Knus Finland: Vis vildskaben og at I ejer Parken

Jeg har tidligere taget Christian Eriksen og andre  fodboldspillere i forsvar, når de udadtil ikke just har udstrålet og signaleret, at de vil gå gennem ild, vand og om nødvendigt det ekstra gule kort i holdets tjeneste på et professionelt frispark for at vinde en fodboldkamp.

Introverte menneskers kropssprog, sprog og handlinger bliver ofte tolket som ladhed, ugidelighed og manglende engagement af især de ekstroverte, der ikke kan gå fem minutter uden at fortælle verden, eller i det mindste sidemanden eller kvinden, hvad de synes, mener og føler om dette og hint.

Det er der også fare for at gøre i fodbold, og i Champions League-vinderne N’Golo Kanté og Andreas Christensen har man to meget aktuelle eksempler på, at man behøver komme buldrende ind i et lokale eller rive hoveder af med- og modspillere i hver anden kamp for at være en vinder.

Men da Kasper Dolberg og Robert Skovs tidligere Silkeborg-træner Peter Sørensen for nylig satte sine to eksspillere stolen for døren verbalt og bad dem og holdkammeraterne om at vise den her berømte ild og vilje til at vinde, havde eksspilleren og fodboldtræneren en fremragende pointe.

– …Og så må jeg bare sige, at min elskede drenge fra Silkeborg… jeg savner simpelthen glød og gnist og ild i øjnene. Det gør jeg. Jeg savner at se, at de brænder for at spille på det her hold. For at gå ind og gøre en forskel, når de nu har muligheden for at leve deres drøm ud, for helvede. Come on! Hvad venter I på? Hvorfor brænder I ikke det græstæppe af?

– De er meget bedre end det, de viser. Dolberg var jo ikke dårlig i går, men han mister nogle bolde i går, han ikke behøver miste. Hvorfor miste de bolde? Hvorfor ikke tænke, at enhver berøring, jeg har, ethvert løb, jeg har, enhver aktion, jeg har, skal betyde noget. Det er nu! Kasper ved, at han har 45 minutter til at spille sig på holdet. Come on! Jeg savner virkelig gnist og glød og ild i øjnene. Hvorfor ikke? Jeg ved godt, det handler om personlighed og så videre. Men der er ikke noget, de her drenge hellere vil. De har drømt om den her chance, siden de var fire år gamle. Så grib dog den chance! Det synes jeg ikke, at de gjorde.

Peter Sørensens kommentarer faldt i Medianos fine EM-optakt, og han har såre ret.

Uden at det her skal udvikle sig til den rene lomme-psykologi, er en af de ting, mange introverte i har i sig, evnen til både at aflæse og tilpasse sig situationer, og hvad der er behov for.

Det er en enorm styrke at have, og man kan sagtens bruge den evne uden at gøre vold eller skade på sig selv.

Og helt ærligt – Peter Sørensen har ret. Kommentarerne faldt efter en testkamp mod Bosnien, der i min bog ikke betyder det store. Men hvis man vil spille sig på holdet som rotations- eller reservespiller, skal sådan en kamp jo behandles som en VM-finale med ekstrem skarphed i alt, man foretager sig.

Og det skal vi have at se på lørdag mod Finland.

Jeg efterlyser ikke Roy Keane-slagtninger, der ødelægger karrierer.

Men hver tackling, hver tæmning, hver aflevering, hvert skud mod mål og hvert hovedstød skal emme af, at man har drømt om det her hele livet og vil gøre alt for at få succes, om ikke andet på vegne af alle fans, der følger med og i disse dage lever gennem Kasper Hjulmands 26 udvalgte.

De offensive spillere er rigeligt gode til at dominere i kampene mod Finland og Rusland, og helt ærligt: Det må finnerne og russerne også gerne kunne se og føle i Parken mod et hold, der skal udstråle, at gæsterne er langt hjemmefra og godt kan indstille sig på en trist og træls tur hjem.

Det her danske landshold behøver ikke slå blikket ned – skyd brystet frem, tænd ild i den bane og se, hvor langt det bærer.

Og så blæse være med, hvor trætte I er, og hvor mange gange jeg og andre har skrevet, hvor trætte I er. Det betyder intet, når der lørdag gjalder en nationalmelodi ud foran 16.000 tilskuere i Parken.