Mit store ønske: At se Pione Sisto spille igen

DETTE ER EN LEDER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 7. APRIL 2023.

Jeg kan tydeligt huske, da Pione Sisto begyndte at spille Superliga-fodbold i FC Midtjylland.

Det var den her klejne kantspiller, der kunne gøre de mest utrolige ting med bolden. Jeg er lige ved – lige ved – at sige: Glem Christian Eriksen.

Det, han kunne med bolden for fødderne, var helt ekstraordinært.

Han blev Efterårets Profil i Superligaen, kåret i Tipsbladet af cheftrænerne , da FC Midtjylland vandt klubbens første mesterskab i 2014/15, ja, der var ikke det, Pione Sisto ikke kunne opnå, den evige dribler, som heldigvis bare havde fået lov at spille og blive dygtig, selvom han stak så meget ud.

De har alle sammen et forhold til Pione i FC Midtjylland. De har haft ham på akademiet, de har lavet mad med ham, spillet fodbold med ham, vundet titler med ham, og ja, et par stykker har også været med til at sælge ham til Celta Vigo for op mod 50 millioner kroner.

De var alle stolte, da Sisto i 2017 satte ild til La Liga og var ved at blive en topspiller i Europa, hvilket kantspilleren også talte om i sin nylige podcast her seks år senere.

Det er forståeligt nok, at FCK’s fans og Ståle Solbakken var indebrændte over, at kantspilleren spildte deres tid i nogle dramatiske sommerdage i 2020, men come on!

Det var fortryllende dengang i 2017, hvor Christian Eriksen så ud til at have fået en vigtig makker på landsholdet, en makker som kunne sætte enhver modstander af.

Og det er jo også derfor, sæbeoperaen i disse uger optager så mange. Selvfølgelig er der en del, der ser med i ren skadefryd, men jeg tror, ærgrelse og også ofte bekymring er mere dækkende her i foråret 2023.

Til de uindviede handler interessen i disse uger om, at Pione Sisto ikke træner med holdkammeraterne i FC Midtjylland. Claus Steinlein fortalte ved præsentationen af Thomas Thomasberg, at Sisto ikke er god nok til at være i FCM’s kamptrup, og at Sisto ikke har en fremtid i klubben og sandsynligvis skal videre snarest muligt.

Sisto, der ikke giver interviews til medier, lagde i sidste uge sin egen podcast ud, hvor han ad omveje lagde ansvaret for den manglende spilletid over på klubben, trænere, ja næræmest alle andre end ham selv. Han så sig selv som syndebuk for at aflede fra FCM’s store krise, med den tilføjelse fra sig selv og medværten, at FCM’s tur i nedrykningsspillet var såvel karma som forklaret af, at man ikke spillede med Sisto.

Jeg er i sagens natur en meget stor fan af ytringsfrihed og af, at udøvere ikke tier stille i en meget konform fodboldverden.

Og den ret gælder for såvel Pione Sisto som for den berettigede kritik, der er blevet rettet mod budskaberne og det, der kommer til at fremstå meget konspiratorisk og undergravende for egne fremtidsmuligheder.

Hvis tre, ja nu fire, cheftrænere har begået justitsmord på deres største profil, skal det frem i lyset. Men der er altså ikke andet at spore end overvældende tålmodighed og forsøg ud over alle grænser fra klubben på at få samarbejdet til at lykkes. Nu er jeg ingen fodboldprofessor, men jeg har ikke fundet én eneste i fodboldverdenen, der mener, at Sisto er blevet sat af uretmæssigt.

Jeg tør godt love, ingen i danske medier sparer FC Midtjylland, tværtimod. Vi saver dem over på nye måder hver uge for at belyse denne sæsons vilde underpræstationer, og var der noget at komme efter i Sistos anklager, var der blevet skabt stormvejr over Herning.

Sisto får på puklen, og det kan og skal selvfølgelig ikke være anderledes, når man er 28 år og på papiret en af de største danske profiler, der nogensinde er hentet hjem til Superligaen i sin bedste alder.

Men det er ikke mit ærinde med denne tekst at hælde yderligere benzin på en situation, hvor bålet allerede futter lystigt.

Nej, jeg vil lufte det inderlige håb, jeg og nok mange andre har om, at Pione Sisto kommer til at spille fodbold igen på højt niveau og med et smil på læben.

Det er en tilståelsessag, jeg før har luftet offentligt: Når jeg en sjælden gang smider den professionelle kåbe og bare skal nyde spillet, er jeg kæmpe fan af Pione Sisto.

Ved siden af en stor glæde for de hold og spillere, der kan kvæle en fodboldkamp med en omgang moderne catenaccio, har jeg en enorm fascination af de meget få spillere fra lille Danmark, der i sine bedste perioder er en hovedpine for selv de største hold i verden.

Det er det samme, der gør mig til en af Neymars større forsvarere, selvom han er pisseirriterende, og at jeg foretrækker Argentina.

Det gik galt til sidst i Celta Vigo, det er gået rent galt i FC Midtjylland, og nu håber jeg bare, at der er flere chancer tilbage til Pione Sisto til sommer.

Jeg aner det ikke, for udenlandske klubber læser også nyheder.

Men jeg håber, at den bedste offensive spiller, jeg nogensinde har set live på et Superliga-stadion, finder en vej tilbage. Og at han i det mindste overvejer, om han også selv kan gøre noget anderledes, nu hvor de trænere og direktører, der sætter holdet, gang på gang har fravalgt ham trods han store kvaliteter.

Det vil være trist, hvis der ikke var mere tilbage, og den frygt er vi mange, der sidder med nu.