DENNE LEDER ER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 17. MARTS 2023
Jeg kunne godt lide ansættelsen af Albert Capellas.
Jo, selvfølgelig var der 100 ting, der kunne gå galt.
Men hvis FC Midtjylland ville i en retning, hvor man kontrollerede flere kampe og udviklede sig i retning af at blive en europæisk Top 50-klub på både UEFA-ranglisten og ude i virkelighedens fodboldverden, gav Albert Capellas mening.
Han havde faglig ballast fra Dortmund og FC Barcelona, han ville gøre holdet og klubben bevidst om alle de trin og bittesmå detaljer, der skal til, og han var væsentligt forskellig fra snart sagt alle andre FCM-trænere i moderne tid, måske bortset fra den ekstremt dygtige talenttræner Kenneth Andersen.
1,4 point per Superliga-kamp og en aktuel niendeplads fortæller den tydelige historie om, at det ikke var i nærheden af at lykkes, og var man i tvivl, behøvede man blot se de seneste kampe mod AaB og den miserable 1-3-kamp hjemme mod Lyngby i søndags.
Det har mildt sagt ikke været noget skønt forløb for FC Midtjylland.
Man brugte seks uger på at rekruttere Capellas, men gode Europa-resultater blev overhovedet ikke overført til Superligaen, hvor man især på hjemmebane har famlet efter konceptet og har et af de dårligste pointsnit i hele ligaen, hvilket er helt uhørt for det traditionelt så stærke hjemmehold.
Det er for tidligt at afskrive de nye spillere hentet i januar som fiaskoer, men vi kan i hvert fald konstatere, at der målt på præstationer har været gabende tomt efter salgene af Evander og Anders Dreyer.
Men selv med de indrømmelser var det for ringe af FC Midtjylland at havne i en situation, hvor man nu er tæt på prisgivet i jagten på Top 6.
Set i det lys er det svært at kalde fyringen urimelig eller utidig, selvom det her og nu ser voldsomt dumt ud, at Claus Steinlein og Svend Graversen så sent som i forbindelse med Lyngby-kampen afviste, at Capellas var i farezonen.
Det fyger naturligvis med navne.
David Nielsen, Glen Riddersholm, Niels Frederiksen og Thomas Thomasberg kan man bare genopfriske fra sidste sommer, det samme gælder ønskekandidaten Kjetil Knutsen, der dog næppe forlader Bodø/Glimt for meget mindre end en Premier League-klub eller et interessant, langtidsholdbart projekt i en Top 5-liga, der betaler Knutsen en kongeløn.
Så virker Per-Mathias Høgmo, rygtet til FCM fra svenske Häcken, mere realistisk.
Jeg er ikke lige så interesseret i selve navnet, som jeg er i tankerne bag og den større, overordnede plan.
Tre forskellige trænere har haft ansvaret for førsteholdet i FCM, siden Brian Priske for 2 1/2 år siden førte klubben i Champions League.
Næste mand bliver nummer fire, og selvom udskiftningen selvfølgelig indikerer, at trænerne har begået fejl, må man også spørge sig selv, om den daglige ledelse og de to ejere ved, hvilken retning klubben skal i.
Der er spørgsmålet om pengene og ejerforholdene, der stadig er aktuelt. Matthew Benham har hænderne fulde med hjerteklubben Brentford i Premier League. Det kan åbne for en ny hovedaktionær og endnu større budgetter på Heden, når man nu også får nyt træningsanlæg og allerede har udvidet stadion.
Men det vigtigste spørgsmål må være, hvem man er.
FC Midtjylland har haft fornem succes med en aggressiv, fysisk og individuel stil, der har båret førsteholdet langt på en cocktail af dygtige udlændinge og egne talenter samlet for færre penge, end de har i FCK.
Albert Capellas var et forsøg på at dreje stilen i en europæisk retning.
En retning, hvor man i højere grad forsøger at kontrollere kampene i stedet for det åbne, hæsblæsende fodbold, der i lange perioder har været FCM’s varemærke (påfaldende nok gjaldt det ikke i de tre sæsoner, FCM vandt DM, der var man godt organiseret defensivt).
Over tid er det logisk den retning, FC Midtjylland skal i, hvis man mener det med Top 50.
Men det forudsætter også, at man sender hele klubben i den retning.
Gør man ikke det, er resultatet den identitetskrise, vi har set de seneste par år, hvor FC Midtjylland spænder for bredt. Man har slået transferrekorden med Marrony, man vil være talentfabrik, springbræt for de dygtigste, oversete yngre brasilianere, hente egne ekstalenter hjem fra udlandet, være lokal, regional, national og global på én og samme gang.
Det har været for meget, og derfor forstår jeg godt lysten til igen at sigte smallere i en periode og finde en træner, der igen gør FCM til ligaens fysisk stærkeste mandskab, som i hvert fald på det parameter er jævnbyrdig med FCK.
Europa er der også til sommer og næste år, selvom jeg til fulde forstår den ‘FOMO’ (Fear Of Missing Out), FCK’s fremmarch og udvidelsen af Europa-turneringerne til næste år skaber.
