Dette indlæg er fra den trykte udgave af Tipsbladet fredag 13. maj 2022
Hvis ikke VM i fodbold bliver flyttet fra Qatar, bør landsholdet strejke og sende et amatørlandshold, som de gjorde mod kampen i Slovakiet for snart tre år siden. De gjorde det, da det gjaldt egne arbejdsforhold, og de bør gøre det nu, hvor det ikke bare gælder arbejdsforholdene men livet og førligheden for de anonyme arbejdere, der skaber rammerne.
Vi har i første omgang henvendt os i et brev til ledere, trænere og spillere i et brev, men vi vil gerne dele vores overvejelser med andre fodboldfans.
Vi bilder os ind, at ingen kan gøre noget, og at vi må acceptere tingenes tilstand. Især som et lille land kan vi nærmest ikke forvente at blive hørt, og det nytter jo ikke, får vi at vide. Så politikere, sportsfolk, medier og fans kan hændervridende tage afstand, men deltager dog i et VM, der aldrig burde have været tildelt Qatar. Og som senere burde været taget fra dem.
Men det passer ikke, at man ikke kan gøre noget. Ingen kan ændre alt, men alle kan gøre noget.
Coronakrisen viste os, at store begivenheder kan flyttes i tid og sted med kort varsel. Det kan lade sig gøre.
Hvis ikke VM bliver flyttet, kan vi gøre det næstbedste: Danmark kan stille med et hold af amatører. Det vil være et kæmpe signal til en verden, hvor vores fælles kærlighed til fodbold bliver udnyttet på væmmelig vis.
Tænk sig at se arrangørernes ansigter, når et hold amatører træder ind på banen
Tænk sig, hvor skammeligt det må være for de franske verdensmestre at slå et hold amatører.
Tænk sig, hvor stærkt sammenholdet i Danmark vil være for at støtte netop amatørerne.
Det danske landshold vil være de perfekte til at gå forrest, fordi de har gjort det før, og at de er blevet selve symbolet på, at medfølelse og sammenhold ikke er en modsætning til resultater og flot fodbold. Det viste vi i sommeren 2021, og vi kan vise det igen. Vi håber, at DBU sender et amatørlandshold, som vi så vil følge og støtte efter alle kunstens regler, men ellers bliver det til en total boykot af VM, landsholdet og sponsorer under turneringen.
Hvis ikke det bliver til en landsholdsboykot, håber vi, at alle fans vil overveje at boykotte.
Det er en svær og individuel beslutning. Især hvis man har levet for slutrunderne siden barnsben. Mange kender måske det, at man bedst kan huske årstal ved at hænge det op på fodboldslutrunder.
”Student? Det var under 98.”
”Ferien på Langeland? Det var i 1986, da Maradona strålede.”
Andre gange er slutrunderne bundet sammen med vores barndomsminder.
” VM i 1986? Det var da vi på lejrskolen cyklede til og fra friluftsbadet mens vi sang “Vi er røde, vi er hvide”.
” EM-sejren i ‘92: Da jeg og mine legekammerater cyklede rundt på grusvejene i sommerhusområdet og sang “Deutschland, Deutschland alles ist vorbei” til de tyske turister”.
Andre har helt særlige ritualer. Som for eksempel at samles om en middagsret fra et af de deltagende lande. Sådan hænger slutrunder sammen med vores liv, og netop derfor bør vi tage dem alvorligt.
For første gang siden 1984 kommer vi ikke til at følge en slutrunde. Det bliver svært, men det er også nødvendigt.
Tiden er moden til at vise, at fodbold er en del af noget større.
