Amen, hvor skal jeg snart begynde?
Mine fingre er følelsesløse i aftenkulden i Parken i en kamp, der er gået 10-15 minutter over alle de andre 21.00-kampe i Champions League, men pulsen ræser afsted inde bagved.
FC København har vundet 4-3. Jeg gentager: 4-3!
Over Manchester United i Champions League i en kamp, hvor FCK endda ikke har spillet specielt godt i lange perioder.
FC København indledte med en flabet tifo, der lagde sig lige i halen på Jacob Neestrups kommentarer om Parken som et sted med væsentligt mere stemning end Old Trafford (for the record: Jeg er enig).
Så klaskede FC København helt sammen med den dårligste europæiske halvleg i jeg ved ikke hvor lang tid, hvor den københavnske midtbane og forsvaret kappedes om at begå flest store fejl på kortest tid.
Ja, Rasmus Højlund skulle have scoret et hattrick allerede ti minutter inden, at Marcus Rashford brændte sammen.
Jeg kan jo godt se, hvad han vil. Han vil møve sig til noget ekstra plads, som når vi gamle drenge vil møve os ind foran en modstander, især en yngre og hurtigere af slagsen.
I stedet kører han kartoffelskrælleren, undskyld knopperne, ned ad Elias Jelerts underben og ankel, og at man gerne må den slags i Premier League mod en henstilling eller gult kort betyder jo ikke, at det dermed også er efter fodboldloven.
Og her, HER, viste FC København så den europæiske klasse.
På en aften, hvor ikke meget havde fungeret, omstillede man straks.
Det resulterende frispark røg på André Onanas overligger, Manchester United fik ingen ro til at trille den i land til pause, og både 1-2 og 2-2 kom efter gode angrebs-sekvenser.
FCK havde haft en svær halvleg mod et velspillende Premier League-tophold, og der talte det til Neestrups mandskabs ære, at man så hurtigt gik fra 0-2 til 2-2.
United kom igen
Erik ten Hag satte Sofyan Amrabat ind til 2. halvleg, og med tanke på al den skældud, han har fået efter sit skifte fra Fiorentina, fik United med ham på banen sat skik på spillet igen.
FCK fik ikke længere lov at spille sig igennem efter behag som i det sidste kvarter af den 58 (!) minutter lange første halvleg, United forstod igen at spille gennem linjerne med en velspillende Bruno Fernandes i en hovedrolle - hvor er han en god boldspiller.
Så det var ikke mod spillet, at Manchester United kom på 3-2 på en dum arm på af Lukas Lerager efter en ballonbold i feltet, som Bruno Fernandes omsatte til et flot straffespark høvlet helt op i krogen.
Og hvem udlignede så, da FC København havde svært ved at bryde United ned?
Rasmus Falk med den svære 1. halvleg og Lukas Lerager, et kvarter efter hans forseelse havde givet United deres 3-2-scoring.
Det her var langt fra FC Københavns bedste Europa-kamp.
Men på en aften, hvor meget faktisk ikke fungerede, efter man havde lagt pres på sig selv med skarpe udtalelser om favoritværdighed, med Neestrups kække bemærkninger, hvor FCK ville vise, at nu er man et Champions League-hold, hev man en sejr ud af ingenting.
Selvfølgelig skulle den 17-årige, FC København vil sælge for 150 millioner kroner i en ikke alt for fjern fremtid, blive matchwinner, da United endelig knækkede og faldt tilbage i feltet, måske med en fornemmelse af den fornyede snak om en fyring af deres træner, der venter i de kommende døgn.
Roony Bardghji, der var blev hilst på banen af FCK-fansene lige efter sin indskiftning oven på Uniteds 3-2-mål, tog samme glidetur ude ved hjørneflaget, som Rasmus Højlund havde taget syv kvarter tidligere ved kampens første mål.
FC Københavns offensive udmeldinger før kampen kunne virke overmodige. De kunne virke arrogante.
Men det er de ikke. Det er FC København anno 2023. De har noget at have det i, og hvorfor skulle de putte med det?
Man forstår, hvis de er ved at få smag på Champions League og har tænkt sig at skulle prøve det mange flere gange i de kommende år, for da slet ikke at tale om de to sidste spillerunder her i efteråret, hvor der er alt at spille for.
