Nu skal jeg holde tungen lige i munden:
Freyr Alexandersson.
David Nielsen.
Jacob Friis.
Jess Thorup.
Martí Cifuentes.
Brian Priske.
Lars Friis.
Matthias Jaissle.
Bo Henriksen.
Der er flere derude,destinationen varierer i størrelse, men billedet er tydeligt nok.
Superliga-trænere er blevet populære i udlandet.
Freyr Alexandersson er den seneste træner, der tager fra Superligaen til en større, udenlandsk destination.
Selvom islændingens nye klub Kortrijk ligesom David Nielsens nye græske klub Kifisia skal kæmpe for overlevelse, må vi ikke undervurdere, hvor attraktive den type jobs er på det globale trænermarked.
Priskes job i Sparta Prag er reelt lige så stort som Jess Thorups i Bundesligaen i Augsburg med tanke på Spartas reelle chance for igen at blive mester og komme i Champions League, og tidligere Brøndby-assistent Matthias Jaissle bør ende tilbage i Europa efter et intermezzo i Al-Ahli, der afbrød et ellers superattraktivt ophold i Red Bull Salzburg med alle Saudi-Arabiens finanser i ryggen og Ballon d'Or-pointtagere som Mahrez, Firmino og Mendy i truppen.
Jeg har jo ikke spurgt samtlige klubber, direktører og præsidenter, der har hyret danskere eller udlændinge fra Superligaen.
Men ligesom spillere fra Superligaen er voldsomt attraktive i disse år, har udlandet fået øjnene op for de danske træneres faglighed.
Vi taler taktik, strategisk ledelse, mandskabspleje og en forståelse for, at man stadig har med mennesker at gøre ind bag det toppræsterende ydre, og at de to ting over tid skal fungere sammen.
Selvfølgelig er det drønirriterende for Lyngby at miste Freyr Alexandersson og hans kunnen og islandske netværk, men Lyngby-cheferne vælger klogelig at se Kortrijks kup som en ros, ligesom man har været forberedt på et exit med tanke på trænerens popularitet og flotte, fodboldfaglige resultater.
I Viborg FF havde man Jakob Poulsen i baghånden efter flere års fælles udviklingsarbejde og selvfølgelig også andre gode kandidater i tankerne. Og sådan kunne jeg blive ved.
For klubberne har også forstået, at man ikke skal binde alt op på en træner og gøre sig totalt afhængig af hans ønskespillere og spillestil.
Ligesom klubberne i Premier League også langt om længe er ved at indse, at man ikke skal have managers med transferansvar men cheftrænere på en så udsat post med stor udskiftnings-frekvens, har Superliga-klubberne nu styr på, at strategien ikke skal lægges på trænerkontoret.
Næste mand kunne sagtens blive FC Københavns Jacob Neestrup. Se på præstationerne: En ottendedelsfinale i Champions League efter to gruppespil i træk, gode chancer for et tredje af slagsen til efteråret, to mesterskaber og skabelsen af et FC København 3.0 sammen med sportsdirektør Peter Christiansen og erfarne FCK'ere som Niels-Christian Holmstrøm og Daniel Rommedahl til at bakke op i kulissen.
Det ville være decideret ulogisk, hvis der ikke var interesse: En 35-årig træner med de resultater på og uden for banen med 14 Champions League-kampe (og kvalifikationskampe oveni) på halvandet år er rent guf i Europas klubelite.
Og interesse er der da også. Ajax har tænkt tanken om Neestrup som cheftræner i Amsterdam fra sommer, men med tanke på Ajax' enorme strategiske og kulturelle problemer kunne pilen meget vel pege mod en større liga og sted med mindre uro, end der i Amsterdam efter fire katastrofale måneder med tyske Sven Mislintat som sportsdirektør oven på flere års nedtur.
Så ja, Jacob Neestrup er i FC København på lånt tid.
Men som med spillere gælder det efterhånden også, at klubberne er i stand til at finde nye trænere – lur mig, om ikke Peter Christiansen og den øvrige ledelse har en digital lap papir med navnene på potentielle afløsere, så man er klar til sommer eller til næste år, når udlandet kalder.
