppen af dansk fodbold findes på Fyn og i det, man kender, alt imens de store klubber i København og på Jylland har udviklet sig meget i samme periode.

Men her og nu har man spillet sig i en position, hvor man straks skal forholde sig til nedrykningsstregen med kampe mod FC Nordsjælland, SønderjyskE og så igen Vejle.

Overlevelsen er stadig OB's at miste, og FC Nordsjælland er bestemt heller ikke immun i den nuværende situation.

Men det vil være direkte naivt at tro, at OB nu er vaccineret mod nedrykning.

En sejr over Vejle havde slukket al spænding og givet et hul på 11 point, men ikke mindst måden man tabte til sæsonens kaosklub på gør det til en reel mulighed, at der venter et langt nervepirrende nedrykningsspil.

Selvfølgelig kan OB komme tilbage, hvis det værste skulle ske, og med Niels Thorborg i ryggen har OB også en milliardær, der potentielt igen kan give OB et Top 4-budget.

Men AGF's skæbne i 2010 ville ligge i baghovedet på mig, da især hvis nogen i OB skulle tro, at det ikke også kan overgå den fynske klub i de næste to måneder.