Ingen har sagt, at det er nemt at være superklub.

FC Barcelona har siden Champions League-titlen i 2015, og især siden det ufrivillige rekordsalg af Neymar i 2017, været et eksempel til lærebøgerne om, hvordan man selv med enorme pengebeløb til rådighed kan ødelægge en klub, bare man er dårlig nok til at købe ind og derefter bruge spillere.

Catalanerne sidder på en trone, der havde været Manchester Uniteds siden sommeren 2013.

Bare se på navnene. Fred, Diogo Dalot, Victor Lindelöf, Alexis Sanchez, Henrykh Mkhitaryan, Morgan Schneiderlin, Eric Bailly, Memphis Depay, Ángel Di María, Maroune Fellaini. Mange vil også smide rekordkøbet Paul Pogba og Anthony Martial på den liste, selvom man har en snigende fornemmelse af, at de og flere andre i United-truppen ligesom Depay ville stortrives, så snart de var væk fra Manchester.

Så er det ikke en god kurs, de er slået ind på nu, hvor Ole Gunnar Solskjær får lov at udvikle klubbens egne talenter, støttet af stjernespillere, i større ro og mag end tidligere?

Resultaterne i anden halvdel af sidste sæson peger i den retning, men jeg er stadig ikke sikker og da slet ikke, hvis man vil op og udfordre Liverpool og Manchester City i en mesterskabskamp.

En af de farligste forestillinger i og omkring topfodbold er, at unge spillere bare har brug for tid for at blive fremragende. Manchester Uniteds Class of 92 er et af eksemplerne, der bruges til at ophøje udviklingstanken til sandhed, og forestillingen findes på alle niveauer i fodbold fra den danske 1. division til globale superklubber: Bare de unge får tid til at udvikle sig og blive spillet sammen, vinder de titler og leverer store præstationer.

Crystal Palace-kampen er naturligvis ikke bevis i sig selv, men jeg vover alligevel den påstand, at der ikke er meget højere til loftet for dette hold, så længe Daniel James (købt i Swansea), Timothy Fosu-Mensah, Scott McTominay, Luke Shaw, Victor Lindelöf og Anthony Martial (de tre sidstnævnte købt for rigtig mange millioner) skal spille rigtig mange kampe i løbet af en sæson. McTominay kan måske være med, hvis han har lutter verdensstjerner omkring sig, men det er altså verdens bedste spillere på deres positioner, han skal måle sig med, hvis Manchester City og Liverpool skal matches, især over flere sæsoner.

Manchester United blev treer i sidste sæson foran en transfer-embargoramt udgave af Chelsea, et imploderende Leicester og voldsomt dårlige sæsoner af Tottenham og Arsenal med dygtige Wolves klemt inde mellem de to London-klubber.

Meget kan ændre sig i de sidste dage af transfervinduet, hvis Manchester United endelig får købt Jadon Sancho og velsagtens også en midtstopper som makker til Harry Maguire og en virkelig solid back, en position Manchester City, Liverpool og Chelsea med rette har givet høj prioritet.

Men det er også nødvendigt, for er man en af verdens største klubber med ambitioner derefter, kan det altså ikke nytte noget at tro, at spillerne nødvendigvis bliver bedre at spille længere tid sammen.

Leder: Et stille transfervindue kan også være skidt, Manchester United