FC København er dansk mester efter en hårdt tilkæmpet sejr i Viborg og en flad FC Nordsjælland-indsats i Brøndby.
Det var svært at få øje på, at FC Nordsjælland spillede for at holde sig inde i guldkampen.
Så som foråret har udspillet sig, er FC Københavns DM såre fortjent.
Som I nok kan fornemme på tonen og overskriften, er jeg ikke ved at falde ned af stolen i benovelse over kvaliteten i FC Københavns spil eller holdet, som det ser ud lige nu, men det betyder ikke, at FCK ikke har imponeret på flere punkter undervejs.
At komme tilbage fra at være otte point bagud i vinterpausen vil altid være flot, men mest imponerende har været FC Københavns evne til at finde sejrene, når det virkelig gjaldt, og situationen så værst ud.
Ugen, hvor FC København rejser sig efter en dårlig indsats mod FC Nordsjælland og så vinder i Brøndby, vinder pokalfinalen over AaB og vel nok sæsonens kamp i 4-3-sejren over AGF, er dybt imponerende.
Det var ikke med godt spil, men det kan man jo dårligt bebrejde FC København med så mange skader og karantæner, noget der i det hele taget har slået rytmen i stykker for københavnerne.
Det er flot at vinde et DM under det velsagtens største pres, en Superliga-klub på medaljejagt nogensinde har været under med tanke på det enorme budget, så i det store billede er FC København Superliga-sæsonens helt store vindere.
Men når den fortjente sejrsfest er holdt i aften og nat i København, er der stadig meget arbejde tilbage at gøre for såvel den nuværende trup og Jacob Neestrups stab, og så for transferudvalget i FC København med sportsdirektør Peter Christiansen i spidsen.
Skal være bedre
FC København har vundet seks ligakampe med et enkelt mål, og flere af de større sejre over Silkeborg, Horsens, OB og Brøndby IF har ikke været den paradekørsel, cifrene antydede.
FC København har brugt 32 spillere i denne sæson, hvilket kun er overgået af et OB-hold under forvandling.
Skader og karantæner har betydet meget for både de tætte kampe og det hav af spillere, Jacob Neestrup har anvendt.
Men fortæller jo også en historie om en træner, der både har mange valgmuligheder men måske heller ikke har set eller fået på alle positioner, han ønsker sig af spillerne.
Man skal slet og ret være bedre, både hjemme i Danmark, hvor man ikke kan forvente at vinde DM med lige så få point om et år, og ude i Europa, som er en kernemålsætning, hvis ikke da selve målsætningen, for FC København.
Ønskesedlen
Midtstopper-udfordringerne har først og fremmest haft med skader at gøre, og Zecas langtidsskade og Rasmus Falks on/off-problemer har ikke været nogen hjælp.
Men ønskesedlen (ikke indregnet eventuelle salg af eksempelvis Kamil Grabara og Hakon Haraldsson) må ligge klar nu med Champions League-kvalifikationskampe allerede fra slutningen af juni:
* En ekstra defensiv spiller
* En ekstra central midtbanespiller, der kan spille sekser
* Mindst en målfarlig spiller til kanten eller den offensive midtbane (forudsat at man kommer af med folk)
* Og minimum én ekstra angriber
Det sidste er især giftigt, for man har jo den sædvanligvis dygtige Andreas Cornelius i truppen, en angriber hentet hjem som Superligaens dyreste nogensinde og en handel, der skabte ren ekstase i slutningen af sommer-transfervinduet sidste sommer.
På den ene side nytter det ikke bare at hive en ny mand ind til 20-30-40 millioner kroner, som så enten skal på bænken eller sender 'Corner' derud, selv når han er 100 procent fit.
På den anden side kan man bare heller ikke vente og se tiden an, især ikke når nu alternativet Mamoudou Karamoko ikke er specielt målfarlig og altså ikke er noget ungt talent – han fylder 24 år i midten af næste uge og er ingen udviklingsspiller.
Der er flere spillere, FC København er villig til at sige farvel til, som Khouma Babacar, Paul Mukairu og Akinkunmi Amoo, ud over Kalle Johnsson, Marko Stamenic og Zeca, der stopper ved kontraktudløb.
Det kunne være dybt interessant, hvis FC København igen vil vise viljen til at hente særdeles dyre spillere og går efter et yngre, offensivt es, man kunne sælge videre om et par år.
Når Andreas Cornelius kan koste 45 millioner kroner som 29-årig, er det implicit, at FCK også en dag inden længe er villig til at hente en spiller til 40-50-60 millioner kroner, nok en i aldersgruppen 18 til 20 år, som man så kan sælge videre for et vildt beløb efter et par år.
Det kunne jo passende være en spiller, der både kan være plads til i front, og som også kan spille på kanten.
Skal finde europæisk niveau
At FC København skal være bedre handler nu ikke kun om transfermarkedet og køb og salg her på kort sigt i tre intense sommermåneder.
Det handler også om at knække koden til, hvordan man sætter sig på Superligaen og dominerer den.
Mesterskabet for et år siden i tæt kapløb med FC Midtjylland og i dette forår med et ungt FC Nordsjælland er altså ikke skabelonen på dominans eller noget, der lover europæisk succes, som FC Københavns sportslige model og ikke mindst spillerbudgettet er baseret på.
Måske er Champions League for svær at følge med i for danske klubber, men FC København siger jo selv, at man vil gøre forsøget og enten være med der eller i Europa League, og det kræver rigtig meget.
Kun Sjakhtar Donetsk og Sporting havde sværere ved at komme til chancer i sidste efterårs gruppespil, hvis vi forholder os til Expected Goals, og bare at følge med sådanne klubber og dem, der er en halv vægtklasse mindre, kræver altså betydeligt mere af FC København, end det vi har set de to seneste sæsoner.
De rette spillerkøb og en sæson med lidt færre skader er helt klart faktorer, ja.
Men man skal også være helt sikker på, at man nu har strategien klar, for Europa-toget med udvidet Champions League kører allerede fra næste sommer, og hvis der skal justeringer til efter to sæsoner med hårdt tilkæmpede og nervepirrende mesterskaber, er nu det rette tidspunkt.
