Som de fleste vel efterhånden ved, er jeg ikke specielt pjattet med Manchester Citys ejere, der i sidste ende betaler Erling Haalands løn.
Ejerne fra Abu Dhabi har været med til at forvandle topfodbold til et spørgsmål om, hvem der har den rigeste oligark og mest gavmilde stat i ryggen, og at Manchester City rent fodboldfagligt leverer arbejde i verdensklasse ændrer ikke på, hvor problematisk og ødelæggende det ejerskab har været.
Men i den sammenhæng, der hedder Ballon d'Or, lægger jeg ikke arbejdsgiverens og deres ejeres unoder til last for Erling Haaland og de af hans holdkammerater, jeg også har haft til overvejelse i årets kåring.
På grund af VM-titlen i Qatar var Lionel Messi længe den klare favorit til at vinde kåringen, men for mig var det rationelle valg Erling Haaland.
Der er stadig klumper i strømmen i Manchester City trods mesterskabet og Champions League-titlen, og det kan blive endnu bedre med Haaland og den fænomenalt stærke Premier League-klub, for da slet ikke at tale om den skuffelses-maskine, som det norske landshold efterhånden har været i mange år.
Men topniveauet er så højt og så vildt, at jeg ikke kunne se anden vej frem end at give Erling Haaland mine toppoint.
Der er alle hans scoringer, hans gode berøringer, hans forsøg på evigt og altid at træffe det valg, der er bedst for holdet, hvad end det er forsøge at score selv eller at smide bolden videre til sidemanden.
Men så er der også hele den effekt, han har, primært for Manchester City, når han ikke er i boldbesiddelse.
Sidste efterår fyldte det meget, at City og Haaland ikke helt kunne finde melodien i alle kampe.
Det løste Josep Guardiola på papiret med at flytte John Stones op på midtbanen omkring årsskiftet, men for mig misser man en af de vigtigste pointer ved ikke at se, hvad Haaland ellers åbner for City.
Langt om længe fik Josep Guardiola muligheden for en Plan B, at spille bolden forbi midtbanen, hvad end det var af nød i slutfasen af en kamp, eller fordi modstanderens spil og formation indbød til det.
Det kan godt være, at Haaland i mange kampe ikke rører bolden ret meget, men tro mig: Modstanderen bruger mange ressourcer på at dæmme op for nordmanden, hvilket i rigt mål åbner banen for holdkammeraterne.
Lionel Messi er fortsat verdens bedste nogensinde i min bog, men et VM, hvor det sportslige niveau bare er lavere end i toppen af europæisk klubfodbold, er i forhold til en kåring ikke lige så vægtigt som Erling Haalands præstationer.
Messi og PSG's forår var trist, og MLS regner jeg altså ikke for noget som helst i denne kåring, hvor samtlige andre nominerede vel spiller på et højere niveau til daglig end argentineren.
Jeg har Messi på min stemmeseddel og syntes som så mange andre, at hans og Argentinas præstationer ved VM var medrivende og dybt interessante at følge, fordi deres spil var så anderledes end det strømlinede, energiladede totalfodbold, vi er vant til at se i klubfodbold.
Men etter er Messi altså meget langt fra i min bog, og ligesom sidste år har jeg svært ved at forestille mig, jeg igen en dag får ham som etter.
