– Måske er jeg ved at blive sur og gammel

Måske er jeg ved at blive sur og gammel.

Men kunne UEFA og klubberne ikke have fundet på et bedre Champions League-format?

Mange ting i livet har det med at gå i ring.

Da jeg for efterhånden mange år siden var barn, var lærere i skolen og pædagoger på fritidshjemmet ofte trætte af, at jeg ikke gad noget som helst nyt men kun ville spille fodbold og lave ting, jeg var god til og kendte i forvejen.

I dag forstår jeg ofte ikke det larm, mine børn kalder for musik, eller det skrald, der skulle forestille at være en god tegnefilm i dag (længe leve Speedy Gonzales og Hjulben), så måske er min aversion mod det nye format i Champions League fra 2024 bare mere af den samme mistro mod nye ting, der har sneget sig ind på mig.
Men. Ja.

Jeg forstår det ikke.

Jo, selve formatet forstår jeg.

Inspireret af den såkaldte schweiziske model, der er blevet brugt til forskellige sportskonkurrencer i efterhånden en del år, har UEFA og klubberne skrottet de nuværende gruppespil med fire hold i en pulje, der møder hinanden ude og hjemme.

I stedet skal 36 klubber i Champions League spille i alt ti kampe, fem ude og hjemme, mod ti forskellige hold, i ét stort ligaspil med alle 36 hold.
Hver klubs kampprogram bliver snittet til, så alle 36 klubber får nogenlunde lige vilkår i antallet af stærke og mindre stærke modstandere, og så man ikke får fire-fem dræberopgør på udebane.

Forslaget er, at de otte bedste klubber går til ottendedelsfinalerne, mens nummer 9 til 24 mødes i to knockoutkampe inden da, hvor nummer 9 og 24, nummer 10 og 23, og så fremdeles, mødes, så der på papiret ikke bliver mulighed for at spekulere i at tage den alt for meget med ro, når 24 af 36 hold uanset hvad går videre.

Fordel for de store klubber
Det nuværende gruppespil er træt og slidt, og det kan skævvride temmelig meget sportsligt, alt efter om man er heldig eller uheldig med lodtrækningen.

Det er rigtig fint at tænke nyt og prøve noget, der er helt anderledes, og jeg synes, at opgøret med, at man partout skal mødes ude og hjemme, er godt set, selvom det nok vil ærgre danske klubber i turneringerne (formatet indføres også i Europa League og Conference League, men med færre spillerunder), hvis man går glip af nogle af de stærke klubber på hjemmebane.

Men jeg har meget svært ved at se, hvordan ændringen af formatet ikke ender som en enorm sportslig og økonomisk fordel for de stærkeste og rigeste klubber, og dermed endnu en udvikling, der gør det sværere for alle andre end Super League-klubberne og deres ligeværdige konkurrenter at følge med.

Lad os se på denne sæsons Champions League.

Benfica, Sporting, Villarreal og Red Bull Salzburg skabte mindre eller større overraskelser ved at snyde FC Barcelona, Borussia Dortmund, Atalanta og Sevilla i det relativt korte gruppespil.

Benfica og Villarreal var derefter så dygtige, at de slog de tidligere turneringsvindere Ajax og Juventus ud i ottendedelsfinalerne.

Det er ren statistik, at de største og stærkeste klubber, som også har de bredeste trupper og dermed  bedst mulighed for at bære byrden af ekstra spillerunder, vil have gavn af, at Champions League fra om to år har et 10 runder langt 'gruppespil' (hvis tv-selskaberne ikke vil betale for så mange ekstra kampe, kan vi godt havne på otte runder i stedet).

Formatet gør det lettere for de absolut største i Europa som Manchester City, Bayern München, Real Madrid og Paris Saint-Germain at tage den med ro og lufte reserverne i september og oktober, mens den nuværende kvartfinalerundes overraskelser Benfica og Villarreal vil få betydeligt sværere ved at nå lige så langt, for slet ikke at tale om en gedigen overraskelse som FC Københavns avancement i 2010.

Isoleret set kan man godt sige, at det er mere sportsligt retfærdigt, at man på den måde reducerer tilfældighederne.

Men det vil også gøre det lettere for de største klubber i Europa at bevare deres position og sørge for, at de suger endnu flere præmiepenge til sig selv, og reducerer risikoen for, at nye udfordrere dukker op og rokker ved deres position.

Det bør man gøre
– Så hvad vil du så i stedet, dit sure løg?

Formatet er helt sikkert kommet for at blive og for at blive videreudviklet, eksempelvis med ekstra spillerunder, måske endda på andre kontinenter.

Den tanke ville jeg i hvert fald tænke, hvis jeg var ansat i en af storklubberne eller UEFA's marketingafdeling, og jeg troede på, at jeg kunne overtale Asien, Afrika, Nordamerika og Sydamerika til at tillade enkelte kampe i deres millionbyer.

Fordelingen af midler i både Champions League og de to mindre turneringer er ikke aftalt endnu, og hvis jeg var de mellemstore og mindre klubber, og sådan set også storklubberne, ville jeg finde inspiration i NFL, NBA og Premier Leagues tv-aftaler de seneste 30 år og omfordele en meget større del af pengene end hidtil.

Det skulle både være til de mindre klubber i Champions Leagues ligaspil og til klubber, der ikke er med i Europa i den pågældende sæson.

Over tid tror jeg ikke, skævvridningen er sund, heller ikke for de allerstørste klubber, med mindre Florentino Pérez, Andrea Agnelli og deres oligark-kammerater virkelig mener det med The Super League alvorligt.

Hvorfor ikke tage de ekstra præmiepenge og fordele dem helt ligeligt minus de sidste fem procent, som skulle gå til klubber i ligaer uden for Europas Top 5?

Man kan også se på en mindre sportslig skævvridning, der giver klubber i øverste seedningslag et kampprogram, der er lidt sværere end klubberne i nederste seedningslag, og jeg er sikker på, at klubber og ligaer i mellemstore og mindre fodboldlande kan finde på endnu flere forslag, der gør konkurrencen bare en anelse mindre forudsigelig og tiltet til fordel for de største klubber.