Landsholdet bruges som brik i et ulækkert spil

Tør Gianni Infantino og FIFA indføre VM hvert andet år, når det kommer til stykket?

Jeg har mine tvivl, men indtil videre har det været køreplanen for FIFA-præsidenten og hans slæng af rådgivere og PR-talsmænd bestående primært af tidligere topspillere, der gennem et år har talt varmt for at indføre ekstra slutrunder.

Torsdag formiddag afholdes den årlige FIFA-kongres, som Qatars hovedstad Doha denne gang lægger lokaler og hoteller til som kommende VM-vært.

På agendaen er stillingtagen til forslag fra medlemslandene, og det indbefatter formelt det forslag, Saudi-Arabien stillede på kongressen for et år siden om at få undersøgt mulighederne for VM hvert andet år, så man kunne tage stilling til indførelsen af ekstra slutrunder.

De undersøgelser har FIFA foretaget med hjælp fra velvillige konsulentfirmaer, der har analyseret sig frem til, at ekstra VM-slutrunder, så der spilles VM hvert andet år med 48 hold, giver 29 milliarder kroner ekstra i kassen til FIFA per ekstra slutrunde.

Man tager ikke for alvor stilling til, hvordan det vil torpedere slutrunder som EM og andre landsholdsturneringer, og hvad det vil gøre for spillernes arbejdsbyrde og interessen for fodbold, men det har nok heller ikke været meningen.

Jeg tror, at landsholdene, herunder Danmarks populære ét af slagsen, bliver brugt i et ulækkert spil, hvor FIFA-præsidentens genvalg næste år, hans tætte kinddans med diktaturstater som Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Kina, og storklubbernes interesser i Europa er noget af det, det i virkeligheden handler om.

Europæerne og UEFA er absolut ikke uskyldige her.

De udvider selv Champions League og de to andre klubturneringer vildt og voldsomt fra sommeren 2024, så der kommer en masse ekstra kampe på markedet, vi som tv-seere og dermed også tv-selskaberne og sponsorerne skal finansiere.

På et eller andet niveau er det forventeligt og forståeligt, at FIFA forsøger at slå tilbage ved at få ekstra kampe i eget regi, men at risikere VM's popularitet og at lægge yderligere pres på spillerne er temmelig kynisk.

Det er parløbet med stater som Saudi-Arabien i den grad også.

Qatars VM-slutrunde senere i år har gennem et årti vakt intens debat og skabt stort fokus på den elendige behandling af migrantarbejdere i landet og systematisk overtrædelse af menneskerettigheder.

Men Qatars problemer blegner faktisk i sammenligning med det, Saudi-Arabiens regime, deres venner i kongefamilierne i De Forenede Arabiske Emirater, og kommunistpartiets absolutte top i Kina gør ved egne og nabolandenes befolkninger.

Hvis man tror, Qatar er fodboldens lavpunkt i forhold til sports washing, brud på menneskerettighederne og rædsom, umenneskelig behandling af migrantarbejdere og mennesker uden adgang til VIP-sektionen af samfundet, skal I bare vente og se, når FIFA i højt tempo kommer til at sende VM-slutrunder og andre fodboldbegivenheder i retning af disse og lignende stater, hvor konger og enevældige præsidenter ikke står til ansvar for almindelige dødelige mennesker ved frie valg.

Et af de mulige scenarier på torsdagens kongres er, at VM hvert andet år bliver sløjfet eller udskudt via yderligere undersøgelser og arbejde for at passe det ind i resten af fodboldens kalender, undskyldninger kan man hurtigt finde.

Til gengæld kunne indførelsen af et markant udvidet klub-VM være prisen for, at VM hvert andet bliver taget af bordet – så får Infantino nogle flere milliarder at dele ud af, hans allierede blandt førnævnte landes kreds af konger og præsidenter kan få nogle værts-rettigheder til nye turneringer, og UEFA og topklubberne i Europa får fred til at udvide Champions League og hvad man ellers har i støbeskeen i de kommende år.

Hvem betaler i sidste ende?

Det gør spillerne med deres kroppe og helbred, og vi fans med pengepungen og vores interesse, som åbenbart skal oppebære endnu flere kampe i et allerede ekstremt proppet program.

Hvad end spillerne vil det eller ej, og selvom de nok er den gruppe i professionel fodbold med mindst indflydelse (sammen med fans, selvfølgelig) kommer debatten igen efter Qatar.

Næste gang bliver det bare de hundredtusinder af menneskeliv, der er påvirket eller gået tabt i en blodig borgerkrig i Yemen for hænderne af bomber leveret fra luftvåbene og specialstyrker i Saudi-Arabien og emiraterne, og Kinas regimes forfølgelse af uighurer og snart totale undertrykkelse af menneskerettigheder i et af verdens mest indgribende overvågningssamfund.

Det er barske løjer, og jeg er desværre bange for, at dem, der sidder på magten i fodboldverdenen, ikke har lært en døjt af ti års intens Qatar-debat – det skulle lige være, hvordan man afbøder og undgår den, næste gang en enevældig kongefamilie eller præsident kan juble over værtskabet til en stor fodboldturnering.