Jeg bilder mig bestemt ikke ind, at jeg er ekspert i fodboldloven, eller at jeg ved mere om VAR og brugen af systemet end dommere, udviklere og de eksperter, der har udviklet systemet i såvel Danmark som internationalt.

Men jeg tillader mig at mene, at vi skal have lavet fodboldlovens bestemmelser for hånd på bolden og brugen af VAR om for spillets, spillernes og alle vi fodboldinteresseredes skyld.

VAR er på mange måder en forbedring af spillet.

Svinestreger, soleklare fejldomme, offsidekendelser og andre vigtige situationer, hvor videobilleder kan hjælpe, kan vi sagtens få rigtigt hver gang eller så tæt på som muligt via VAR.

Men med VAR er vi nødt til at tage et kig på fodboldloven og brugen af videomateriale i forbindelse med hands-situationer.

I sidste weekend var det AGF, der fik en hands-kendelse mod sig.

FC Nordsjællands træner Flemming Pedersen sagde bagefter, at det ene straffespark til hans mandskab ikke burde være et straffe, og det samme har flere klubber især uden for citat også været inde på.

Det her handler på ingen måde om AGF, FC Nordsjælland eller bestemte klubber i udlandet, eller om at have dommere med eller imod sig.

Nej, det handler om kombinationen af VAR og handskendelser, hvad der er hensigtsmæssigt for fodbold, og hvor meget negativitet og uvilje, fodbold har godt af for at få dømt nogle ekstra straffespark for hands.

Jeg betvivler ikke, at mange af hands-straffesparkene efter VAR er rigtige i forhold til reglerne.

Men VAR plus hands er en giftig og potentielt ødelæggende cocktail, der gør fodbold fattigere.

Tag en af de første, vi husker her i Danmark: Yussuf Yurary Poulsens hånd mod Australien ved VM 2018.

Der var ingen chance for, han kunne flytte hånden, det var det, vi i skolegården kaldte påskudt.

Og som ved så mange efterfølgende VAR-straffespark for hånd, stod den ufrivillige forbrydelse slet ikke mål med straffen, som er 76 procents chance for at indkassere et mål på straffespark.

Vi skal finde en vej frem, der er mere retfærdig.

Luis Suárez udvisning og Ghanas straffespark på Suárez’ håndboldredning i VM-kvartfinalen i 2010 var helt på sin plads. Ud med ham.

Men hvad med de straffespark, der bliver dømt ude i kanten af feltet og ved baglinjen, når et spark fra en meter eller en afrettet bold rammer en forsvarsspiller på armen eller hånden?

Der står straffen på ingen måde mål med forseelsen, og fra at handle om at være dygtig til at angribe og forsvare, bliver fodbold et spørgsmål om at være heldig eller uheldig med hånd på i feltet.

Mit forslag:

Vi ændrer reglerne for hands-forseelser i feltet, som VAR fanger, så det nu bliver et indirekte frispark, med mindre dommeren vurderer, at det var med vilje eller en arm eller en hånd, der mere hørte hjemme i en volleyballkamp.

Det smukke ved fodbold er, at det ikke er et regel-fokuseret spil, hvor de bedste er dem, der er bedst til at følge reglerne og undgå at bryde dem.

Man skal være dygtig til at score et af spillets få mål eller i hvert fald opsøge heldet, og hands-straffespark efter VAR er så forstyrrende, destruktivt og mod spillets ånd, at reglerne bør laves om.

Det gjorde man med succes, da man omkring 1990 blev træt af et par årtiers brutal forfølgelse af kreative spillere med benbrækker-tacklinger bagfra, så disse tacklinger blev graderet til direkte rødt kort. Eller da målmanden ikke længere måtte samle tilbagelægninger op.

VAR er på lange stræk en forbedring og bliver bedre i de kommende år, men kombinationen hands og VAR gør hands-forseelser alt for vigtige, skævvrider spillet negativt, og skaber uendelig meget dårlig stemning omkring kampene, hvor irritationen, vreden og følelsen af uretfærdighed fylder mange gange mere end det faktum, at der teknisk set og ifølge nogle regler, der nu går hånd-på-bolden til et alt for vigtigt asepkt af fodboldspillet, rigtigt nok var et straffespark.

Ovenstående er blot en lægmands forslag til en ændring, der gør en tilfældig hånd på bolden mindre katastrofal – jeg er sikker på, at dygtigere folk kan finde på bedre modeller.

Nu er det nok: Drop den latterlige regel