Leder: Storklubber ville fnyse hånligt af EfB-top

En af de forklaringer, der har overrasket mig mest i den seneste måneds triste sager om dårlig behandling af spillere og ansatte i Esbjerg, har været den konsekvente afvisning fra ledelsen og ejernes side om, at konflikterne handlede om andet og mere end kulturforskelle.

Man får den tanke, at nogen er ganske bevidste om Esbjerg-spillertruppens ry for at have særdeles klare meninger om deres cheftrænere, uanset at benævnte trup i høj grad har været forandret til ukendelighed mellem hver af de situationer, der førte til afsked med Jonas Dal og Lars Olsen.

Lad det i hvert fald være slået fast:

Forklaringen om, at det blot er en spillertrup, der skal vænne sig til en anden kultur, er ekstremt langt ude.

Det kan godt være, at der i andre sportsgrene med individuel træning har været og er en grænseoverskridende tilgang til den enkelte udøver i jagten på at forfine teknik og fysisk ydeevne.

Det kan også være, man engang i 70’erne, 80’erne og 90’erne slog på hinanden og spillerne til træning.

I verdens stærkeste præstationsmiljøer som Klopps Liverpool, Guardiolas Manchester City, Tuchels dybt overraskende Champions League-vindere eller sportshold som New England Patriots og New Zealands vanvittigt dygtige rugbylandshold får man da ikke resultater ved at hetze spillerne og på en kultur båret af frygt og trusler.

Der er en masse, dansk klubfodbold kan lære fra udlandet. 

Men den formørkede og kyniske tilgang, Esbjergs ejere har til en så vild sag, hvor Arbejdstilsynet helt uhørt er hentet ind over få uger efter en ny træners ansættelse, tjener ikke nogen, heller ikke dem selv efter de fine resultater, de har opnået i Barnsley og med belgiske Oostende.